Serie: Au pair i Danmark

I de kommende dage følger vi Theresa Rafol, der er rejst over 10.000 km fra filippinske Laguna til Lemchesvej i Hellerup, hvor hun er au pair. Da hun rejste, forlod hun sin datter i ønsket om at sikre hende en bedre fremtid.

Et par hvide sejlbåde har lagt sig på siden i Øresunds bølger, der næsten er blæksorte i den skarpe middagssol. Theresa kigger ikke på de bobleglade studenter, der sopper deres sommerbrune tæer i vandkanten og lufter huen, de lige har fået sat oven på det blonde hår.

Hun stiller de to gule plastikposer oppe fra Strandvejens Døgn-Netto på fortovsfliserne og sætter sig på den lille mur, der skiller Lemchesvej fra den lysegule sandstrand. Hun samler sin trøje om sig for at holde varmen i de 22 grader. Fisker mobiltelefonen op af jeanslommen og trykker de 14 cifre.

Tidspunktet passer nogenlunde. Rhyshalind skal puttes for natten i Filippinerne om cirka en time, tænker Theresa og mindes den lille babyhængekøje af siv og bambus, der er spændt ud over stuegulvet hjemme i hendes barndomshjem, hos Rhyshalinds mormor.

»Mommy? Mommy! Nanay! ...«.

Theresas blod ruller lidt hurtigere fra hjertet, op til brystet og halsen. Hun krammer mobilen, rømmer sig lidt og svarer »Yes, it’s Mommy. Nanay mo ito«.

Ny prinsessekjole på
Hun kan høre, at Rhyshalind giver telefonrøret et smækkys i den anden ende. Mormor kommer hen til røret, beder Rhyshalind om at synge yndlingssangen fra lottoprogrammet ’WoWowee’, som klistrer den lille pige til den sandstøvede fjernsynsskærm hver formiddag.

I røret fortæller mormor, at Rhyshalind lige har fået sin nye røde prinsessekjole på. Den glimter og har fine hvide plastikperler oppe ved halsudskæringen. På fødderne har hun et par lyserøde plastiksandaler, størrelse 22. De har lige købt begge dele henne på markedet for nogle af de penge, som Theresa har sendt fra Danmark hjem til byen Pila i Lagunaprovinsen.

Theresa smiler. Tænker på, at Rhyshalind ikke var begyndt at sige ord, dengang Theresa sagde farvel for et halvt år siden. Nu kan hendes lille pige både sige ’tak’, ’hej’, ’mad’. Og ’mor’.

Theresa ville så gerne, at det var hende, der havde lært hende de ord. Det var slet ikke meningen, at det skulle være sådan her. Men hun havde jo ikke noget valg.

Hun blev nødt til at rejse. Hun var allerede 28, og Danmark tillod kun kvinder at ansøge om au pair-visum, hvis de var under 30.

LÆS TEMALæs politiken.dks tema om forholdene for au pair-piger i Danmark

Og hun var jo langtfra den eneste mor, der havde forladt sit barn. Mange andre filippinske mødre gjorde det samme for at skaffe penge til familien derhjemme. Og i Theresas helt særlige situation var der ingen andre udveje.

At rejse ud som au pair til et så rigt land som Danmark var chancen for at skabe en god fremtid for både Rhyshalind og Theresa selv. Nu, hvor tingene var, som de var. Er.

Hun krammer telefonen lidt ekstra, så hun kan mærke kanterne i håndfladen. Siger til Rhyshalind, at nu må mor lægge på. Men hun ringer igen. »I morgen, ja, det lover jeg. Mor ringer igen i morgen«.

Hun kysser ned i røret og trykker på knappen med det røde kryds. Hanker op i de gule Nettoposer og går hen ad Lemchesvej med de afblomstrede syrentræer, der hænger dovent ud over de sortmalede smedejernslåger og hvidpudsede mursten.

Mere i løn
I aften skal familien grille ude i haven, så kyllingen skal lægges i lage, inden hun henter pigerne i børnehave og vuggestue lidt længere oppe ad Strandvejen.

