Grafik: Jens Herskind

Grafik: Jens Herskind

Efter drastisk fald i HPV-vaccine: Nu får forældre brev så flere tager imod HPV-stik

Myter om særlige bivirkninger har betydet et voldsomt fald i antallet af piger, der vaccineres mod livmoderhalskræft. Derfor får tusindvis af forældre snart et brev fra deres datters læge eller regionen.

Sundhed

Kære forældre.

Jeres datter fylder snart 12 år. Derfor vil jeg gøre opmærksom på, at hun nu kan få hpv-vaccine mod hovedparten af de vira, der kan give livmoderhalskræft. Helt gratis. Verdens første vaccine mod en kræftsygdom. Livmoderhalskræft er en seksuelt overført sygdom. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at piger får den i 12-årsalderen eller før seksuel debut. Så overvej tilbuddet nøje. I kan altid komme forbi til en snak om effekten og bivirkninger.

Med venlig hilsen

Din praktiserende læge

Sådan er budskabet i et brev, som tusindvis af danske forældre snart får. Danske Regioner, der driver sundhedsvæsenet, er »stærkt bekymret« over, at tilslutningen til hpv-vaccinen er faldet voldsomt. 79 procent af pigerne født i år 2000 er fuldt hpv-vaccinerede mod kun 15 procent født i 2003. Faldet kommer efter en voldsom mediedebat.

Regionerne ønsker, at de praktiserende læger vil stå som afsender på brevene, ellers vil bliver det regionerne selv.

»Vi får kvinder, der risikerer at få livmoderhalskræft og potentielt dø af det. Det er vi som ansvarlige politikere nødt til at reagere på. Vi kan simpelthen ikke stå tilbage og bare håbe på, at udviklingen vender. Det er en katastrofal udvikling, vi står midt i«, siger Ulla Astman (S), formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

»Vi vil nu få de praktiserende læger til at skrive til forældrene enten via e-boks eller et fysisk brev, når de bliver 12 år, så vi direkte får fat i pigerne. Det giver større nærhed«, siger hun.

Kræftens Bekæmpelse roser initiativet. Organisationen har i flere år kæmpet for, at de praktiserende læger bliver mere opsøgende i deres arbejde.

»Det er helt forfærdeligt, at vi har en sikker, effektiv vaccine mod kræft, som alle for år tilbage kun kunne drømme om, men som nu er invalideret af alternative fakta. I stedet for at lytte til al den velunderbyggede viden, vi normalt stoler på i alle andre sammenhænge, når det handler om sundhed og sygdom, så er det nu fake news, der har styret alt, alt for manges holdninger. Derfor er det vigtigt, at vi får al dokumentation på bordet og tilliden tilbage«, siger administrerende direktør Leif Vestergaard Pedersen.

Overlæge: Benhårdt arbejde

Overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg tilføjer, at styrelsen ser det »som en af sine allervæsentligste opgaver at få højnet tilslutningen«.

»Når så få piger og unge kvinder lader sig vaccinere, er det voldsomt bekymrende. Det er da virkelig på alle måder noget, der fylder her i Sundhedsstyrelsen. Vi arbejder benhårdt på, at flere vælger hpv-vaccinen og få tilslutningen tilbage«, siger Bolette Søborg.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Et brev vil være en god reminder, som når tandlægen skriver, at nu er det tid. Så husker man det. Så jeg tror bestemt, at det få en positiv effekt. Til dem, der tvivler, skal der dog mere og andet end et brev til. Men måske er brevet det, der gør, at de får talt med deres lægen om deres tvivl og bekymring«, siger Bolette Søborg.

Karsten Viborg, Landsforeningen HPV-Bivirkningsramte, hvis datter i lang tid har været syg, synes, at tidspunktet er dårligt.

»Man burde vente til, at opgaven er løst, og man har sikret hjælp til de syge, vaccinerede piger, man har svigtet. Har man et godt produkt, kommer salget af sig selv. Det behøver man ikke presse eller motivere igennem. Men et produkt, der sælger dårligt, er der nok noget i vejen med. Det kan et brev ikke ændre på«, siger han.

På verdensplan er 80 millioner mennesker HPV-vaccinerede. I Danmark er det tæt på 600.000 eller hver femte danske kvinde hpv-vaccineret. Alle vacciner kan som andre lægemidler medføre bivirkninger, milde og i sjældne tilfælde alvorlige. Tre danskere har fået millionerstatning for sjælden nervebetændelse efter hpv-vaccination.

Den store debat har handlet om, hvorvidt vaccinen også kan medføre en række neurologiske og såkaldt autoimmune lidelser, hvor unge kvinder pludselig besvimer, er voldsomt trætte, får store smerter eller andre invaliderende symptomer. Ingen tilgængelig dokumentation kan påvise, at lidelserne er udløst af selve vaccinen, heller ikke selv om symptomer kommer i ugerne eller månederne efter.

Det nye initiativ er endnu ikke aftalt med Praktiserende Lægers Organisation, PLO, der dog finder det »meget positivt, at regionerne er optaget af at øge tilslutningen til HPV-vaccinen«.

»Vi skal have vendt udviklingen, og det bidrager de praktiserende læger meget gerne til. Det er oplagt, at egen læge har en vigtig rolle, når de unge piger og deres forældre skal informeres om vigtigheden af at blive vaccineret, og at vi kan være med til at skabe tilstrækkelig tryghed om vaccinen«, siger lægernes formand, Christian Freitag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sundhedsstyrelsen er også på vej med en storstilet oplysningsindsats sammen med blandt andre Kræftens Bekæmpelse og Lægeforeningen.

I Finland har én person ansøgt om skadeserstatning efter HPV-vaccination, i Norge har ni, Sverige 43, mens 312 danskere har anmeldt vaccineskade til Patienterstatningen.

Det var ikke tydeligt nok i den første version af denne nyhed, at regionerne ønsker, at det bliver de praktiserende læger, der står som afsender på de kommende breve. Men det er ikke aftalt endnu. Blot et ønske. Ellers kommer regionerne selv til at sende brevene, fastslår Danske Regioner. Politiken beklager unøjagtigheden.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

    De er ikke de sejeste skatere i verden. Til gengæld er deres sammenhold unikt

    Normalt er det drengene, der skater. Men det er 'don't give a fox-crew' ligeglade med, og sammen har de skabt et unikt fællesskab. Politiken har mødt tolv seje kvinder til en snak om skate, sammenhold og søsterskab.

Annonce