Fotografen trækker linsen lidt til sig, da Lars Vallentin igen hugger til med spartlen.

»Aaaadddrrr, der er jo rigtig meget slim indeni også«, udbryder hun og tjekker, at det ikke kom på linsen.

Vi er i Rødovre ved København, men kunne være i næsten et hvilket som helst villakvarter i Danmark. Klokken har passeret dugfaldetid, og de små, slimede hadeobjekter er ved at krybe frem fra deres skjulesteder for at finde noget spiseligt.

Som mange snegleplagede haveejere har Lars Vallentin ikke køkkenhave, og han har fravalgt blå klokkeblomster, lobeliaer og andre lækkerbiskner.

Sneglene ved dog ikke, at de er oppe mod en professionel. I det daglige er Lars Vallentin overgartner på Gladsaxe Kirkegård, hvor han også har rig mulighed for at afprøve aflivningsmetoder.

Sneglene kom til villavejen i Rødovre for 8-9 år siden, og siden har næsten hvert år været et ret stort eller et rigtig stort snegleår. I år troede Vallentin som mange andre danskere, at den kolde vinter og det tørre forår ville holde skadedyrene nede, men så kom de alligevel.

LÆS OGSÅDansk film om dræbersnegle udtaget til Cannes

»Vi havde haft meget få hele foråret og forsommeren, men i sidste uge var der lige pludselig langt over 200 på en aften. Og igen aftenen efter«, fortæller han.

Så mange finder han ikke denne aften – selv om han med egne ord »har lært at få blik for dem«. Som mange andre haveejere har Vallentin eksperimenteret med forskellige måder at dræbe på; han synes, at det er dyrplageri med salt, og at det går for langsomt med en øl som lokkemiddel eller med kogende vand.

Han har også prøvet at få sine høns til at agere bødler, men de prøver forgæves at tørre slimen af sneglene – og nægter så at spise dem.

Mordvåben.  Spartlen er hurtig og effektiv. Foto: Lærke Posselt.
Hurtigt og effektivt
Når hans kone en sjælden gang er dræbersnegledræber, bruger hun en spade – så hun »ikke kan føle sneglen«.

Det med nærkontakt generer dog ikke Vallentin. Han foretrækker en lille spartel.

»Den er skarp, præcis, hurtig og effektiv«, forklarer han og skærer endnu en gang en af de ubudne bæster over i to.

De to halvdele lader han bare ligge. Så klarer sneglenes kannibalistiske artsfæller oftest resten.

Det er ved at blive rigtig mørkt, og vi siger farvel og tak for jagten. På vejen ud får vi dog øje på aftenens nok største eksemplar og kalder på Lars Vallentin, der straks kommer ilende med hævet spartel:

»Fint nok. Jeg er altid klar til en snegl mere«.