På Ingrid Jespersens Gymnasieskole har eleverne i 2.x tegnet, hvordan de oplever deres forældres mobilforbrug. Her et problem, som mange af børnene har: De kan ikke komme i kontakt med deres forældre.
Tegning: Elev fra 2.x

På Ingrid Jespersens Gymnasieskole har eleverne i 2.x tegnet, hvordan de oplever deres forældres mobilforbrug. Her et problem, som mange af børnene har: De kan ikke komme i kontakt med deres forældre.

Digitale børn: Ja, dine børn er trætte af, at du hele tiden kigger på din telefon

Jeg har dårlig samvittighed over, at jeg kigger for meget på min telefon, når jeg er sammen med min datter. Efter et besøg i 2.x ved jeg, at forældres mobilforbrug er et problem, vi skal tage seriøst.

Digitalt

Han kommer ikke, når jeg kalder på ham. Jeg kalder og kalder, men han mumler bare, at han kommer lige om lidt. Men det gør han ikke. Og når han endelig kommer ind til spisebordet, så sidder han stadig med sin telefon, og man kan mærke, at han ikke hører efter«.

Det lyder måske som en frustreret forælder, der beskriver en ugidelig teenager. Men ovenstående er, hvad en 9-årig pige fortalte mig om sin fars mobilbrug. Pigen går i 2.x på Ingrid Jespersens Gymnasieskole, og jeg står her i hendes klasse for at konfrontere den evigt dårlige samvittighed – at jeg forsvinder ind i min telefon i stedet for at være sammen med mit barn.

Og efter min snak med 2.x er jeg ikke i tvivl: Forældres mobilbrug er ikke bare en dårlig samvittighed, det er et problem, vi skal tage seriøst.

Ordet ’irriterende’ bliver brugt mange gange, når børnene beskriver de oplevelser, de har haft, hvor forældrenes mobiltelefon tog opmærksomheden fra dem. Det er især situationer, hvor familien er sammen, at børnene synes, at forældrenes opførsel er for meget.

»Det er ret tit, at mine forældre siger, at nu skal vi ikke spille på iPad og i stedet lave noget sammen, og så ser vi en film på fjernsynet. Men efter 10 minutter sidder mine forældre og kigger på deres telefoner alligevel, fordi de synes, at filmen er kedelig. Det er ret irriterende, for så føler jeg ikke, at vi laver noget sammen, når de ikke gider at se filmen med mig«, siger en af pigerne.

Flere af børnene nævner situationer, der egentlige skulle have været fællesoplevelser for familien, som bliver ødelagt af telefonerne. Det er især under aftensmåltidet, eller hvis familien ser noget i fjernsynet, at forældrene forsvinder ind i deres telefoner. For nogle af børnene er det også et problem, når de gerne vil have hjælp af deres forældre. »Jeg har prøvet, at jeg ikke kan få min far til at hjælpe mig, når jeg laver lektier. Og jeg siger bare sådan: »Far, far, far«, fordi jeg gerne vil have hjælp til at stave et ord eller til at lave matematik, men han svarer ikke og sidder bare med sin telefon«, siger en pige.

Jeg er oprigtigt chokeret over, hvordan hun beskriver sine forældres brug af mobilen

Hun har tænkt på, om det mon ville hjælpe, hvis hun havde et stopord, som hun kalder det. Hun foreslår selv ordet ’vandmelon’, da det ikke er et ord, de bruger så meget derhjemme, og på den måde vil det vække forældrenes opmærksomhed, forklarer hun.

»For det er altså rigtig irriterende, at de ikke hører efter, når jeg har brug for hjælp til mine lektier«, siger hun og lyder ked af det.

Jeg er oprigtig chokeret over, hvordan hun beskriver sine forældres mobilbrug. Det lyder fuldstændig vanvittigt, at hun ikke engang kan få hjælp til lave sine lektier, og jeg får mumlet noget med, at det nok ville være godt at lave et stopord. Stort set alle de andre elever i klassen har hånden i vejret utålmodigt trippende for at fortælle om deres egne oplevelser, så jeg giver ordet til en dreng, der sidder under et par plancher med staveord.

»Jeg har prøvet, at jeg spurgte min far, om jeg måtte tage et stykke agurk, mens han sad og kiggede på sin telefon, og så sagde han bare, »ja, det er megasejt!«, fordi han ikke hørte efter«, siger drengen, og resten af klassen griner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er godt at få lettet stemningen lidt. Men jeg kan stadig ikke lade være med at tænke på det skræmmende i drengens og de andres børns oplevelser. Rigtig mange af dem fortæller, at deres forældre ofte svarer i syd, når de spørger i vest, fordi far eller mor har travlt med deres telefon og ikke hører efter. Problemet er især, at børnene oftest ikke gentager spørgsmålet, men bare tolker forældrenes volapyk. Og på den måde opdager forældrene ikke engang, at de spiser børn af med meningsløse svar.

Konsekvenser for selvtilliden

Jeg ringer til psykolog Camilla Carlsen Bechsgaard, der har beskæftiget sig en del med familiers digitale adfærd, for at vende det, som børnene har fortalt mig. Og hun er ikke overrasket over, at børnene er så irriterede over deres forældres mobilbrug.

»Den ultimative kærlighed, man kan vise i en familie, det er at vise, at du vil mig, og at jeg vil dig. Og det er en nærhed, som både kommer til udtryk med kropssprog og ord. Hvis man som forælder hele tiden har telefonen fremme, når man er sammen med sine børn, sender man et signal til børnene om, at de egentlig ikke er værd at være sammen med«, siger hun og fortsætter:

»Forældrene skaber et billede af, hvordan barnet er. Og her er billedet, at du er sådan en, som man ikke behøver at reagere på eller lytte til, når du taler. Børnene internaliserer de følelser, og det kan have nogle ret omfattende konsekvenser for deres selvopfattelse og selvværd«.

Jeg er ikke i tvivl om, at børnene var oprigtige, da de fortalte mig om deres oplevelser med deres forældres mobilbrug. Men jeg ved også, at nogle stemmer i debatten vil mene, at børn er for opmærksomhedskrævende, og at forældrenes manglende opmærksomhed er helt naturlig – og måske endda sund for børnene. Den præmis køber Camilla Carlsen Bechsgaard ikke.

»Det er en naturlov, at børn gerne vil have deres forældres opmærksomhed, men man kan spørge sig selv, om de ville hige så meget efter den, hvis de fik nok. Det afspejler en smertefuld anerkendelse hos børnene, når de oplever, at deres forældre hellere vil bruge deres telefoner end at være sammen med dem. Og det synes jeg, undskyld udtrykket, er fucking skræmmende«

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da jeg et par timer senere henter min datter fra skolen, runger børnenes svar stadig i mit hoved. Jeg havde af en eller anden grund ikke forventet, at forældres mobilbrug gjorde så stort indtryk på børn. Og slet ikke, at det kunne være skadeligt for dem. Det virker jo harmløst at sende en besked under aftensmaden eller at tjekke telefonen, når ’Disney Sjov’ bliver kedeligt. Og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at jeg selv har gjort alle de ting, som børnene i 2.x beskriver.

Derfor kan jeg ikke få mig selv til at spørge min datter, om hun har haft de samme oplevelser med mig. Jeg kender allerede svaret. I stedet giver jeg hende et kæmpe kram og lover mig selv, at min telefon aldrig må komme mellem mig og hende igen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce