Foto: Martin Lehmann
Sundhed

Læger: Hpv-programmet ligger i ruiner

Praktiserende læger stikker næsten ingen piger længere. Forældres medieskabte tvivl ramte HPV-vaccinen, siger læger.

Sundhed

Da praktiserende læge Line Soot startede i sin lægepraksis i det centrale Valby for snart fire år siden, kom »ret mange unge piger« og fik HPV-vaccinen.

»Nu er der relativt langt imellem, vi vaccinerer«, siger hun om verdens første vaccine mod en kræftsygdom, livmoderhalskræft, der tilbydes i det danske børnevaccinationsprogram, når piger fylder 12 år.

På få år er antallet af vaccinerede piger faldet markant.

79 procent af pigerne født i år 2000 er fuldt HPV-vaccinerede, mens det kun er 15 procent født i 2003.

Derfor får de praktiserende læger langt sjældnere besøg af forældre og deres 12-årige piger.

»Hpv-programmet ligger i ruiner. Jeg har vaccineret to piger i 2017«, siger Christian Kjær, Bredsten Lægehus i Vejle.

Nina Åslund har været praktiserende læge på Amager i to år. Hun har kun hpv-vaccineret tre piger.

»De vil ikke have vaccinen«, siger hun.

Meldingen er den samme fra en anden Amagerlæge, Trine Jeppesen:

»Jeg har ikke HPV-vaccineret, siden jeg ved ikke hvornår – ingen bestiller tid til det«.

Hos praktiserende læge i Ishøj Thomas Birk Kristiansen er der »også blevet meget langt imellem HPV-vaccination«.

»Der er meget stor skepsis til HPV-vaccinationen. Mange af mine patienters vurdering er åbenbart, at risikoen for bivirkninger er så stor, at den ikke opvejes af, at man vaccinerer for at forebygge livmoderhalskræft. Det er en tankegang, jeg kan forstå, selvom jeg ikke deler den«, siger han.

Line Soot forstår også, at forældre har tvivlet og vendt vaccinen ryggen.

»Jeg forstår forældrenes bekymringer – uden at jeg selv deler dem. Men det er jo klart, at alle bliver i tvivl, når man hører så mange alvorlige historier i medierne. Jeg tror, vi alle, også os læger, lige trak vejret ekstra grundigt, da blæsten var på sit højeste, for hvad nu hvis«, siger hun.

Stemningen er nok ved at vende

Ifølge Line Soot er det »positivt«, at der snart vil blive sendt breve til forældre til 12-årige piger med en ’reminder’ om, at der findes en gratis vaccine, der beskytter mod hovedparten af de virus, der giver livmoderhalskræft, og som Sundhedsstyrelsen anbefaler.

»Jeg tror godt, at sådan et brev kan få tilslutningen til at stige igen. Rigtig mange forældre har jo været i tvivl, fordi der har været så stor debat i medierne. Og mange har sagt til mig, at de vil lade tvivlen komme deres barn til gode. Derfor har de takket helt nej eller sagt, at de lige har villet vente lidt og se, hvad der sker«, siger hun.

Det er Danske Regioner, der ønsker, at lægerne skal sende et brev til forældrene. Ellers vil det komme fra regionerne selv. Line Soot pointerer, at hun personligt ikke mener, at det skal være de praktiserende læger, der afsender brevet.

På verdensplan er 80 millioner mennesker HPV-vaccinerede. I Danmark er det tæt på 600.000 eller hver femte danske kvinde hpv-vaccineret, siden den blev indført 1. januar 2009 i børnevaccinationsprogrammet.

Særligt i Danmark har der været stort mediefokus på, om en mindre gruppe kvinder er blevet alvorligt syge af selve vaccinen. Det mener kvinderne og deres forældre, men de færreste fagfolk. Kvindernes symptomer som udpræget træthed, svimmelhed og smerter, kan eksperterne ikke findes videnskabelig belæg for skyldes selve vaccinen.

I Finland har én person ansøgt om skadeserstatning efter HPV-vaccination, i Norge har ni, Sverige 43, mens 312 danskere har anmeldt vaccineskade til Patienterstatningen. Tre danskere har fået erstatning.

Praktiserende læge Line Soots indtryk er, at »der igen er ved at falde lidt ro på debatten«.

»Jeg synes sjældent, vi hører de her træls patienthistorier i medierne længere. Jeg tror, at den værste frygtperiode er ved at være overstået, så jeg tror faktisk godt, at et brev kan få flere forældre til at komme til os«, siger hun.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce