Finn Frandsens første pletskud var af en Rolls Royce på Langelinie. Taget med sin fars bokskamera engang i 60’erne. Men det var først som biografoperatør i Rådhusteatret i Rønne, at Finn Frandsen stod og drømte om de film, han skulle lave i fremtiden. Og som selvfølgelig skulle være meget bedre, end det bras han præsenterede for Rådhusteaterets publikum.

Ind på Filmskolen kom han nu aldrig, men fik i stedet en læreplads som pressefotograf på Bornholmeren og siden Berlingske Tidende.

»Jeg havde aldrig rigtig taget billeder før, men man skulle kunne fotografere. Så natten før ansættelsessamtalen lykkedes det mig at lave syv billeder i et mørkekammer«.

Siden 1982 har han fotograferet på Politiken og sænket paraderne hos alverdens kilder med sit behagelige væsen og sin syngende bornholmske dialekt.

»Jeg har en stor ydmyghed over for mit job og føler mig dybt privilegeret. Jeg sætter pris på forskelligheden i de opgaver, jeg får. Det er en gave hver dag at møde så mange forskellige mennesker i forskellige sammenhænge. OL er den mest ultimative opgave for en fotograf. Det er virkelig fotografernes maraton. Der foregår noget hele døgnet, det er meget stressende og fysisk virkelig hårdt. De to seneste gange, jeg har været af sted, har jeg tabt fire kilo«.

»Jeg tilstræber en vis enkelhed i mine billeder. Min force er, at jeg altid har en vis usikkerhed over for de billeder, jeg skal tage. Jeg tager aldrig helt rolig og rutineret ud på en opgave. Og hvis jeg ved flere dage i forvejen, at noget er meget vigtigt, kan jeg næsten ikke sove om natten«.

En gang havde Finn Frandsen trukket den store billet i lotteriet blandt holdet af pressefotografer på tur med de kongelige til Grønland. Han var den eneste fotograf, der skulle med prinsesse Alexandra, prins Joachim og prins Henrik op og køre på hundeslæde i Diskobugten. Og skulle fotografere både til tv og trykte medier.

»Det var den opgave, jeg helst ville have deroppe. Og når man så står der bliver man alligevel nervøs og tænker: Hvad fanden er det, du har rodet dig ud i? I sådan nogle situationer er man så koncentreret, at det gør ondt«.