Foto: Privatfoto
Forbrug og liv

Dropper prinsessedrømmen: Brudepar vender ryggen til forbrugsfest

Det er dyrt, hvis drømmen om prinsesse for en dag skal udleves. Derfor er det naturligt, at der opstår nye måder at finansiere et bryllup på, siger ekspert.

Forbrug og liv

Bliv gift i en aflagt genbrugskjole, få gæsterne selv til at komme med maden, køb kjolen på nettet – eller find en god sag og få sponsoreret dit bryllup. Ideerne er mange, når folk forsøger at undgå en stor regning for et drømmebryllup.

Et bryllup koster i gennemsnit 52.606 kroner, viser en undersøgelse fra TSN Gallup for Penge- og pensionspanelet i 2016. Kigger man kun på kirkebryllupper er gennemsnitsprisen dog højere, nemlig 75.000 kroner.

Det er for mange et alvorligt indhug i budgettet, og derfor er det ifølge antropolog og ph.d. i forbrugeradfærd Jeppe Linnet ikke underligt, at folk søger andre løsninger.

At tænke i alternativ finansiering ligger helt i tråd med tiden

»Bryllupsfest er en kæmpe belastning for økonomien – folk er jo helt smadrede bagefter. Både på grund af økonomien og den store arbejdsindsats, man lægger i planlægningen. Og  at tænke i alternativ finansiering ligger helt i tråd med tiden«, siger han.

Louise Trillingsgaard Madsen er kræmmer og genbrugsentusiast. Hun blev gift med sin Frederik 29. maj 2010 i et skørt, der siden blev solgt videre og med hjemmelavet pynt, genbrugstallerkner og -glas på bordene foran 60 gæster.

»Det handlede rigtig meget om prisen. Vi havde det sådan: Glem det! Og så gik der lidt sport i det«, siger Louise Trillingsgaard Madsen, der siden har solgt alt udstyret fra brylluppet videre – undtagen et par minder. Og tal fra dba.dk peger på, at hun er foregangskvinde i en trend.

Hos dba.dk er antallet af annoncer indenfor ’brudeudstyr’ eksploderet de sidste år. I 2013 var der 17.500 annoncer, mens det antal er op mod 30.000 for 2016. Den samme stigning kan ses indenfor køb og salg af store partier service, møbler og andre ting, der indikerer, at man skal holde en stor fest, forklarer Sofie Folden Lund, som er kommunikationschef hos dba.dk:

»For eksempel er antallet af annoncer for glas, porcelæn og service osv. steget fra 300.000 i 2013 til 800.000 i 2016. Genbrug vokser, og det smitter af på bryllupper. Først boomede det inde i husene, så rykkede det ud i haven, og nu er det fester og bryllupper, der trender. Det er en ret voldsom tendens«.

Tager maden med selv

Og der er andre måder, man som brudepar kan spare.

Minna Sonne er studerende og skal til sammenskudsbryllup i dag hos et par midt i tyverne, der skal giftes på rådhuset. Hun er blevet bedt om at tage dessert med til festen, der skal holdes i en have hos en fra familien.

»Alle gæsterne er blevet bedt om at tage noget mad med – ikke noget dyrt eller vildt. Til gengæld skal man så ikke have gave med. Man ikke have gave med«, fortæller hun.

Parret har heller ikke brugt mange penge på brudekjolen.

»De har ikke så mange penge, så det er mest af økonomiske grunde«, siger Minna Sonne.

Nødhjælp fra bryllupsfest

Også samvittigheden kan stå i vejen for en stor forbrugsfest. Det gjorde den hos Rasmus Iver Agersen og Ann-Kristin Løye Hejl, der blev gift sidste lørdag, og som holdt fest for 84 gæster på Trudshom Gods i designertøj og med mad fra Kokkeriet.

Vi kunne ikke holde ud at bruge så mange penge på en fest, mens verden står i flammer

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De valgte at donere deres budget til Unicef og fik sponsoreret kjole, mad, service, bryllupsfotograf, blomster – selv vielsesringene var et sponsorat. Hele overskuddet er gået til Unicef, der også får pengene, når brudekjolen, som er designet af Rikke Gudnitz, og jakkesættet fra Herrernes Magasin, bortauktioneres.

Rasmus Iver Agesen og Ann-Kristin Løye Hejl blevgift 12. august på Trudsholm Gods. Kjole, jakkesæt, mad, ringe, blomster, vin og meget mere var sponsoreret, og overskuddet gik til Unicef.
Foto: Martin Bubandt

Rasmus Iver Agesen og Ann-Kristin Løye Hejl blevgift 12. august på Trudsholm Gods. Kjole, jakkesæt, mad, ringe, blomster, vin og meget mere var sponsoreret, og overskuddet gik til Unicef.

»Vi kunne ikke holde ud at bruge så mange penge på en fest, mens verden står i flammer«, siger Ann-Kristin Løye Hejl.

Hvis man kan få nogen til at hjælpe med maden som ved sammenskud eller via sponsorater, er det en kæmpe lettelse, vurderer antropolog Jeppe Linnet. Men det er også identitetsskabende at holde sit bryllup på en anderledes måde.

»Som kultur er vi danskere enormt optaget af at være personlige, og det at vise global eller lokal ansvarlighed ved at bruge genbrug eller sponsorater, skaber identitet om parret. Man slipper for at blive identificeret med de borgerlige værdier, brylluppet ellers associeres med«, siger han.

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    Kend din kommune

    Hvor mange penge bruger din kommune på ældreområdet, til daginstitutioner eller på dit bibliotek?

    Vi har samlet en lang række nøgletal, der fortæller om hvordan pengene i din kommune bliver brugt.

Annonce