Normalt ville her være en vrimmel af børn, men i dag er skolegården på Carolineskolen i København forladt. Og bomstille. Hinkeruderne står tomme hen, og en ensom fodbold ligger uberørt på et halvtag.
Stilheden har en god grund. I nat trængte ukendte gerningsmænd ind på Carolineskolens grund ved at klippe et hul i hegnet, der omgiver skolen. Flere steder smadrede gerningsmændene vinduer, og på facaderne af to af skolens bygninger skrev de antisemitiske udsagn.


























