De danske myndigheder har ikke – og får aldrig – vished for, om følsomme data om borgerne er blevet kopieret, ændret eller slettet i forbindelse med hackerangrebet i 2012 på CSC. Og det skyldes ringe sikkerhed hos statens største it-leverandør og myndighedernes manglende krav til selskabet. Sådan lyder det i en hemmelig rapport om angrebet, som Politiken er i besiddelse af.
»Angriberen havde formodentlig rettigheder til at kopiere, slette, ændre og tilføje data (...), hvilket indbefatter data fra politiet, CPR-registret, Skat og Moderniseringsstyrelsen«, fremgår det i den klassificerede rapport fra Center for Cybersikkerhed under FE og PET fra august 2014 .


























