Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 3. jul. 2012 KL. 13.22

Nattens kabeltyveri koster hundredtusindvis af kroner

Banedanmark skifter løbende kobberkabler ud for at komme tyveriet til livs.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Kabeltyve slap i nat afsted med omkring 100 meter kobberkabler fra Åmarken station.

Udover at togdriften er påvirket hele vejen fra Brøndby Strand til Ny Ellebjerg, ender hele affæren også med at koste flere hundrede tusinde kroner for Banedanmark.

Det fortæller Ole Løkkegaard, der er teamleder i afdelingen Teknisk Drift, Strøm, i Banedanmark.

»De 100 meter kobberkabler kan indbringe mellem 20.000 og 25.000 ved et salg. Men for os bliver det langt mere bekosteligt. Det koster i alt flere hundrede tusinder at rette op på det, der er sket«, siger han.

LÆS OGSÅTogdrift indstillet efter kabel-tyveri

For det koster kassen både i tid og mandskab og materiel at rette en sådan skade. Hos Banedanmark opdagede man nattens tyveri, fordi de stykker kabel, der er stjålet, både fungerer som højspændingskabler og signalkabler. Og pludselig var der problemer med signalerne, fortæller Ole Løkkegaard.

For at redde morgentrafikken etablerede Banedanmarks teknikere i al hast en nødløsning. Nu er skinnenettet lukket mellem Brøndby Strand og Ny Ellebjerg, så skaden kan udbedes endeligt.

Kobbertyveri koster millioner
Tyveri af kobberkabler er et stort problem. Sidste år brugte Ole Løkkegaards afdeling alene 17 millioner på at rette fejl på skinnenettet. Omkring halvdelen af de penge kunne relateres til kobbertyverier. Herudover har to andre afdelinger også udgifter forbundet med kobbertyverier.

Det er så godt som umuligt at overvåge hele det danske jernbanenet. Derfor er strategien hos Banedanmark en anden. Hver gang der lægges nye kabler ned, anvender man nu i stedet et andet metal.

LÆS MEREJernkabler skal sikre togdriften mod kobbertyve

»Vi lægger ikke mere brød ud til fuglene. Men jernbanenettet er stort, og det vil være meget bekosteligt, hvis man skal udskifte det hele på én gang«, siger Ole Løkkegaard.

Samtidig håber han, at passagererne vil være med til at holde øjne og ører åbne.

»Jeg vil gerne opfordre folk til at kontakte politiet, hvis de ser noget mistænkeligt. Det kunne for eksempel være folk, der går rundt ude på sporene. Ingen skal opholde sig derude, så gør nogen det, er det i sig selv mistænkeligt«, siger Ole Løkkegaard.

Der er i øjeblikket indsat togbusser på strækningen mellem Brøndby Strand og Ny Ellebjerg.