Rigspolitiet bad for tre år siden en tidligere medarbejder i Politiets Efterretningstjeneste (PET) om at medvirke som kilde i en bog, der handler om personerne omkring en dansk terrorsag fra begyldelsen af 1990’erne.

Men da bogen tidligere i år var færdig og klar til at gå i trykken, ville Rigspolitiet pludselig have ændret en række oplysninger i bogen af frygt for, at medarbejderen havde overtrådt sin tavshedspligt.

Det fremgår af bogen ’Allahs danske soldater’, der udkommer næste uge.

I bogen beskriver journalist og forfatter Matias Seidelin et miljø af radikale muslimer, der i midten af 1990’erne var aktive i Danmark. Tre af disse personer blev tiltalt i danmarkshistoriens første straffesag om terrorisme, den såkaldte Egyptersag.

En række ting skulle ændres
Under arbejdet med bogen indgik Matias Seidelin en aftale med Rigspolitiet om, at en tidligere PET-ansat kunne udtale sig om den gamle terrorsag, mod at Rigspolitiet fik lov til at læse de afsnit, hvori kilden indgår, for at vurdere, om kilden overtrådte sin tavshedspligt.

Hos Rigspolitiet så man ingen problemer med oplysningerne i manuskriptet, da det lå færdigt. Men da afsnit fra bogen blev videresendt fra Rigspolitiet til Politiets Efterretningstjeneste (PET), ændrede det sig pludselig. PET mente nemlig, at nogle enkelte oplysninger kunne tyde på, at den tidligere PET-ansatte kunne have brudt sin livslange tavshedspligt.

»PET antydede, at der kunne være oplysninger, som kunne være tavshedsbelagte«, siger Rigspolitiets kommunikationschef, Jens Gregersen, som har håndteret kontakten til forfatter og forlag. Ifølge ham har PET kun læst »enkelte afsnit« af bogen.

Matias Seidelin og forlagschef Kim Hundevadt fra Politikens Forlag blev derfor indkaldt til et møde hos Rigspolitiet, hvor kommunikationschefen og den forhenværende PET-ansatte kilde deltog.

Nu ville Rigspolitiet og kilden have ændret en lang række ting i bogen.

Enkelte af forslagene gik Matias Seidelin med til at ændre, men størstedelen afslog han, fordi han mener, at det gik langt ud over den aftale, han havde indgået med politiet på forhånd. Ifølge Seidelin ønskede de nemlig også at ændre i oplysninger, som kunne stamme fra mange andre af de kilder, som har medvirket.

»Der skal de ikke kunne bestemme, at det ikke skal være med. Det vil være at træde mig under fode«, siger han.

»Dér, hvor oplysningerne kun kan komme fra kilden, går jeg ind og siger: Det må vi kigge på, det er fair nok. Hvis jeg kan skrive det sådan, at det ikke går ud over læsernes forståelse, er det okay med mig. Men jeg ville heller ikke ændre ting, som er alment kendte og for eksempel står i PET’s årsberetning«.

Kilden var nervøs
Matias Seidelin og Kim Hundevadt fortæller, at kilden var nervøs, fordi han havde fået at vide, at PET mente, at han havde overtrådt sin tavshedspligt. Han følte sig presset og var bange for, at bogen kunne få konsekvenser for hans karriere.

Men på mødet kunne de ikke få at vide præcis, på hvilke punkter PET mente, at der var problemer i forhold til tavshedspligten. Matias Seidelin kontaktede selv PET, som ikke ville forholde sig til bogen, og derfor føler Seidelin, at både han selv og kilden er blevet sat i en uretfærdig situation.

»Det, der gør mig så forbandet, er, at PET ikke vil gå i dialog. Jeg ved ikke, om det får konsekvenser for kilden«, siger han, mens forlagschef Kim Hundevadt undrer sig over, at den tidligere PET-ansatte kan ende med at få problemer, når han er blevet opfordret af politiet til at udtale sig.

»Det virker ikke særlig sympatisk at lægge så tungt pres på en mand, der er blevet bedt om at stille op til interview, og som overholder sin tavshedspligt, og som så uforskyldt kommer i klemme bagefter«, siger han.

»Underforstået er det et forsøg på at lægge pres på forfatteren og sige: Kan du tage ansvar for det, hvis han mister sin sikkerhedsgodkendelse og sit job?«.

PET går ud fra tavshedspligt holdes
I PET ønsker ikke officielt at be- eller afkræfte, om nogen hos PET har læst passager fra bogen, men i en udtalelse skriver PET::

»Det tilkommer ikke PET at tillade eller afslå, at tidligere PET-medarbejdere bidrager med oplysninger i forbindelse med konkrete bogudgivelser. PET udøver heller ikke forudgående censur i forbindelse med konkrete bogudgivelser. PET går imidlertid som en selvfølge ud fra, at såvel nuværende som tidligere medarbejdere overholder den tavshedspligt, de er underlagt, og som de efter straffeloven er forpligtet til at overholde både under og efter ansættelsen i PET«.

Rigspolitiets kommunikationschef, Jens Gregersen, afviser, at kilden på noget tidspunkt er blevet truet med, at forløbet kunne få konsekvenser for hans karriere. Der har slet ikke været kontakt mellem PET og kilden, siger han, men PET’s bekymring for, om tavshedspligten var overtrådt, gjorde i sig selv den tidligere PET-ansatte nervøs.

»Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den pågældende selv har følt et pres, men jeg er også sikker på, at der ikke har været et sådant«, siger han.

Jens Gregersen mener ikke, at politiet kunne have udpeget mere præcist over for forfatteren, hvor der kunne være tale om problemer med kildens tavshedspligt.

PET går nemlig aldrig ind på forhånd og vurderer, om det, som tidligere eller nuværende medarbejdere siger, er en overtrædelse af deres tavshedspligt. Derfor handlede det for Rigspolitiet og kilden selv om selv at sikre på forhånd, at den situation ikke kunne opstå.

'Rettidig omhu'
Jens Gregersen siger, at deres bekymring konkret gik på nogle beskrivelser af efterretningstjenestens efterforsknings- og arbejdsmetoder. Fordi bogen er skrevet som en dokumentarisk fortælling uden direkte citater, var det svært at se, om oplysningerne stammede fra den tidligere PET-ansatte eller fra andre kilder.

»På den måde, manuskriptet oprindeligt fremstod, kunne man få en opfattelse af, at den pågældende ikke havde overholdt sin tavshedspligt, selv om det ikke er min opfattelse, at det var sådan«, siger Jens Gregersen.

»Det har handlet om at få præciseret, hvor der var tvivl, hvem der er kilden, for at undgå, at vi efterfølgende har en medarbejder, som bliver anklaget for at have overtrådt sin tavshedspligt«.

Jens Gregersen mener, at det er helt naturligt og inden for rammerne af aftalen med forfatteren bag bogen, at Rigspolitiet ville sikre sig, at medarbejderen ikke endte i problemer.

»Det er et spørgsmål om rettidig omhu«, siger han.