Haveejerne troede, at de kunne ånde lettet op, da den kolde vinter blev efterfulgt af et meget tørt forår.

For den kombination har hidtil været fremhævet som en af de få, dræbersnegle slet ikke kan lide.

Men i juli begyndte de slimede dyr alligevel at krybe frem i haverne – mange steder i endnu større antal end de foregående år.

»Der er rigtig mange dræbersnegle p.t. på trods af den kolde vinter og det tørre forår«, siger Erling Krabbe, biolog i Naturstyrelsen.

»Men det er inden for de seneste få uger, at bestanden nærmest er eksploderet, ikke tidligere på året. Det skyldes kombinationen af de seneste ugers nedbør og den efterfølgende varmeperiode. Varmt og fugtigt; det er rigtigt sneglevejr«, forklarer Krabbe.

Foråret afgørende
Om vinteren graver sneglene sig ned i en dybde af 10 cm og er derfor godt beskyttede mod kulden, især hvis der ligger sne ovenpå.

Frost på bar jord er mere problematisk for arten, men i virkeligheden er forårsvejret mere betydningsfuldt end vintervejret.

En længere tørkeperiode betyder nemlig, at sneglene ikke kan være aktive og søge føde, og at deres gemmesteder risikerer at tørre ud.

Tørken i foråret har da også betydet døden for mange snegle, men de, der har overlevet, har nået at blive kønsmodne og har lagt æg – hvor ekstra mange så er klækket hurtigt som følge af det varme, fugtige vejr.

Mystik om oprindelsen
Dræbersneglen er en såkaldt invasiv art – det vil sige en art, der ikke er naturligt hjemmehørende, og som skader det lokale dyre- og planteliv.

Den menes at stamme fra Spanien og Portugal og kaldes derfor den iberiske skovsnegl, men oprindelsen er stadig omgærdet af mystik: For eksempel har forskning fra Aarhus Universitet vist, at den genetisk er ret svær at skille fra vores egne røde og sorte skovsnegle.

Sneglen blev første gang fundet i større mængder herhjemme i 1997, men kun på Bornholm og i Sønderjylland. Året efter var den i hele landet og gnaskede sig ikke kun gennem køkkenhaver, prydplanter og regnorme, men også andre snegle og artsfæller – deraf ’kælenavnet’.

Folk kunne samle mere end 500 rødbrune eksemplarer ind i deres have på en enkelt dag, og i Hedensted ved Vejle måtte kommunen salte byens cykelsti for at få bugt med de mange fedtede kryb, der fik cyklister til at skride ud.

Og det at gå med bare tæer på græs blev pludselig en risikabel sommerfornøjelse.

Meget hurtig sneglefart
Med op til 10-12 meter i timen er dræbersneglenes sneglefart usædvanlig hurtig. De breder sig således hurtigt til nabohaven – hvilket har skabt en del debat over hækkene, når folk med prydhaver ikke synes, at folk med mere vilde vækster gør nok for at bekæmpe bæsterne.

En bestand kan flytte sig en halv kilometer fra forår til efterår. De krydser med vores hjemmehørende skovsnegle og fortrænger dem gradvis. Og deres seje slim med store mængder E. coli-bakterier kan være svær at vaske af grøntsager.

Det er svært at udpege steder i landet, der er særligt plaget; det kan skifte fra år til år, nogle gange fra uge til uge. Et villakvarter kan være meget hårdt ramt, mens man nogle få veje derfra kan være stort set sneglefri. Men der er typisk flere, hvis haven ligger fugtigt eller med vådområder i nærheden.

LÆS OGSÅDræb dræbersneglene nu

I Spanien og Portugal holdes sneglens slægtninges antal nogenlunde i skak af de tørre somre. Men herhjemme giver de større regnmængder grobund for langt større formering, og der skal helt specielle vejrmæssige forhold til, før man kan tale om et dårligt år for den: kold vinter, tørt forår og tør sommer.

Det hele bliver ikke bedre af, at den hårdføre snegl har meget få naturlige fjender: De padder, pindsvin og grævlinger, der er tæt på danske haver, kan slet ikke holde trit med antallet, og fugle er ikke glade for den ekstraordinært slimede overflade: Solsorte tørrer dem ofte af i græsset – hvis de da overhovedet gider æde dem.