Foto: Malene Tabart

Fotovandring i København: »Et billede af en tallerken mad på Noma skaber bare misundelse, mens bybilleder opfordrer folk til at åbne øjnene«

På lørdag kan du blive klogere på både fotokunsten og København, når urban explorer Francois Debains inviterer på en fototur i Refshaleøens industrielle omgivelser som en del af Copenhagen Photo Festival. Ibyen fik en smagsprøve på, hvordan man tager gode og anderledes billeder af byen med sin mobiltelefon.

1. Fokus på linjerne: Refshaleøen/B&W Hallerne, Refshalevej 177

»Det her gamle industrikompleks fra 1960’erne var verdens førende skibsværft i mange år, inden det lukkede i 1996. Det var også Danmarks største arbejdsplads med op til 10.000 arbejdere.

I dag kan man finde Copenhagen Paintball Arena og Urban Ranger Camp her, som begge er gode eksempler på den nye udvikling, hvor man bruger Refshaleøens gamle industribygninger som legeplads for nye aktiviteter. Gavlmaleriet af ulvehovedet (’The Wolf of Copenhagen’ fra 2015, red.) er lavet til Copenhell af den fransk-portugisiske kunstner Victor Ash, og man kan tage et rigtig godt foto af det hele fra siden af bygningen.

Når vejret er perfekt, er vandpytterne helt stille, og så fungerer de som et spejl, hvis man fotograferer nede fra jorden. Når jeg skal tage et godt billede, prøver jeg altid at fokusere på linjerne.

Jeg kan godt lide symmetri, så her vil jeg for eksempel sørge for, at bygningen med ulvemaleriet er placeret midt i fotoet, fordi det er det første, man ser.

Jeg er ikke professionel fotograf, men jeg har åbenbart et blik for det, og når jeg inviterer gæster med på de her ture, prøver jeg egentlig bare at finde nogle gode locationsog hjælpe lidt til, så de kan finde deres egen stil og måske blive inspireret til at tage en anden slags billeder, end de er vant til.

Det er en god måde at lære sin by at kende på, for når man tager billeder, kigger man sig omkring, og måske bliver man så nysgerrig, at man begynder at læse og lære om de forskellige steder.

Jeg synes, man skal være nysgerrig på den by, man har besluttet sig for at bo i, især når man, som jeg, er tilflytter fra et andet land. Min nysgerrighed har været – og er stadig – en stor del af min integration«.

Foto: Malene Tabart

2. Solnedgang: Teaterøen, William Wains Gade 18

»Sammen med Kastellet kontrollerede det her sted engang al indsejling til Københavns Havn.

Her er en meget smuk udsigt over til Nordhavn og Den Lille Havfrue, så det er en anden synsvinkel at opleve København fra. Her ligger nogle gamle røde træhuse, som man ellers ikke ser midt inde i byen – slet ikke i det her gamle industriområde.

Hvis man fotograferer her, er der sikkert mange, som spørger, hvor billedet er taget, for det er ikke et særlig kendt sted, men her er en fantastisk solnedgang.

Efter en af mine guidede cykelture i september/oktober sidste år ønskede gæsterne at fortsætte turen, så jeg tog dem med hen til kranen, som bliver brugt til bungy-jump. Klokken var omkring 17-18, så solen var lige begyndt at gå ned, og vi endte med at sidde cirka 10 fremmede mennesker i to timer og tale sammen om turen, byen og vores liv.

Hvis man er nysgerrig og åben som udlænding, kan folk her godt lide at dele deres historier – især når man kommer fra et populært land som Frankrig«.

»Før jeg flyttede hertil, boede jeg i Marseille, hvor jeg arbejdede som projektmedarbejder inden for sociale boliger. Men det var ikke mit drømmejob, og det daglige liv kan være svært, fordi det er en kaotisk, uorganiseret og meget trafikeret by, så da min daværende kæreste og jeg nærmede os 30 år, tænkte vi, at det var nu eller aldrig, hvis vi skulle nå at udforske et nyt land. Hun fik et job i Skandinavien, så vi solgte vores hus, bil og motorcykel og rejste hertil for fire år siden.

Vi vidste intet om København, men jeg følte mig straks fri og spontan her, for jeg kunne cykle og parkere overalt og krydse byen på 30 minutter. I Marseille skal man planlægge alting meget mere, fordi det er en stor by, og det tager typisk 1-2 timer at komme fra et punkt til et andet.

Jeg har en master i byplanlægning og har altid været interesseret i byudvikling og arkitektur, og jeg kunne fornemme Københavns potentiale og begyndte at udforske den.

