»S og V redder embedsmænd fra gabestok«, hed det i avisen forleden. Anledningen til overskriften var, at gruppeformændene for Folketingets to største partier netop har skudt et forslag fra Folketingets Præsidium i sænk, nærmest inden det overhovedet var fremlagt, endsige diskuteret.
Forslaget handlede om at introducere en ny parlamentarisk undersøgelsesform som alternativ til de meget langsommelige, dyre og omstændelige undersøgelseskommissioner. Man kender konceptet fra bl. a. Storbritannien, hvor parlamentet kan afholde høringer af politikere, embedsmænd og andre involverede i anledning af problematiske sager.


