Theresa er glad for familien, de behandler hende pænt. Og de giver hende mere i løn, end de andre filippinere, hun kender ovre fra sprogskolen på Bernstorffsvej, hvor hun lærer lidt dansk. Hvis bare Rhyshalind også kunne være her.

Theresa var den yngste i børneflokken, familiens lille prinsesse. Det var hende, moderen, faderen, mosteren og alle andre altid nussede om, bar rundt på og gav lidt ekstra gaver til jul og fødselsdage, hvis der var penge til det.

Hun elskede at sidde uden for huset i Batangas, hvor de dengang boede, på den solvarmede lerjord og lege med Barbiedukken, hun havde arvet fra sin storesøster.

Den var så fin med sit taljelange lyse hår. Og når hendes større søskende kom hjem fra skole, spillede de bold sammen, hvis ikke pigerne fik besked på at hjælpe deres mor med at tilberede risen og fisken til middagsmaden.

For foden af skyskrabere
Men huset i Batangas, i Luzonprovinsen, var der ikke rigtig nogen fremtid i. Det lå ved siden af motorvejen, for foden af en håndfuld skyskrabere. Hendes forældre ville gerne videre, til noget bedre.

Både for deres og børnenes skyld. Og nu havde hendes far fået mulighed for at leje et lille stykke jord af sin bror i Pila, hvor han også kunne fortsætte med at arbejde som buschauffør.

Theresa var omkring otte år, da hun sammen med sin mor, far og fem søskende flyttede til Pila, små 100 kilometer stik syd for Manila.

Hendes far var ofte væk, fordi han kørte bus i større byer, hvor der var flere mennesker end i Pila. Men lønnen var ikke høj nok til, at det kunne forsørge hele familien. Derfor fik Theresas mor hurtigt bygget et lille griseopdræt bag ved familiens nye hjem. Grisene solgte de på det lokale marked. Et par stykker røg i gryden derhjemme en gang imellem.

Måske skulle Theresa engang overtage griseforretningen. Det håbede hendes mor i hvert fald. Det vidste Theresa. Det havde hendes mor fortalt hende, før hun fløj til Danmark.

Tag af bølgeblik
Theresa kunne godt lide det nye hus, som hendes far, bedstefar og onkel efterhånden fik bygget i Pila. Væggene blev sirligt flettet af tørrede siv, og på indersiden var de tætnet med plastikpresenninger, så regnen ikke piblede igennem, når en vred tyfon skyllede forbi.

Taget var lavet af bølgeblik, undertaget flettede de sammen af tørre siv. På gulvet bredte de en voksdug ud for at holde jordstøvet væk.

Inde i huset ville de cirka ti kvadratmeter ikke give plads nok til, at hele familien kunne sidde samlet om et bord. Så foran facaden byggede de et lille udhæng af palmeblade.

Her kunne de sidde sammen i ly for tropesolen og de tunge, lune regndråber og spise kogte hvide ris og tilapiafisk, som hendes mor grillede ved det lille åbne ildsted uden for huset.

Theresa brød sig faktisk ikke specielt meget om fisk, da hun var lille, tænker hun, mens hun tilbereder kyllingen til værtsfamiliens grillaften. Men nu savner hun det lidt, for her i Danmark får man åbenbart meget kylling og ikke så meget fisk.

Gave fra Fætter BR
Hun skyller sine hænder og finder klapvognen frem, så hun i god tid kan trille ned ad Strandvejen for at hente pigerne. Forbi ParadIs, hvor et par solbrændte drenge med store lyse krøller sidder i ladet på en cremefarvet budcykel med hver sin smeltende jordbærvaffel.

Forbi butikker med Hermèstørklæder og Chaneltasker. Og Fætter BR, hvor Theresa håber at kunne købe en lille ting til Rhyshalind, når hun fylder 2 til oktober.

