Danskere fra overklassen og den øvre middelklasse bosætter sig i langt højere grad end tidligere i de samme boligområder.

Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-Rådet). I 1985 var der seks danske sogne, hvor over 40 procent af borgerne tilhørte overklassen eller den øvre middelklasse, og det tal var i 2009 vokset til 26.

Udviklingen betyder ifølge AE-Rådets chefanalytiker Jonas Schytz Juul, at man nu for første gang kan tale om deciderede velhaverenklaver i Danmark.

»Det er traditionelt de samme områder, som overklassen og den øvre middelklasse vælger at bosætte sig i, men dykker man ned i tallene, kan man se, at de fylder meget mere, end de har gjort før. Det betyder, at vi nu for alvor har fået rigmandsghettoer og underklasseghettoer i Danmark«, siger han og fremhæver Rungsted og Søllerød som nogle af de byer, hvor der bor flest fra overklassen, og Gellerup og Tingbjerg som eksempler på det modsatte.

»Forskellen på at vokse op i enten den ene eller anden ghetto er enormt stor. I de ressourcestærke områder er skolerne typisk velfungerende, men vokser man op i Tingbjerg eller omkring Mjølnerparken, møder man som barn en helt anden hverdag, som er præget af, at der bor mange ressourcesvage i området«.

Minister ærgrer sig
Udviklingen ærgrer minister for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S).

»Det er bekymrende, at forskellen mellem de forskellige boligområder er blevet så tydelig, som de her tal viser. Byer fungerer bedst, hvis de mennesker, der bor der, mødes på tværs af forskellige samfundsgrupper og på den måde får en større forståelse for hinanden«.

LÆS ARTIKELDanmark har fået ti nye ghettoer

Carsten Hansen peger på, at udviklingen skal tages alvorligt, fordi den ikke bør få lov til at fortsætte:

»Man kan aldrig komme det helt til livs, for mennesker vil altid foretrække at bo sammen med folk, der ligner dem selv, men det er vigtigt, at man sørger for at blande de forskellige boligformer, når man laver byplanlægning. Det ser jeg heldigvis tegn på, at man er begyndt at gøre«, siger han.

1970’ernes og 1980’ernes fejlslagne boligpolitik
Ifølge Carsten Hansen skyldes den voksende adskillelse mellem boligområderne først og fremmest 1970’ernes og 1980’ernes fejlslagne boligpolitik.

»Dengang blev der bygget en masse ens boligtyper, og det er det, vi betaler prisen for nu. Fremover skal vi sørge for, at der bliver en fornuftig blanding af almene boliger, private boliger og ejerboliger, når vi bygger nyt«.

Venstres boligordfører, Louise Schack Elholm, mener omvendt ikke, at det er problematisk, at mange af de ressourcestærke danskere bosætter sig i de samme områder.

»Det giver jo ikke samfundet problemer. Den eneste udfordring kan være, at nogle kommuner får en højere indtægt, men det er der blevet taget højde for, ved at de kommuner til gengæld betaler mere til de kommuner, der har udfordringerne«, siger hun og tilføjer, at hun hellere vil tage fat på de boligområder, der har problemer med kriminalitet og arbejdsløshed.

Sværere at få brudt med den negative sociale arv
»Vores fokus er, at der skal være en blandet beboersammensætning i de områder, som kan risikere at blive ghettoområder, fordi de kan give problemer i form af øget kriminalitet, utryghed og hærværk. Vi skal undgå, at de svageste bliver samlet ét sted«.

Jonas Schytz Juul peger dog på, at det netop er konsekvensen, når den øvre middelklasse og overklasse samler sig i de samme områder.

»Folk fra overklassen og den højere middelklasse flytter af lyst, men de ressourcesvage flytter, fordi de er nødt til det og ikke har råd til at bo andre steder, og på den måde bliver de presset til at bo i bestemte områder«, siger han og nævner Tingbjerg i København som eksempel.

»I det område bor der nu kun 3 procent, som tilhører overklassen eller den øvre middelklasse, og det betyder, at det er blevet sværere at få brudt med den negative sociale arv«.