Annonce
Annonce
Danmark

Jomfruhinden skal have nyt navn - nu skal det hedde 'kønskrans'

Jordemødre gør op med udtrykket 'jomfruhinde' og får bred opbakning.

Det er ikke nogen hinde, og man er ikke nødvendigvis jomfru, fordi man har én.

Men man kan godt være jomfru, selv om man ikke har én.

Derfor er ordet jomfruhinde en fuldstændig misvisende betegnelse, som blot giver unge unødige bekymringer og holder liv i en myte om, at ærbare piger har ’blomsten’ i behold.

Kønskrans
Det mener to jordemødre, som derfor nu lancerer udtrykket kønskrans i stedet for. De har netop fået Dansk Sprognævns ord for, at det lever op til kriterierne for et dansk ord.

»Hvis man som pige bliver født med en hinde, der helt dækker indgangen til skeden, er det en misdannelse, som bliver åbnet kirurgisk. Ellers kan menstruationsblod ikke trænge ud. Vores nye ord illustrerer tydeligt, hvad det egentlig er, piger normalt har: en ring af slimhindefolder i indgangen til skeden«, siger jordemoder Gabriéla Rehfeld fra Frederiksberg Hospitals forskningsenhed.

LÆS OGSÅTilbud: Få en ny mødom med posten

Overlæge og formand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi Kresten Rubeck Petersen bekræfter jordemødrenes beskrivelse, og kan godt følge idéen om at afskaffe ordet jomfruhinde.

»Det giver associationer til traditioner, som er dybt rodfæstet i nogle kulturer. I de fleste tilfælde er det ikke en hinde som sådan, og man kan heller ikke sige, at hvis der er en hinde, så er hun jomfru eller omvendt. Så der er nogle problemer med det ord«, siger Kresten Rubeck Petersen.

Kun hver femte bløder
Som led i et forsøg med livmoderhalsvaccine har Gabriéla Rehfeld og kollegerne undersøgt omkring 4.000 unge kvinder, jomfruer som ikke jomfruer.

»De har alle en krans. Den kan variere i udseende, men det er en krans. De fleste piger bliver lettede over beskrivelsen«, fortæller Gabriéla Rehfeld.

Mange tror, at jomfruhinden dækker hele skedeindgangen, og at den sprænges og bløder, når man har sex første gang. Men kun omkring hver femte pige bløder, og det skyldes ofte, at hun er for nervøs til at blive våd. Så kommer der let en lille rift.

Gabriéla Rehfeld mener, at jomfruhinde eller mødomshinde er problematiske udtryk.

»Det er svært nok at skulle have sex første gang. Det bliver ikke bedre af, at pigerne er bange for, at en hinde skal gå i stykker inde i dem, og at det vil gøre sindssygt ondt. Også drengene kan være nervøse. De forestiller sig, at de baldrer ind i noget, og tænk, hvis det ikke går i stykker«, siger hun.

Der er også en rest af noget kvindeundertrykkende i betegnelsen.

»Dengang det var vigtigt at beskytte kvindens uskyld, var det jo super smart at bilde hende ind, at man kan se det, hvis du har gjort noget forkert. Man har udnyttet kvindens manglende viden om, hvordan hun ser ud mellem benene«, siger Gabriéla Rehfeld.

Hun kritiserer, at stort set al oplysning til unge – også fra kendte institutioner – giver et misvisende billede af, hvad jomfruhinden er.

’Kønskrans’ et hæderligt bud

Overlæge ved Hvidovre Hospital Lisbeth Nilas har i Patienthåndbogen på nettet skrevet et kapitel om rekonstruktion af jomfruhinder. Her skriver hun, at det ikke er en egentlig hinde, men bruger udtrykket, at den »brydes« ved samleje. Hun anerkender, at det kan være med til at holde liv i nogle myter.

»Det er svært at beskrive den slags. Man kunne også kalde det små bristninger. Og jeg er enig i, at ordet jomfruhinde er stigmatiserende«, siger hun og støtter derfor ideen om et nyt navn, selv om forslaget ’kønskrans’ får hende til at grine lidt. Lisbeth Nilas er i øvrigt villig til at ændre sprogbrugen i sit kapitel.

Selv om kønskrans er godkendt som ord, bliver det ikke nødvendigvis optaget i Nudansk Ordbog. Det kræver, at befolkningen tager det til sig .

Sundhedsordfører Stine Brix (EL) er lægestuderende og har skrevet bachelorprojekt om jomfruhinden. Hun er varm fortaler for, at den bliver omdøbt. Men heller ikke hun er sikker på, at kønskrans er det rigtige ord.

»Det er et hæderligt bud, men måske skulle man spørge de unge piger, som går og tænker på, hvad det egentlig er. De skal kunne bruge ordet til noget«, siger hun.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce