Han kommer ikke, når jeg kalder på ham. Jeg kalder og kalder, men han mumler bare, at han kommer lige om lidt. Men det gør han ikke. Og når han endelig kommer ind til spisebordet, så sidder han stadig med sin telefon, og man kan mærke, at han ikke hører efter«.
Det lyder måske som en frustreret forælder, der beskriver en ugidelig teenager. Men ovenstående er, hvad en 9-årig pige fortalte mig om sin fars mobilbrug. Pigen går i 2.x på Ingrid Jespersens Gymnasieskole, og jeg står her i hendes klasse for at konfrontere den evigt dårlige samvittighed – at jeg forsvinder ind i min telefon i stedet for at være sammen med mit barn.
