Annonce
Annonce
Sundhed

Kø af patientklager er rekordlang

Antallet af patientklager bare vokser og vokser, og sagsbehandlingstiden er over et år. Enhedslisten og Venstre vil se handling.

Patienter, der klager over lægefejl og sjusk i sundhedssystemet, må vente mere end et år på svar, selv om der er politiske krav om væsentlig kortere ventetider.

Nye tal fra Patientombuddet, der tager sig af klagerne, viser, at antallet af sager i det forløbne år nåede et rekordstort niveau på cirka 7.000.

Det er en stigning på 65 procent siden 2011, da klageorganerne blev samlet.

Udfordret system

På den baggrund vurderer direktør i Patientombuddet, Steffen Egesborg Hansen, over for Politiken, at den stærkt kritiserede gennemsnitlige ventetid på 13 måneder i 2013 ikke blev bedre sidste år.

For fem år siden tog det under ti måneder at behandle en typisk sag. Klagesystemet er »meget udfordret«, som direktøren siger.

»Vi har desværre ikke knækket kurven. Særligt er det vanskeligt for os at følge med i den store stigning af klager. Konsekvenserne for patienterne er den ulempe, det selvfølgelig er at vente så længe på en afgørelse«, siger Steffen Egesborg Hansen.

LÆS OGSÅSundhedsstyrelsen vil jagte sjusk systematisk

Når patienterne klager, beder halvdelen af dem om, at Patientombuddet retter en generel kritik af et helt behandlingsforløb. Den anden halvdel vil have kritikken rettet mod bestemte navngivne læger eller andre sundhedsansatte.

For den sidstnævnte gruppe af klagesager er ventetiden i snit helt oppe på omkring 17 måneder.

Ministeren afventer evaluering

Formand for organisationen Danske Patienter, Lars Engberg, mener ikke, at de lange sagsbehandlingstider er holdbare:

»Den nemme løsning er, at der skal flere ressourcer til at behandle klagerne. Det er dødvigtigt, at sagsbehandlingstiderne ikke bliver så lange, at patienterne opgiver på forhånd at klage«.

Lars Engberg peger på, at en stigende specialisering af behandlingen burde betyde færre fejl. Men udviklingen betyder også, at flere patienter bliver behandlet på tværs af specialer og afdelinger af mange forskellige læger – i den proces kan information gå tabt, og så kan der ske fejl.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) vil ikke kommentere de lange ventelister nu, men afventer en evaluering af Patientombuddet, der ventes klar om kort tid.

LÆS OGSÅLægeforeningen: Patientsikkerheden styrkes

Det mildner ikke Venstres sundhedsordfører, Sophie Løhde.

»Det er dybt utilfredsstillende, og det undrer mig gevaldigt, at ministeren ikke i tide har reageret, da de røde lamper begyndte at lyse«, siger Sophie Løhde og peger på, at en evaluering af Patientombuddet var lovet afsluttet senest med udgangen af 2014.

Hun synes, at ministeren skulle have grebet ind allerede for et lille års tid siden, da der sidst var kritik af de lange køer. Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix kalder udviklingen »ærgerlig«: »Det var en klar ambition, da vi ændrede klagesystemet, at det skulle føre til kortere køer«, siger hun.

Mere avancerede behandlinger

For tre år siden satte regeringen et millionbeløb af til at afvikle tidligere pukler af klagesager, men Stine Brix mener ikke umiddelbart, at »vi skal hælde endnu flere penge i noget, der tilsyneladende ikke kan løse problemet«.

»Måske skal der laves en egentlig målsætning om, at Patientombuddet skal leve op til nogle bestemte krav. Og så skal der placeres et ansvar, hvis det ikke lykkes«.

LÆS OGSÅFejl i sundhedsvæsnet skal forhindres uden ekstra penge

Direktøren i Patientombuddet, Steffen Egesborg Hansen, forklarer det stigende antal klager med, at flere mennesker bliver behandlet. Og i takt med at behandlingerne bliver mere avancerede, er der også risiko for, at det ikke altid går, som patienterne håber.

»Desuden er der en øget bevidsthed om, at der findes et klagesystem, hvor man kan fremføre sin utilfredshed og gøre sine rettigheder gældende«, siger Steffen Egesborg Hansen, der har en målsætning om at få sagsbehandlingstiden ned på ni måneder i år. Det skal ske igennem bedre organisering af arbejdet.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce