Annonce
Annonce
Forbrugerkemi

Solcreme og tandpasta ødelægger sædkvaliteten

Et dansk-tysk forsker-samarbejde afslører for første gang, at industrikemikalier i dagligdagen påvirker mænds sædkvalitet og kan være årsag til lav frugtbarhed.

Annonce

Fertilitet

Færre børn

8 procent af alle danske børn fødes efter kunstig befrugtning

Over 22 procent af danske mænd er nu barnløse, frivilligt eller ufrivilligt

Kvinder skal føde 2,1 barn i gennemsnit, hvis befolkninger skal kunne opretholdes.

I en række lande har tallet de seneste 40 år været ca. 1,7 børn per kvinde. Over 22 procent – svarende til hver femte par – i store dele af verden er barnløse.

Hormonforstyrrende stoffer som eksempelvis de uv-filtre, der anvendes i solcremeprodukter, visse blødgørere og det antibakterielle kemikalie triclosan, der findes i tandpasta, kan have flere virkninger end hidtil troet.

Det viser det videnskabelige arbejde med at teste industrikemikalierne, som er blevet gennemført i et samarbejde mellem forskere fra Rigshospitalets Afdeling for Vækst og Reproduktion og det tyske forskningsinstitut Caesar i Bonn.

Således viste testen, at cirka en tredjedel af de 96 testede hormonforstyrrende stoffer griber direkte forstyrrende ind på bevægeapparatet i mandens sædceller i en sådan grad, at det kan spille en rolle for fertiliteten.

Forsker: Vi har påvist direkte sammenhæg

»For første gang har vi påvist en direkte sammenhæng mellem virkningen af hormonforstyrrende stoffer fra kemikalier i industriprodukter og en negativ effekt på menneskelige sædcellernes funktion. Det er helt nyt og meget overraskende«, siger Niels Erik Skakkebæk, professor ved Rigshospitalets afdeling for Vækst og Reproduktion i København og en af verdens førende forskere i hormonforstyrrende stoffer.

LÆS OGSÅNorge har forbudt hormonforstyrrende stof - i Danmark er det lovligt

Sammen med seniorforsker Kristian Almstrup har han stået for den danske del af undersøgelsen.

»Opdagelsen kan måske forklare, at nogle par er ufrugtbare, selv om både mandens og kvindens organer er i orden«, siger Niels Erik Skakkebæk.

Kan få indflydelse på lovgivning

Den opsigtsvækkende dansk-tyske undersøgelse offentliggøres i dag i det internationale tidsskrift Embo Reports. Og dens nye opdagelse føjer et nyt aspekt til udforskningen af hormonforstyrrende stoffer og bekræfter, at vi udsættes for meget komplekse virkningsmekanismer.

Forskningen har indtil i dag vist, at stofferne kan være særlig aktive hos fostre og i børn. Især hos drengefostre. Her kan udviklingen af kønsorganerne hæmmes. Man mistænker også, at de kan spille en rolle for tidlig pubertet hos piger, som professor Anders Juuls forskning på Rigshospitalet for nylig tyder på.

LÆS OGSÅStoffer anklages for at gøre os syge

Tidligere har rapporter ført til ny lovgivning om hormonforstyrrende stoffer, eksempelvis om blødgørende ftalater. EU-kommissionen og parlamentet revurderer løbende sin politik og lovgivningen om de hormonforstyrrende stoffer, og lederen af den tyske del af det videnskabelige samarbejde, Timo Strünker, mener, at de nye afsløringer vil få direkte indflydelse på lovgivningen.

»Vores arbejde er et videnskabeligt bevis, som kan hjælpe med til at forme international lov og praksis«, siger han til Embo Reports.

Årsagen til ufrugtbarhed

Ifølge forskerne kan flere hundredtusinder kemikalier hurtigt testes for deres potentielle påvirkning af mænds sædceller. WHO har for nylig udsendt en omfattende rapport, hvor der udtrykkes bekymring over de mange hundrede hormonforstyrrende stoffer, mennesker og dyr udsættes for. Ufrugtbarhed er et hovedelement i rapporten, da barnløshed er et tiltagende globalt problem.

LÆS OGSÅAntallet af fødsler er det laveste i mange år

»Der er tendens til, at man skubber fertilitetsproblemerne til side og forsøger at forklare den udbredte ufrugtbarhed og de lave fødselstal med, at kvinder har for travlt og kommer for sent i gang med at få børn, men de socialøkonomiske faktorer kan langtfra forklare den situation, vi står i, med lave fertilitetsrater og et stærkt faldende antal reproduktionsdygtige kvinder i befolkningen. Der er stærkt brug for, at miljø- og sundhedspolitikere tager mere alvorligt på fertilitetsproblemerne«, siger Niels Erik Skakkebæk.

LÆS DEBATINDLÆGVi har haft lave fødselstal i 40 år - så økonomien er ikke den eneste forklaring

Kemikalier påvirmer sædcelles bevægemønstre

Undersøgelsen fra Rigshospitalet og det tyske Caesar i Bonn viser, at industrikemikalierne trænger ind og efterligner virkningerne på sædcellen af det kvindelige hormon progesteron, som normalt dannes af celler omkring ægget.

Progesteron skal ’lokke’ sædcellerne hen til ægget ved at påvirke en sensor på sædcellen, CatSper, en såkaldt kalciumkanal. Men nogle almindeligt forekommende hormonforstyrrende stoffer kan efterligne disse virkninger på sensoren og derved påvirke sædcellernes bevægemønster.

LÆS OGSÅDanskerne har ondt i forplantningen

»Det drejer sig blandt andet om flere uv-filtre, som bruges i solcremeprodukter, ftalatblødgørere og det antibakterielle stof triclosan, der blandt andet findes i tandpasta«, siger Niels Erik Skakkebæk.

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce