tegning: Per Marquard Otzen

tegning: Per Marquard Otzen

Debat

Vi mangler stadig at høre pressens svar i skattesagen

Hvilken rolle har pressen i et demokratisk samfund, hvis man får sådan et tilbud, som BT fik?

Debat

Det var en mærkelig oplevelse at se Presselogen på TV 2 News søndag 9.11., efter at pressen hele ugen havde beklaget, at det ikke var lykkedes Skattesagskommissionen at løse sin opgave i denne for demokratiet så alvorlige sag.

Man havde derfor ventet, at man i Presselogen ville tage fat på pressens rolle i sagen og dens mislykkede opklaring. Det kom man imidlertid først ind på til allersidst, og det blev ikke ordentligt debatteret på skærmen.

Det forekommer ellers at være noget af det mest interessante i denne sag. Hvis vi forudsætter, at der er tale om magtfordrejning, og nogen har søgt at skade Helle Thorning-Schmidt ved at bringe sagen frem, må man konstatere, at denne magtfordrejning slet ikke havde været mulig, hvis ikke BT havde givet den pågældende spalteplads i avisen og oven i købet lovet anonymitet.

Havde BT nægtet at trykke ’agterskrivelsen’, havde det været forsøg på magtfordrejning, men den kriminelle handling var aldrig blevet fuldbyrdet uden BT’s velvillige mellemkomst.

Det forekommer mig, at det var det spørgsmål, man burde have drøftet i Presselogen. Hvilken rolle har pressen i et demokratisk samfund, hvis man får sådan et tilbud, som BT fik? Er det o.k. at love kilden anonymitet og bringe det? Det ville jeg faktisk gerne have hørt de tilstedeværendes svar på.

Vi er alle forpligtet til at give en række personlige oplysninger til skattemyndighederne, og lovgivningsmæssigt er det sådan, at hvis en myndighedsperson bryder sin tavshedspligt og giver sådanne oplysninger til pressen, er avisen forpligtet til at opgive sin kilde.

Der er dog en undtagelse til denne regel, og det var den, BT påberåbte sig, da undersøgelseskommissionen indkaldte BT som vidne. Af hensyn til whisteblowers dvs. personer, der afslører væsentlige magtmisbrug fra statens side – er der indsat en undtagelse om, at såfremt »kilden har villet afdække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig betydning«, er pressen ikke forpligtet til at afsløre kilden.

I en 2-1-afgørelse fra kommissionen får BT medhold. Et af kommissionens medlemmer begrunder det således: »Offentliggørelsen har efter min opfattelse samfundsmæssig betydning, allerede fordi den vil kunne påvirke den pågældende politikers omdømme og ultimativt stemmeadfærden«.

Det er klar tale: Når vælgerne hører det, vil nogle af dem muligvis ikke stemme på Thorning-Schmidt. Derfor har oplysningerne samfundsmæssig betydning.

En sådan vurdering skaber efter min opfattelse to problemer.

For det første betyder det, at enhver, der via sit embede er i besiddelse af personlige oplysninger om en politiker, hvis offentliggørelse kan antages at skade den pågældende politisk, kan offentliggøre disse uden at blive straffet for brud på sin tavshedspligt.

Det efterlader politikerne retsløse med hensyn til private oplysninger, som de pligtmæssigt har indleveret til myndighederne.

Dertil kommer det særlige i denne sag: Der er mistanke om, at oplysningerne er givet til pressen af regeringsrepræsentanter, der har misbrugt deres embede til at lække fortrolig viden om en politisk modstander.

Med sin ejendommelige kendelse anvendte undersøgelseskommissionen en bestemmelse, der har til formål at afsløre magtmisbrug hos myndighederne, til det stik modsatte, nemlig til at skjule, om et sådant magtmisbrug har fundet sted.

Efter min opfattelse kan pressen som vogter af vores demokrati ikke dække sig ind under undersøgelseskommissionens kendelse. Man har en selvstændig forpligtelse til at tage spørgsmålet op med henblik på fremtidige sager.

Er det o.k. at formidle et magtmisbrug og oven i købet love kilden anonymitet, således at magtmisbruget ikke kan opklares?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden