Annonce
Annonce
Annonce
Danmark 7. aug. 2012 KL. 13.36

Horserød-ledelse indkalder til møde om sygefravær

Fængslet vil gerne høre de ansattes ideer til at nedbringe sygefraværet.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Ledelsen i Statsfængslet ved Horserød har nu aftalt at mødes med fængslets forskellige faggrupper for at finde fælles fodslag i kampen for at nedbringe fængslets høje sygefravær.

Mødet finder sted onsdag 5. september, og selvom datoen for mødet først blev fastlagt i går mandag, så har timingen, ifølge Horserøds vicefængselsinspektør, Mik Grüning, intet at gøre med gårsdagens opmærksomhed omkring ledelsens sygefraværsbreve.

»Det har længe været planen, at vi skulle mødes, og vi glæder os til at høre medarbejdernes ideer til, hvordan vi for nuværende kan få nedbragt sygefraværet«, siger Mik Grüning til politiken.dk.

Åben dialog er nøglen
Tillidsrepræsentanten for fængselsbetjentene i Horserød, Bonnie Lundquist, kritiserede i går, at ledelsen så direkte udpensler, præcis hvor meget den enkeltes sygefravær koster fængslet. Derfor glæder hun sig til mødet.

LÆS MEREFængsel til syge medarbejdere: I koster os kassen

»Jeg håber, der kommer mange forskellige forslag til, hvordan vi kan nedbringe sygefraværet. Vi er nødt til at tale åbent om det, men det sker ikke på en uge. Det tager tid, især fordi folk er blevet forskrækkede«, siger Bonnie Lundquist, der er tillidsrepræsentant for fængselsbetjentene i Horserød.

På mødet deltager fængslets forskellige faggrupper, Fængselsforbundet, Dansk Socialrådgiverforening, HK, Kriminalforsorgsforeningen samt fængslets ledelse.

»Hidtidig indsats har ikke været nok«
Også i Horserød har man høje forventninger til, at mødet kan vise sig frugtbart.

»Vi har i samarbejde med de faglige organisationer hidtil gjort det, vi mente, vi måtte gøre for at få antallet af sygefraværsdage ned. Det har så desværre ikke været nok. Men et er, hvordan vi i ledelsen tænker, noget andet er måske, hvad medarbejderne siger. Og derfor håber og tror jeg, at vi i samarbejde kan komme frem til en plan for, hvordan vi fremadrettet bedst kan håndtere det her«, siger Mik Grüning.

LÆS MEREHorserøds tillidsrepræsentant: Folk frygter for deres job

Selvom sygefraværet i Horserød er steget markant over de sidste tre år, er Bonnie Lundquist positiv i forhold til fremtiden.

»Jeg både håber og tror på, at det kan lade sig gøre at nedbringe sygefraværet. Det er jeg nødt til. Ellers kunne jeg ligeså godt stoppe som tillidsmand«, siger Bonnie Lundquist.

I strid med statens personalepolitik
Hen over sommeren har ledelsen i Statsfængslet ved Horserød taget nye metoder i brug i kampen for at nedbringe fængslets høje sygefraværsstatistik.

Det er dels sket i en fællesmail til alle ansatte med overskriften »Nu er grænsen nået«. Heri skriver ledelsen, at det høje sygefravær svarer til, at »alle medarbejdere i Horserød har været syge for ca. 45.000 kr. i indeværende år«.

Derudover har enkelte medarbejdere modtaget et brev, hvor ledelsen skriver præcis hvor meget den enkelte medarbejders sygefravær har kostet fængslet.

Fremgangsmåden mødte i går kritik fra arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet, der kaldte initiativet for mystisk og i strid med statens personalepolitik.

LÆS MEREForsker kritiserer trusselsbreve om sygefravær