Retsordførere på tværs af Folketinget finder det grotesk, at sikkerheden hos statens største it-leverandør har været så lemfældig, at myndighederne i dag ikke kan fastslå, om borgernes data er blevet slettet, ændret eller kopieret i forbindelse med CSC-hacket i 2012.
»Det er nedslående, at angrebet overhovedet kunne forekomme, da der jo er tale om nogle af de mest følsomme oplysninger overhovedet. At man så heller ikke bagefter kan sige, hvad der er sket med de data, er endnu mere nedslående«, siger formanden for Folketingets Retsudvalg, Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).


























