Olaf Olsen bidrog med sit registreringsarbejde tilsyneladende til opbygningen af den sovjetiske efterretningstjeneste, så den kunne virke i Danmark i årene efter Anden Verdenskrig.

Sådan lyder vurderingen fra koldkrigsforsker Thomas Wegener Friis, efter at den tidligere rigsantikvar er stået frem og har fortalt, at han i 1947 leverede en liste med 500 navne og 75 biografier og vurderinger på fremtrædende personer i Danmark til Sovjetunionen.

»Informationer om personer er centrale i al efterretningsarbejde. De er vigtige, og her er der relativt mange navne, og de kommer meget tidligt i den kolde krig«, siger Thomas Wegener Friis.

LÆS MEREDansk historiker udleverede navne til Sovjet

»Det var rugbrødsarbejde, som man havde brug for i opbygningen af et egentligt efterretningsvæsen i Danmark«.

»Hvis man allerede kendte til situationen i Danmark, så havde man ikke behøvet disse oplysninger«, fortsætter Friis, der er tilknyttet Syddansk Universitet.

En meget alvorlig sag
Ifølge Regin Schmidt, historiker ved Københavns Universitet og medlem af PET-kommissionen, er det en af de alvorligste sager, som kommissionen i sin tid stødte på.

»Det var et tidspunkt, da Stalin stadig regerede, og der i samtiden var en stigende frygt for en krig mellem øst og vest«, siger han til Jyllands-Posten.

»Var Danmark blevet besat af østlige styrker, kunne de udleverede oplysninger i værste fald være blevet anvendt til at internere, deportere eller udrense de personer, der var kritiske over for kommunismen«, siger Regin Schmidt.

Indrømmelse kræver mod og mandshjerte
Thomas Wegener Friis mener, at det unikke ved Olsens fortælling er, at han står frem. Olaf Olsen er en af meget få personer, som har fortalt om sit arbejde for Sovjet.

»Det er enestående. Den kolde krig er forbi. Det er vigtigt at få fortalt den historie i alle nuancer, også dem man ikke er stolte af. Tendensen er, at folk benægter, også selvom der kommer dokumenter på bordet«, siger Thomas Wegener Friis.

FAKTAEks-rigsantikvar Olaf Olsens blå bog

»Her er en, som har mod og mandshjerte til at se historien i øjnene. Det er ikke noget, han er specielt stolt af, og det kunne få en til at tro, at han ville putte endnu mere med det, og så meget mere overvindelse må det have krævet at stå frem«.