Fredag
»Du får salmer, du får aflytninger, du får Roskilde Festival, du får ultralydsscanninger, du får landbrug, du får coke på toiletbrættet, du får mor, du får hjem, du får NASA, du får det hele for 10 kr.«, lyder det fra Det Københavnske forlag Cris & Guldmann, der sender det nyeste nummer af den litterære avis Københavnske Istidende på gaden fredag.
Denne gang har blandt andre Peter-Clement Woetmann og Rasmus Halling Nielsen bidraget til avisen, der også indeholder en vejrudsigt brygget sammen af J. P. Jacobsen samt en særsektion med oversat lyrik fra kvindelige forfattere fra efterkrigstidens Centraleuropa. De første 50 aviskøbere får desuden en øl med i købet, hvis avisen erhverves på Props i Blågårdsgade, hvor udgivelsen fejres.




























