Den ene var blevet lovet en øjenoperation, de andre blev lovet økonomisk hjælp og løbende kontakt med deres børn i det fjerne Danmark.
Ingen af løfterne blev holdt, og alle fortryder de i dag, at de gav deres børn bort. Det gælder også moren til 13-årige Amy fra Næstved, Genet Kedir, som var en blandt fire etiopiske kvinder, der i onsdags opsøgte den danske ambassade i Addis Abeba. »Vi vil gerne med vores eksempel advare andre kvinder mod at bortadoptere. Det var sindssygt af os at gøre det, og vi ville aldrig gøre det igen. Regeringerne burde heller ikke lade sig involvere i det; det gør mere skade end gavn«, siger hun. Den sidste dråbe i bægeret Kvinderne kom for at fortælle deres opfattelse af, hvordan et børnehjem, der arbejdede tæt sammen med danske DanAdopt, narrede dem og løj for dem. Deres beretninger fik i går socialminister Karen Hækkerup (S) til at indføre øjeblikkeligt stop for DanAdopts formidling af børn fra Etiopien.




























