Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 21. jun. 2012 KL. 22.17

Assange risikerer at vente længe på asyl-svar

Ecuador har bedt om oplysninger om Assange-sagen fra Storbritannien, USA og Sverige, siger WikiLeaks' talsmand.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Wikileaks

Wikileaks.org blev lanceret i 2006 og beskriver sig selv som en medie-organisation, der ikke har til formål at tjene penge.

Deres formål er derimod at bringe vigtig information til offentlighedens kendskab, ved at anonyme kilder kan uploade fortrolige dokumenter og tv-klip på hjemmesiden.

I 2010 skabte WikiLeaks ravage med sine afsløringer fra Afghanistan-krigen. Senere fortsatte afsløringerne med dokumenter om Irak-krigen.

Organisationen har også vakt furore ved at offentliggøre 250.000 lækkede dokumenter fra USA’s udenrigstjeneste. De blev tilsyneladende kopieret af en soldat på en militærbase i Irak og overdraget Wikileaks, der gik i gang med at dele dokumenterne med udvalgte medier.

Tilhængerne af WikiLeaks' frontfigur Julian Assange er forberedt på, at en afgørelse om at give ham asyl i Ecuador kan trække ud.

»Det kan tage uger. Det kan tage dage. Men jeg ville ikke regne med en afgørelse i dag. Det vil være højst usandsynligt«, siger Kristinn Hrafnsson ifølge nyhedsbureauet Reuters.

»Asylansøgningen behandles af de ecuadoreanske myndigheder, der venter på oplysninger, som de har udbedt sig fra de britiske, amerikanske og svenske myndigheder førend de træffer nogen beslutning«, siger Hrafnsson.

Assange har søgt tilflugt i Ecuadors ambassade i London. Den bevogtes nu af britiske betjente, der kan anholde ham, i det øjeblik han træder uden for ambassadens område.

LÆS ARTIKELJulian Assange søger om politisk asyl i Ecuador

Og selv hvis han tildeles asyl i Ecuador giver det ham ingen beskyttelse: Han har ikke mulighed for at forlade bygningen uden at blive anholdt af betjentene.

»Det ændrer ikke ved den omstændighed, at han har overtrådt bestemmelserne for at være fri mod kaution. Det medfører, at han kan anholdes«, oplyser en repræsentant fra Londons politi til nyhedsbureauet.

Skal afhøres om sexovergreb i Sverige
Sverige kræver Julian Assange udleveret, så han kan afhøres som mistænkt for seksuelle overgreb - herunder voldtægt - mod to kvinder i landet.

Assange nægter sig skyldig i beskyldningerne. Han modsætter sig udleveringen og hævder, at han i så fald vil blive ført videre til USA, der efterforsker WikiLeaks' afsløringer af fortrolige, diplomatiske depecher.

LÆS OGSÅHøjesteret afviser at genåbne Assange-sag

Den britiske Højesteret har beordret Assange udleveret, hvilket har fået ham til at søge tilflugt i Ecuadors ambassade i London, hvorfra han søger asyl i det sydamerikanske land.

Den australske udenrigsminister Bob Carr har ifølge nyhedsbureauet AAP afvist at bistå Assange, der har australsk pas.

»Det handler ikke om WikiLeaks. Det handler ikke om hemmeligheder. Det handler ikke om politisk forfølgelse«, siger Carr.

FACEBOOKBliv ven med Politiken