LÆS OGSÅAu pair-piger sender store beløb til hjemlandet

Nu sover hun nok, den lille. Fætter Jerome har helt sikkert været den, der har båret hende hen til hængekøjen inde i den lille stue. Redt hendes tykke sorte hår med den lille kam, som Rhyshalinds mormor altid plejer at kile fast i den flettede sivvæg ved siden af hoveddøren.

Han har taget plastiksandalerne af hendes fødder, givet hende en flaske med kakaomælk og kysset hende på kinden.

Han er en god dreng. Sød til at hjælpe.

Den lille prins
Da han blev født, var Theresa ikke længere den yngste og derfor heller ikke længere den lille prinsesse. Nu var Jerome den lille prins. Ham, der fik ekstra gaver til jul og fødselsdage og blev båret rundt på armen af alle i familien.

Tænk engang, nu er han 17 og er snart færdig med college. Hvor tiden dog går stærkt. Det gør den også for Rhyshalind. De siger derhjemme, at hun er blevet så stor. Hendes hår er ved at blive langt.

Smil.  Efter skoletid hygger familiens unge sig foran Rolinda Rafols hus med lommekamera og sms’er. Foto: Lærke Posselt.

Theresa var begyndti skole, allerede inden familien flyttede fra Batangas til Pila. Hun kunne godt lide det. Især historie. Naturvidenskab var også spændende, selv om hun ikke var så gode venner med de svære opgaver.

Skolen varede det meste af dagen, dog afbrudt omkring frokosten, hvor alle skolebørnene tog hjem til deres forældre for at spise, inden timerne begyndte igen, når solen ikke længere brændte så hårdt igennem.

Fugtig luft i klasselokalet
Den tykke, fugtige luft i klasselokalet kunne godt være svær at abstrahere fra, når læreren fortalte om noget svært. Men for det meste gjorde det ikke så meget. Theresas bedste venner sad jo lige ved siden af.

Det gør de for så vidt stadig. På sms, tæt på og langt fra på samme tid.

Hendes forældre ville så gerne, at hun passede sin skole. Selv havde de ingen uddannelse. Men Theresa skulle videre på college. Hvis ikke de nåede at spare sammen til, at hendes tre større søstre og to brødre kunne nå det, så skulle Theresa i hvert fald.

Det ville hun også gerne. Hun lavede flittigt sine lektier, som årene gik. Og da hendes far pludselig døde, da Theresa var 17, vidste hun, at det eneste, der ville have gjort ham rigtig glad, var, at Theresa gjorde sine studier færdige på Union College i Santa Cruz. Så det gjorde hun.

Mænd dør tidligt
Egentlig ville hun helst arbejde som sekretær på et kontor, når hun havde fået sin sorte kvadrathue oven på sit næsten lige så mørke hår. Men forældrene havde altid ønsket, at hun blev skolelærer. Det blev hun så. Men uddannelsen brugte hun ikke.

Hendes far ville nok være blevet stolt alligevel. I hvert fald ville han have været stolt over Rhyshalind. Og han ville have været en god morfar. Men det satte sukkersygen og en tumor i leveren en pludselig stopper for.

»Mændene bliver kede af det, fordi de ikke kan få et arbejde her i Filippinerne. Det gør dem syge, så de dør«, havde hendes moster Lucy sagt.

Måske havde hun ret. Også Lucys mand døde alt for tidligt.

Brug for at komme væk
Dengang det skete, var Theresa lige blevet færdig med college. Så da moster Lucy havde brug for støtte til at klare sorgen som enke, skyndte Theresa sig at tage bussen til Manila. På den måde kom hun også lidt væk.

Det havde hun sådan brug for. Komme væk og lære noget mere. Ikke bare blive hjemme, sådan som hendes forældre altid havde sagt, at deres børn skulle, også når de blev voksne. De skulle passe dem, når de blev svækkede og gamle, havde de sagt.

Men det var ikke Theresas drøm, ligesom det heller ikke var hendes drøm at blive skolelærer. Hun ville være sig selv. Klare sig selv, finde et job i en større by, hvor der skete noget.

Hun ville i hvert fald ikke ende som sin storesøster, der aldrig blev færdig med en uddannelse, fordi hun fik mand og barn, før hendes eksamen var afsluttet. Nej, Theresa ville være sig selv.

LÆS OGSÅSøren Pind: Au pair er verdens bedste ulandshjælp

Manila var fantastisk. Theresa fandt arbejde som servitrice på en juicebar, der lå i fitnesskæden Fitness First. Dejligt at komme væk. Have sit eget værelse. Tjene sine egne penge, være sammen med andre. Spændende mennesker, liv, puls.

Men hjemme havde hendes mor også brug for hjælp. Derfor tog Theresa bussen tilbage til Pila fire måneder senere og fandt et job ved samlebåndet på en elektronikfabrik.

Når hun fik fri, hjalp hun sin mor så meget som muligt med at passe de små grise. Men hun kedede sig. Længtes efter storbyen. Et liv, hvor hendes familie ikke fulgte med i tykt og tyndt.

SMS-venner
Det begyndte med en sms.

»Hey, jeg hedder Joey. Hvem er du?«.

Theresa havde fået Joeys mobilnummer af sin kusine, fordi kusinens mand var ven med Joey. Og nu svarede han på den korte, første forsigtige besked, som Theresa havde sendt ham.

Ikke for at der nødvendigvis skulle være mere mellem dem end det. Text mates var der mange, der havde i Filippinerne. En slags elektroniske pennevenner, som man kunne skrive med rundt omkring i det enorme ørige, en slags tidsfordriv.

Den ene sms tog den anden. Det var rart at føle kontakt til nogen udenfor igen. At have lidt privatliv dér i mobiltelefonen i jeanslommen. Han var single. Havde masser af venner, og der var vist også en del ekskærester. Job som sikkerhedsvagt i forskellige forretningskontorer i Manilas skyskrabere. Gik i byen og drak øl.

Han lignede Rhyshalind
Tre uger senere aftalte de at spise frokost sammen hos Theresas kusine.

Hans kraftige sorte hår var helt nyklippet. Han så godt ud i sin hvide T-shirt. Slank, rank og ret høj. Stramme sener i armene, som sprang tydeligt frem, når han tog et sug af sin cigaret. Et stærkt blik. Sagde sjove ting, der fik Theresa til at grine. Fortalte om sit job, om sin lejlighed i Batangas.

Rhyshalind lignede ham virkelig, især hans øjne og området ved brynene, den dag for et halvt år siden, da Theresa rejste.

Nu siger de derhjemme, at hun mere ligner sin mor. Der sker så meget med et barns ansigt, bare på de måneder, tænker Theresa for sig selv og går ind på sit værelse ved siden af værtsfamiliens køkken, da hun har gjort middagen parat.

Hun spiser senere, alene. Det gør hun tit. Det vil hun helst.

Blæst fra Øresund
Det er blevet en dejlig, lun sommeraften. Ikke så varmt som ude på den solsvedne eng foran huset under kokospalmerne i Pila, men det gør heller ikke noget. Tværtimod. Det her føles rart, også selv om blæsten fra Øresund godt kan trænge køligt igennem den strikkede cardigan.

Theresa sender en sms til sin bekendte lidt længere oppe ad Lemchesvej. Hun er også au pair fra Filippinerne og bor henne i det store hvide hus med perlegrus og sorte tegl på taget. Ret tæt på den indiske ambassadørs residens, der har et fint, blankt guldskilt hængende ved siden af den store jernlåge.

Når Theresa har fri om aftenen, plejer de at gå en lille tur op ad Strandvejen. Kigger på butikker. De er lukkede på det tidspunkt, men det er jo også lige meget. De skal bare kigge.

Tale lidt sammen om, hvad de har hørt fra deres familier derhjemme. Hendes nye veninde vil rigtig gerne høre om Rhyshalind og følger med i alt, hvad Theresa fortæller om hende. Det er rart.

Travle danskere
Villahaverne er fulde af familier med gæster til grill. Men det er vist kun, fordi danskerne ikke er så vant til, at solen skinner så meget. Ellers kan her godt virke lidt halvtomt.

Folk arbejder meget her. Designere, erhvervsfolk, bankdirektører, advokater, diplomater. De har travlt. Møder, forretningsrejser, vigtige middage, børn, der skal passes. Hunde, der skal luftes. Villaer, der skal plejes.

Theresa plejer at trække på skuldrene, når nogen spørger, hvad hun tænker om al den rigdom, hun bor iblandt. Det er jo ikke hendes liv.

Hendes liv løber rundt foran et lille støvet fjernsyn og klæder sig ud som prinsesse.

Sms'erne fløj
Der gik to måneder, før Theresa og Joey så hinanden igen efter frokosten. Sms’erne fløj frem og tilbage mellem Pila, hvor Theresa hjalp til med grisene, og Batangas, hvor Joey arbejdede.

De blev kærester. Det hele gik så hurtigt, hun ville så gerne væk. Han ville så gerne hende.

Men hendes mor var ikke glad. Hvorfor ville Theresa nu flytte? Så hurtigt? Og sammen med ham? Hvem var han egentlig? Hvor kom hans familie fra? Hvorfor var det så nødvendigt, at han altid bar et skydevåben inde ved brystet? Hvad var det egentlig for et arbejde, han havde?

Men Theresa overhørte sin mors spørgsmål. Hun havde truffet sin beslutning, også selv om hendes storesøster og storebror blev vrede over, at hun tog med Joey til Batangas.

Privat bodyguard
Det var en ret lille lejlighed. Ikke så flot, som Theresa havde forestillet sig, da Joey havde fortalt om den.

Joey var vild med sit job. Især nu, hvor han ikke længere var sikkerhedsvagt i skyskrabere, men havde fået et rigtig spændende og vigtigt job som privat bodyguard.

Den slags var der jo brug for i Filippinerne. Rige forretningsmænd risikerede at blive kidnappet med krav om løsesum. Og politikere skulle passe på ikke at blive dræbt af deres modstanderes håndlangere.

Joey havde fundet et godt job. Hans arbejdsgiver var vist både forretningsmand og politiker. En vigtig mand.

Joey var sjældent hjemme
Joey var tit ude på opgaver, og han arbejdede så meget, at han sjældent nåede at komme hjem, før han skulle af sted igen. For det meste var han kun hjemme et par dage om ugen, resten af tiden var han ude, ofte i Manila.

Så sms’ede de sammen i stedet for. Det var o.k., det havde de jo prøvet før. Og han var rigtig god til sit job, fortalte han. Det var der fremtid i. For ham og for hende.

Theresa havde flere gange prøvet at overtale Joey til at lade hende rejse til udlandet i nogle år for at tjene flere penge. Han var jo alligevel ikke hjemme. Og hvis hun forlod Filippinerne, kunne hun gøre deres fremtid sammen ekstra sikker og god.

Faktisk havde hendes storesøster i Saudi-Arabien og kusinen i Danmark flere gange tilbudt at hjælpe. Men Joey sagde nej.

Passede derhjemme
Han brød sig faktisk slet ikke om, at hans kæreste arbejdede, så Theresa gik derhjemme og passede lejligheden. Prøvede at gøre den lidt hyggelig.

Men det gjorde ondt i maven, i brystet. Hvordan mon de havde det derhjemme? Hun vidste, at hendes mor var syg og havde problemer med sit underliv. Og nu var Theresa så langt væk.

Det var sværest om aftenen, men for det meste græd hun kun, når Joey ikke var hjemme. Ellers drillede han hende. Han var vist såret over, at Theresa savnede andre end ham.

Så kiggede han ned i hendes ansigt, tæt på, og sagde »Se nu, hvem der græder igen«. Det var ikke rart. Men Theresa var vist også anderledes end de kærester, han tidligere havde haft.

Theresa sagde fra
Hun var ligeglad med, at han blev sur, når hun talte med hans venner. Han skulle ikke bestemme, hvem hun snakkede med. Og hvis de var uenige om noget, sagde Theresa ham imod, når hun følte, at det var det rigtige at gøre.

Det havde hans andre kvinder ikke gjort. Og hans venner var de hurtigt holdt op med at henvende sig til.

Men ellers var han jo god ved hende. Selv om han godt kunne blive vred og holde hende lidt fast i håndleddene, når han havde drukket for mange øl en aften, så var han aldrig hård mod hende. Han slog aldrig.

Han passede godt på hende, bekymrede sig om hendes sikkerhed. Om hun havde det godt, når han var væk. Han var rigtig glad for hende. Mere end Theresa var for ham.

Varm og dejlig fornemmelse
Theresa var forvirret. Joey ville så gerne have hendes barn, nu havde de jo efterhånden været sammen i to et halvt år. Theresa vidste ikke. Men han ville så gerne, så hun brugte ikke noget. Det skete der nok ikke noget ved.

En dag, ikke så lang tid efter, sad Theresa på en taburet og kiggede på to blå streger. Hun kunne næsten ikke tro det. Joey havde jo næsten ikke været hjemme. Og så hurtigt?

Men det føltes nu rigtig varmt og dejligt. Theresa holdt om sin flade mave og forestillede sig, hvordan den ville vokse.

Hvordan mon han ville komme til at se ud. Han? Hun?

Joey blev så glad. Det var lige, hvad han havde ønsket sig, sagde han og gav Theresa et klem.

Frygt for sikkerhed
Og nu måtte hun hellere flytte hjem til sin mor. Joey var bekymret for hendes sikkerhed. Hun skulle ikke sidde alene i lejligheden i Batangas med hans barn i maven, mens han var væk.

Så Theresas mor blev også glad, for nu kunne de være sammen igen. Det blev storesøsteren til gengæld ikke. Hun var skuffet over, at Theresa ikke kom til Saudi-Arabien. Penge fra Mellemøsten ville have været en god hjælp for hele familien. Dem alle sammen.

Theresa lå i sengen ved siden af sin mor og lyttede til cikaderne, der sang ekstra højt den aften. Hanner, der prøvede at lokke hunner til ude i det høje, tørre græs bag ved huset i Pila, henne under den lille samling af små bananpalmer.

Hvordan mon det ville blive? At være en mor? Hvordan blev man en god mor? Hvordan skulle han – eller måske hun – opdrages?

En god, lille kristen
Det var så vigtigt at lære et barn at finde sig selv. Lade barnet selv kunne føle, hvad der var rigtigt og forkert. Hun ville give alt, hvad hun havde i sig. Det skulle blive en god lille kristen.

Nu måtte Joey da snart komme hjem. Theresa kunne ikke forstå, at hun ikke havde hørt fra ham siden aftenen før. De plejede jo altid at sms’e sammen, inden de gik i seng.

Han havde godt nok sagt, at han skulle ud på en vigtig opgave. Hvor kunne han ikke fortælle. Men han ville ringe, så snart han var tilbage. Men han burde altså være tilbage nu.

Theresa prøvede igen. Telefonen ringede. Ringede ud. Han svarede ikke.

Kapitel 2 bringes i morgen

Fortællingen om Theresa Rafol bygger på cirka syv timers interview med Theresa Rafol fordelt over to møder i Gentofte samt på et ophold hjemme hos Theresa Rafols mor, Rolinda Rafol, i Pila, Filippinerne. Her har vi desuden mødt Theresa Rafols moster Lucy Sabida, bedstefaren Vienido Rafol, onklen Apolinario Rafol, fætteren Jerome Rafol, kusinen Wena Prado og Theresas datter Rhyshalind Joey Rafol. Vi har således valgt at fokusere på de filippinske stemmer i historien.