I dag rejser jeg sjældent til Marseille, for det er ikke længere mit hjem. København er en farlig by på den måde, for når man først har vænnet sig til at bo her, er det svært at forestille sig at leve, som jeg gjorde før«.

Foto: Malene Tabart

3. Udsigt og særlig arkitektur: Skabelonloftet, Refshalevej 167 F

»Det her er B&Ws 80 år gamle skibsværftsloft, hvor man byggede skabeloner af bådenes linjer i fuld størrelse ud fra skibstegninger. Bygningen stod forladt nogle år, men i starten af 00’erne besluttede man at sætte vægge op og skabe kreative værksteder, og i dag huser stedet 20 forskellige studier, som man kan leje sig ind i.

Normalt er bygningen ikke offentlig, men der er nogle virkelig gode fotomuligheder indenfor, for arkitekturen og stemningen er meget særlig. Nogle af de originale tegninger er blandt andet brugt som udsmykninger på døre og borde.

Man kan også tage et godt billede af selve bygningen med den rustne trappe, som er kendetegnende for atmosfæren i det her område, fordi den er meget industriel og rustik. Man kan øjne nogle ødelagte vinduer, og derudover består facaden af mange forskellige elementer som for eksempel mursten og træ. Man ser heller ikke sådan en lang trappe længere. Går man helt op for enden, kommer man op til den flotteste udsigt, hvorfra man kan se store dele af København og helt over til Sverige«.

»Jeg gik derop under Distortion og fotograferede, og når jeg gør det, skyldes det altid den samme trang til at føle mig lidt uden for det hele. Jeg var en del af festen, men nogle gange kan det være rart at se tingene udefra, og til det formål er en tagterrasse den bedste location.

Jeg har også været oppe på toppen af en af B&W Hallerne, som er 50 meter høj og uden nogen form for sikkerhed. Når man sidder og kigger ud, føles det lidt, som om man er nået toppen af et bjerg.

Man kan mærke vinden, og udsigten er god, men det bedste ved det hele er stilheden. Man befinder sig midt i byen, og samtidig er man udenfor, for man kan følge med i bylivet, men folk kan ikke se en. Det er en meget intens følelse.

I dagligdagen har vi ikke så meget tid til at nyde alle de spændende ting, som vi omgiver os med, og det er en skam – især i København. Men når man sidder på sådan et tag, har man intet andet at lave end at nyde.

Det er en slags flugt. Næsten et narkotikum for mig. Og så tænker jeg, at jeg er heldig, både fordi jeg er her i byen, og fordi det er lykkedes mig at komme derop kun ved hjælp af mine egne to ben«.

Foto: Malene Tabart

4. Drop mennesker:La Banchina, Refshalevej 141A

»Stedet her husede engang B&Ws portvagt, men nu er det blevet en meget populær café, og når solen skinner, er her virkelig mange mennesker, som tager billeder til Instagram med et glas vin i hånden.

Ligesom visse graffitikunstnere kan jeg ikke lide at se mit eget ansigt i medierne eller på Instagram, og jeg har vist heller aldrig taget en selfie. En del af det her med at tage billeder af byen er nok min modreaktion på medialiseringen.

Jeg kan godt lide mennesker, men jeg foretrækker billeder uden. Man kan se mennesker overalt, men det er en større udfordring at finde et urbant område, som gør sig godt på billeder.

Jeg synes, det er fedt at opleve byen, når den er tom. Det åbner op for fantasien, for hvis der ikke er nogen mennesker på billedet, kan man selv forestille sig, at de er bag ved båden eller bygningen. Er der mennesker på et billede, er de det første, øjet fanger, og jeg vil gerne opnå den modsatte effekt, så jeg får menneskene til at kigge på det, der omgiver dem.

Jeg kender en fransk kunstner, som plejer at sige, at vi opfører os meget skidt, i det øjeblik vi begynder at tage billeder af vores egne ansigter i stedet for alt det, der er foran os. Jeg forstår ikke formålet med at dele billeder af os selv, mens vi sidder og drikker kaffe. Det må jo handle om, at folk mangler selvtillid eller gerne vil ses. Men et billede af en tallerken mad på Noma skaber bare misundelse, mens bybilleder opfordrer folk til at åbne øjnene. Derfor er det også vigtigt for mig at dele netop de billeder med andre, selv om urban explorere oftest holder de hemmelige steder for sig selv. Det er jo ikke mine steder, selv om jeg måske opdagede dem først«.

Urban Photo Walk. 10. juni kl. 14-16. Copenhagen Photo Festival. Refshaleøen, Kbh. K.

Se det fulde program for fotofestivalen på www.copenhagenphotofestival.com

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce