Amy er 8. marts blevet hentet af kommunen hos sin plejefamilie og under voldsom fysisk tvang kørt væk i en bil sammen med to pædagoger, hun ikke kender.

Hendes bisidder fra Børns Vilkår får ikke lov at følge med den 11-årige pige. Amy er på vej til et opholdssted i nærheden af Holbæk, en døgninstitution for børn og unge. Hun har nægtet at besøge opholdsstedet på forhånd, for hun vil ikke derhen. Hun vil blive hos sine plejeforældre, Hanne og Ole, hvor hun har boet i næsten et helt år. Hanne og Ole er voldsomt bekymrede for hende – de oplever selv, at de er de eneste voksne, Amy stoler på og har tillid til. Nu er hun overladt til mennesker, hun ikke kender, og som hun selv betragter som sine fjender.

Amy skal først i sommerhus for at køle af
Bilen kører ikke Amy direkte til opholdsstedet. De første dage tilbringer hun i et sommerhus sammen med nogle pædagoger, så hun kan »køle af«.

Her er, hvad Amy selv fortæller: Hun var meget omtumlet og husker ikke så meget. Der var mange mennesker, der skulle holde vagt og holde øje med hende. De lavede ikke rigtig noget. Hun lå mest ned og lod, som om hun sov. Hun kunne ikke spise noget. Hun nægtede også at sige et ord til de voksne. Hun var øm flere steder og havde blå mærker fra manden, der havde holdt i hende. »De havde også nevet mig, da de holdt fast i mig. Jeg kunne høre, de mente, det ikke var vold, men det følte jeg, det var«, siger hun.

Amy besvimer og har stress
Nu er hun på opholdsstedet, men hun har det ikke godt. Hun er besvimet flere gange og har været på skadestuen, hvor lægen har sagt, at hun lider af stress.

Amy bliver afskåret. Næstved Kommune fyrer hendes bisidder fra Børns Vilkår, som har støttet Amy de seneste mange måneder. Begrundelsen er, at bisidderen har taget Amys parti og modarbejdet forvaltningens beslutninger. Hendes faster og onkel i København søger om at få lov til at se hende, men de får også afslag.

Hanne og Ole når at besøge hende uanmeldt én gang og ser hende i ti minutter. Det er, inden de får officielt besøgsforbud, som de nu er underlagt.

De eneste voksne, Amy må få besøg af, er de adoptivforældre, hun er tvangsfjernet fra, og som hun hader.

LÆS OGSÅAmnesty om Amy-sag: »Det ligner det, man gør, når man skal nedbryde folk«

Besøgene finder sted i to timer hver anden lørdag, hvor forældrene kommer – men uden lillesøsteren. Amy nægter at tale med dem. Aftalen er, at hun kan gå ind på sit værelse, og derinde har hun ’helle’, men det har især Amys adoptivmor svært ved at respektere, fortæller Amy – hun kommer og åbner og stiller sig i døren. Eller de står uden for hendes lukkede dør og taler til hende i de to timer, der er afsat til besøget.

Amy åbner ikke døren – ikke engang når hun skal så meget tisse, at hun næsten ikke kan holde det ud.

Amy er startet i en specialskole, som samtidig er et dagbehandlingstilbud. Men hun nægter at åbne en bog og følge med i timen.

Og kommunen?

12. april, godt en måned efter at hun blev flyttet, er sagsbehandleren på besøg. Amy siger, at hun ønsker at se sin plejefamilie. Eller i det mindste kunne snakke i telefon med dem. Sagsbehandleren noterer og lover at vende tilbage.

Et par uger efter kommer svaret i form af et brev. Det er et afslag formuleret i kommunalt sprog. Og det får Amy til at bryde grædende sammen:

»Du må ikke ringe til din plejefamilie, og de må ikke ringe til mig. Jeg mener, man skal tale med mig og lytte, i hvert fald til min mening. Men de tør ikke engang komme og sige det selv – de sender bare et brev«, siger hun.

Ringer du til dem alligevel?

»Ja! Det gør jeg. For jeg føler ikke, at de skal bestemme alting«.

Det tager måneder at klage
Da Amy fyldte 12 år 2. maj, fik hun sin mobiltelefon tilbage, og nu ringer hun nærmest daglig til sin plejemor, Hanne. Og Hanne nænner ikke at lade være med at tage telefonen, selv om kommunen kræver det.

Samtidig fik Amy også ret til en advokat, og gennem ham har hun nu krævet sin bisidder tilbage. Han og Børns Vilkår vil også hjælpe hende med at klage til Det Sociale Nævn over kommunens beslutninger. Men det kan tage mange måneder at afgøre den sag – og i princippet udløb klagefristen, længe inden Amy fik ret til at være part i sin egen sag og få advokatbistand.

Derfor vil Amy gerne have sin historie i avisen.

»Jeg håber, at kommunen på et tidspunkt siger, at jeg må begynde at se min plejefamilie. Jeg vil selvfølgelig rigtig gerne ... mit største ønske er at bo hos dem igen. Ja. Og hvis det kan lade sig gøre, bliver jeg virkelig glad. Og hvis det ikke kan, så vil jeg i hvert fald gerne se dem. Og det er så det eneste, jeg kæmper for«.

LÆS OGSÅBørns Vilkår: Så mange regler er brudt i Amys sag

Om at være på opholdsstedet siger Amy, at hun ikke kan sove. Hun snakker så vidt muligt ikke med personalet. Hun står op, går i skole, kommer hjem og lukker sig ind på sit værelse, indtil det er spisetid. I de forlængede weekender er hun alene deroppe med to voksne medarbejdere, mens de andre børn og unge er hjemme på ferie. Så går hun på Facebook og skriver en statusopdatering:

»Jeg keder mig helt vildt«. Og hun lægger et billede ud, hvor hun sidder i førerhuset på en gammel bil:

»Kør kør!!!!!!! Tilbage til Næstved«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken

Serien er hermed slut. Men vi følger fortsat, hvad der sker med Amy.

Amys adoptivforældre ønsker ikke at medvirke i artiklen. I en udtalelse skriver de blandt andet: »Vi genkender på ingen måde Politikens udlægning af sagen. For at beskytte vores familie ønsker vi ikke, at sagen skal udspille sig i medierne. Vi elsker vores datter og samarbejder med relevante myndigheder«.