Peter Loft får massiv kritik af Skattesagskommissionen

Hovedpersonen. Peter Loft gik over stregen, men Skattesagskommissionen mener, at han handlede uagtsomt. JENS DRESLING (arkiv)/POLFOTO
Hovedpersonen. Peter Loft gik over stregen, men Skattesagskommissionen mener, at han handlede uagtsomt. JENS DRESLING (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den hjemsendte departementschef Peter Loft får massiv kritik for at have brudt loven, misinformeret Folketingets Ombudsmand og løbet med sladder ved at viderebringe et rygte om, at Helle Thorning-Schmidts mand, Stephen Kinnock, var bøsse.

Det fremgår af Skattesagskommissionens endelige beretning, der bliver offentliggjort i morgen, men som Politiken er i besiddelse af.

Peter Loft overtrådte skatteforvaltningsloven ved som departementschef i Skatteministeriet at gå for tæt på Skat Københavns behandling af Stephen Kinnocks skattesag i 2010.

Undersøgelsen: Lækage og magtmisbrug i Skattesagskommissionens søgelys

Og selv om Peter Loft handlede »uagtsomt«, lægger de tre medlemmer af Skattesagskommissionen til grund, at »Peter Loft med den viden og de kvalifikationer, han besad, burde have handlet anderledes«, da han på en række møder med Skat København drøftede skattesagen i detaljer og blandt andet forsøgte at få ændret i skatteafgørelsens formuleringer.

»Kommissionen finder, at Peter Loft - selv med en forsigtig vurdering af kompetencereglen i Skatteforvaltningslovens paragraf 14, stk, 1, nr. 1 - efter en samlet vurdering har involveret sig i Skat Københavns behandling på en måde, der strider mod bestemmelsen«, skriver kommissionen i beretningen.

Da kommissionen finder, at han handlede uagtsomt mener den dog samlet set »ikke, at der er grundlag for at gøre et disciplinært ansvar gældende over for Peter Loft« men nøjes med at kalde det »kritisabelt«, at han uagtsomt har overtrådt kompetencereglen.

Køber ikke Troels Lunds forklaring

Mens kommissionen finder, at Peter Loft overtrådte skatteforvaltningslovens paragraf 14, der siger at en minister og hans departement ikke må blande sig i en konkret skattesag, konkluderer den, at daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ikke forsøgte at påvirke Skat Københavns behandling af Stephen Kinnocks skattesag i 2010.

Troels Lund Poulsen slipper dog ikke uden ridser i lakken.

Kommissionen tror således ikke på den forklaring, som Troels Lund Poulsen har givet i vidnestolen om sin rolle, da skattesagen blev behandlet i Skat København.

DOKUMENTATION:Kommissorium for Skattesagskommissionen

Troels Lund Poulsen, der allerede i sommer erklærede, at han følte sig »pure frifundet« af kommissionen, har under afhøringerne i kommissionen afvist, at han blev holdt orienteret om Skat Københavns behandling af skattesagen og erklæret, at han først ved dens afgørelse 16. september 2010 blev bekendt med, at Stephen Kinnock blev frikendt for skattesnyd.

Det tror kommissionen ikke på. De tre medlemmer stoler mere på Peter Loft, der har forklaret, at han løbende orienterede Troels Lund Poulsen om udviklingen i skattesagen.

»Kommissionen lægger efter Peter Lofts detaljerede forklaring [.....] til grund, at Peter Loft har orienteret Troels Lund Poulsen om mødet 13 august 2010 - og i øvrigt også om det tredje og fjerde møde - som forklaret af Peter Loft«, hedder det blandt andet i beretningen.

Endelig konstaterer kommissionen, at Troels Lund Poulsen også viderebragte det famøse homorygte om, at Stephen Kinnock var homoseksuel.

Forbrydelsen uopklaret

Kommissionen blev nedsat i foråret 2012 med den bundne opgave af komme til bunds i myndighedernes behandling af skattesagen i 2010.

Kommissionen har haft to hovedopgaver. For det første at afdække, om der skete magtmisbrug under sagsbehandlingen, og for det andet at forsøge at finde ud af, hvem der lækkede Thorning-Kinnocks dybt personlige skattepapirer til BT forud for folketingsvalget i september 2011, der som bekendt endte med, at de borgerlige tabte magten efter ti års styre og landet fik den første kvindelige statsminister.

