Annonce
Annonce
Sygdom

Unge sulter sig på socialt medie

Sygeligt magre piger inspirerer og rådgiver hinanden på det sociale medie Instagram. For dem er anoreksi ikke en sygdom, men en livsstil.

Annonce

For hvert like billedet får, vil hun sulte sig selv i en time.

En bruger, Politiken har fulgt, lagde billedet på det sociale medie Instagram for bare et par dage siden. 46 har liket det.

Her bliver de anerkendt for det, de kan: at være rigtig gode anorektikere

Conny Abelskov, psykoterapeut

Den unge pige faster stadig. Hun har ingen energi, men i det mindste ryster hun ikke, skriver hun til sine følgere. 369 følger med i, hvordan pigen sulter sig selv. De liker og kommenterer for at støtte hende, ikke i at blive rask, men derimod i at holde fast i anoreksien. For dem er spiseforstyrrelsen en livsstil, ikke en livstruende sygdom.

Fototjenesten Instagram, der med 130 millioner brugere er et af de hurtigst voksende sociale medier, er blevet en platform for unge piger, der lider af en spiseforstyrrelse. Pigerne lægger billeder op suppleret af såkaldte hashtags, som fungerer som søgeord. Her kan de tilbede anoreksien i fred i en digital verden, hvor det er let at bevare anonymiteten, og hvor de voksne ikke følger med.

LÆS OGSÅSociale medier vil ikke se tændstiktynde piger

»Det kan fastholde dem i lidelsen. Hvis de er i behandling, bliver den modarbejdet af de stærke beskeder, de får på Instagram. Jeg kan give dem gode råd og vejledning et kvarter om ugen, men de bruger timer hver dag på Instagram«, siger den norske professor og psykiater Finn Skårderud, der er en af de førende internationale eksperter på området.

Mediets tilgængelighed gør det til en konstant fristelse, mener flere eksperter. Det er Finn Skårderuds erfaring, at det især er unge piger, der bruger Instagram til at dyrke deres spiseforstyrrelse.

»Der skabes en subkultur, hvor de dyrker sygdommen, og det skal tages alvorligt, for anoreksi er psykiatriens mest dødelige sygdom«, siger han.

Tynd  er ikke tynd nok. På Instagram lægger anoretikere billeder op af deres udsultede kraveben, ribben og rygsøjler, men også af andres kroppe som de anser for perfekte. Foto: Instagram
»Spis med din venstre hånd«
21-årige ’Signe Holm’, som ikke ønsker sit rigtige navn i avisen, vejede 38 kilo, da hun som 15-årig var mest syg. I dag er hun stabil, men spiseforstyrrelsen ligger latent i hende, og den brød ud igen, da hun i juli i år opdagede nichefællesskabet på Instagram. Hun tabte 4 kg på kort tid.

»Det ville være nemmere ikke at falde tilbage uden Instagram. Der er intet filter. Ét ord og så har du 1 million billeder«.

Hun forsøger at logge på Instagram så lidt som muligt, og hun spiser regelmæssigt igen, men hun er sikker på, at det var gået helt galt, hvis Instagram havde fandtes, da hun havde det værst.

Brugerne på Instagram rådgiver hinanden og konkurrerer om, hvem der har tabt flest kg eller fastet længst. En bruger skriver eksempelvis: »Spis med din venstre hånd, så spiser du langsommere«. En anden har lagt et billede op af en nøgen pige med teksten: »Din mave knurrer ikke, den klapper ad dig«.

20.000 nye billeder på fire dage
Dyrkelsen af anoreksi som en livsstil kaldes pro-ana. Der findes ingen tal på, hvor udbredt pro-ana er på Instagram, men en søgning på anorexia, pigernes fælles sprog på Instagram er engelsk, giver 822.846 resultater. På fire dage er der kommet mere end 20.000 nye billeder til af sultende unge.

»I pro-ana-fællesskaber anses pigerne for at være dygtige. Her bliver de anerkendt for det, de kan: at være rigtig gode anorektikere. De oplever en succes, og for nogle er det måske første gang, de oplever det«, siger cand.pæd., pæd.psyk., sygeplejerske og psykoterapeut Conny Abelskov, der har specialiseret sig i pro-ana-fænomenet.

Overlæge ved Center for Spiseforstyrrelser under Region Midtjylland Peter Ramsing, mener, at fællesskabet på Instagram kan være farligt for både nuværende og tidligere anorektikere.

»De kan blive afhængige af det, fordi det underbygger deres idé om, at de ikke er syge, at anoreksien er en livsstil«.

LÆS OGSÅMange spiseforstyrrede kan få bedre hjælp

Han kendte ikke til dyrkelsen af anoreksi på Instagram, før Politiken kontaktede ham, og det gør det mere problematisk, at det foregår under radaren på eksperter og forældre, mener han.

Instagram har meddelt, at konti, der tilskynder til spiseforstyrrelser, vil blive deaktiveret, ligesom nogle hashtags ikke giver søgeresultater. Instagram har ikke ønsket at blive interviewet, men skriver i en mail: »Vi mener, at kommunikation om det meget alvorlige emne er afgørende for at skabe bevidsthed omkring problematikken og for at fremme helbredelse«.

Pigen, der faster en time per like, har tabt 3 kg i denne uge, skriver hun.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce