Det er en kølig februarnat i 2010. Shabir Sohaili har sammen med et par kammerater netop betalt 80 kroner for at komme ind på et af Silkeborgs hotteste diskoteker. Han er stadig ædru, og udsigten til en nat på dansegulvet med vennerne har gjort ham euforisk. Men Shabir Sohaili når kun lige at få smidt sin jakke i garderoben, før en af stedets dørvagter griber fat i ham og beder ham følge med udenfor. Her får han at vide, at han ikke er velkommen. »Vagten ville ikke give mig nogen saglig forklaring. Min krop var ved at sprænges, men heldigvis vandt min opdragelse over min natur«, fortæller Shabir Sohaili i dag.
LÆS ARTIKEL Diskoteker har kvoter for antallet af nydanske gæster
Han har rødder i Afghanistan, men taler flydende dansk med stærk midtjysk accent. Nu da episoden er kommet lidt på afstand, har Shobir Sohaili lettere ved at sætte ord på:
»Det var jo, fordi jeg ikke ser dansk ud. Jeg følte mig ydmyget og krænket. Alle mine venner stod der og så på mig«.
Hvad Shabir Sohaili ikke vidste, var, at afvisningen fra diskoteket, Brews’n Bongo, skulle gentage sig.
Det vender vi tilbage til.
Skal rammes på pengepungen
Sagen udløste i sidste uge en historisk hård afgørelse. Brews’n Bongo er af Ligebehandlingsnævnet under Ankestyelsen blevet pålagt at betale 10.000 kroner i godtgørelse til Shabir Sohaili – et beløb i en størrelsesorden, der ikke før er set i sager om etnisk diskrimination på natbeværtninger, forklarer Ligebehandlingsnævnets formand, Tuk Bagger.
»Vi har aldrig før givet så stor en godtgørelse i den slags sager. Men vi er opmærksomme på, at afgørelserne skal have en afskrækkende effekt, hvis vi skal diskriminationen i nattelivet til livs, for der er ingen tvivl om, at det er et reelt problem«, siger hun.
Brews’n Bongo har siden afskediget den ene dørmand, der var impliceret i afvisningen. Ejeren af stedet, der nu har skiftet navn til Port 33, afviser at kommentere sagen, som han anser for »et afsluttet kapitel«.
LÆS ARTIKELDiskoteker: Vi behandler alle ens Chefkonsulent i Rådgivende Sociologer Louise Paulsen Rønnov står bag en undersøgelse blandt unge nydanskere, dørmænd og restauratører om afvisninger på diskoteker. Hun er ikke i tvivl om, at hårdere afgørelser er nødvendige for at stoppe forskelsbehandlingen af nydanskere i nattelivet. »Sådan en stor afgørelse sender et supervigtigt signal. Det er vigtigt at ramme diskotekerne på pengepungen, for de er ikke racister – de tænker i forretning«, siger hun. Også i diskotekernes brancheforening, Horesta, er man tilfreds med afgørelsen. »Jeg kan kun opfordre til, at lovgivningen skal overholdes. Når der sker sådan noget, skal de ansvarlige naturligvis straffes«, siger Horestas administrerende direktør, Katia Østergaard. Mobilkamera blev afgørende





