Det har længe stået klart, at kommissionen næppe ville nå i mål på lækagedelen, selv om det er blevet betegnet som en af de største politiske forbrydelser i nyere tid, at den daværende oppositionsleders skatteforhold blev lækket midt i en højspændt valgkamp.

TIDSLINJE

Tidslinje: Skattesagens forløb

Kommissionen konstaterer i sin beretning, at et stort antal personer i enten Skatteministeriet eller Skat København potentiel set kan stå bag lækagen. Forbrydelsen uopklaret. Ingen bliver dømt. Men ingen frikendes 100 procent.

Heller ikke Troels Lund Poulsens daværende spindoktor, Peter Arnfeldt, der som den eneste har været - og stadig er - sigtet af politiet for at stå bag lækagen, omend han kan glæde sig over, at kommissionen mener, at Ekstra Bladet ikke havde grundlag for at hænge ham ud på forsiden som ophavsmand til lækagen tilbage i december 2011.

Ekstra Bladet har dog ikke kunnet dokumentere anklagen og det er forventningen, at politiet - der har afventet kommissionens beretning - i løbet af nogle uger vil tage endeligt stilling til, om sigtelsen skal droppes.

Loft i centrum

Men tilbage til Peter Loft, der med afstand er den af sagens hovedpersoner, som kommissionen bruger mest krudt på i sin gennemgang af ansvarsvurderingen.

Efter kommissionens opfattelse gik Peter Loft på en række punkter alt for tæt på sagsbehandlingen.

Det skete helt fra begyndelsen af, da Peter Loft tog initiativ til, at der blev åbnet en skattesag mod Stephen Kinnock.

Og det fortsatte på en række møder mellem Peter Loft og skattefolkene fra Skat København, hvor Peter Loft »gik ganske tæt på« behandlingen af skattesagen.

På møderne forsøgte Peter Loft at få tilføjet fire linjer til den endelige afgørelse i skattesagen, ligesom han blandt andet udleverede et dokument om skattepligt, som senere skulle vise sig at være udarbejdet af avisen BT, der i sin tid havde startet hele balladen ved at skrive en række kritiske artikler om Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock, hvor avisen såede tvivl om, de overholdt de danske skatteregler.

Kommissionen mener også, at Peter Loft løj, da han tilbage i august 2010 sagde til Politiken, at departementet i Skatteministeriet skulle holde sig »langt væk fra den konkrete skattesag, som jeg ikke kender«.

Det gjorde Peter Loft, og kommissionen stempler hans udtalelse til avisen som »urigtig«.

Trods de mange kritikpunkter mener kommissionen dog ikke, at Peter Loft havde til hensigt at overtræde skatteforvaltningsloven og har her lagt vægt på Peter Lofts forklaringer om, at han ønskede at sikre sig, at afgørelsen i skattesagen ikke kunne kritiseres.

Kommission: Den gode, den tvivlsomme og den utroværdige

Endelig konkluderer Skattesagskommissionen, at Peter Loft har givet Folketingets Ombudsmand urigtige oplysninger, da denne på baggrund af en aktindsigt fra en journalist begyndte at interessere sig for skattemyndighedernes behandling af skattesagen.

Den del af sagen er kendt som Ombudsmandssagen, hvor Peter Loft med hjælp fra Skat Københavns direktør Erling Andersen fik visket sit navn væk fra en række af sagens akter.

OMBUDSMANDSSAGEN

Skattesagen der endte som Operation Mørklægning

Da Ombudsmandssagen ikke har været en del af kommissionens opdrag har kommissionen ikke gjort sig tanker, om hvad misinformationen af Folketingets Ombudsmand bør have af konsekvenser for Peter Loft og Erling Andersen.

Det vil i stedet være op til Skatteministeriet, om det skal have disciplinære konsekvenser for de to topembedsmænd.

For Troels Lund Poulsens vedkommende er det et spørgsmål for Folketinget at vurdere, om den tidligere Venstre-minister har overtrådt loven og bærer et ansvar i sagen.

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her