Annonce
Annonce
Danmark

'Medmenneskesmuglere': Nu bliver det sværere at hjælpe flygtninge

Netværk vil intensivere transport af asylansøgere over landegrænser på trods af grænsekontrol.

Det danske netværk af såkaldte 'Medmenneskesmuglere' - folk, der af humanitære grunde hjælper asylsøgere gennem lande og over grænserne - er parat til at intensivere deres aktiviteter, efterhånden som ny grænsekontrol indføres fra i morgen. Det siger en af initiativtagerne bag netværket, Annika Holm Nielsen, der tidligere selv illegalt har sejlet flygtninge til Sverige.

»Det er mit klare indtryk, at vi er mange, der er parate til med nye måder at hjælpe mennesker med at komme dertil, hvor de gerne vil hen«, siger hun.

LÆS OGSÅ:DSB vil opbevare rejsendes id-oplysninger i op til en måned

Medmenneskesmuglerne er en del af netværket omkring hjælpegruppen Welcome to Denmark, og Annika Holm Nielsen vurderer, at den svenske grænsekontrol, som indføres fra i morgen, vil øge behovet for transport af asylsøgere, som er uden pas eller id-papirer.

»Så aktiviteterne bliver ikke droslet ned. Tværtimod skal der mere gang i det, for behovet vil vokse med indførelsen af grænsekontrol, og det er ikke mit indtryk, at folk er nervøse for at deltage«, siger hun.

1.939 asylansøgere på syv dage

Hele Skandinavien har efterhånden skærpet grænsekontrollen. Lørdag meddelte de finske myndigheder ifølge Ritzau, at asylsøgere ud over pas skal have gyldigt visum for at komme om bord på færgen fra Tyskland til Finland. Det vurderes, at initiativet i realiteten vil smække grænsebommen ned for flygtninge og migranter, som søger mod landet. Det er uvist, om de rejsende vil finde alternative ruter gennem Baltikum.

Jeg er bekymret for, at det hele skal blive for organiseret nu

Anonym menneskesmugler

26. november indførte Norge nye regler for grænsekontrol, hvilket blandt andet betyder, at der bliver udført grænsekontrol på færger fra Tyskland, Sverige og Danmark, hvor alle skal fremvise gyldig identifikation.

Fredag aften sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale, at den svenske grænsekontrol kan skabe en situation, »hvor vi må indføre grænsekontrol til Tyskland, hvis vi vurderer, at det er bedst for Danmark«.

LÆS OGSÅ:Lars Løkke erkender krisen, men mangler svarene

De seneste syv dage til og med 1. januar har 1.938 personer søgt asyl i Sverige, oplyser Migrationsverket. Tallet viser et fortsat fald fra de over 5.000 asylsøgere om ugen, som landet modtog i begyndelsen af december.

Samtidig ankommer langt de fleste til Sverige tilsyneladende uden hverken pas eller id-papirer. Ifølge Johanna Måhlén, der er pressekontakt for Migrationsverket i Sverige, er cirka 20 procent af asylsøgerne i besiddelse af pas eller id, når de kontakter registreringen i Migrationsverket. Under selve asyludredningen var det dog cirka 40 procent, som kunne fremvise pas eller id, men hvorvidt det betyder, at alle øvrige asylsøgere uden pas eller id vil blive afvist ved grænsen til Sverige, kan hverken Migrationsverket eller det svenske politi svare på.

Hjælper frygter »andre grupper«

Hos medmenneskesmuglerne er KD en erfaren hjælper i netværket, som ifølge eget udsagn har hjulpet tæt på 100 personer uden papirer til Sverige.

Han ønsker at være anonym, men fortæller, at han aldrig har modtaget penge for sin hjælp. Han er bekymret for, at grænsekontrollen kan betyde, at menneskesmuglingen kriminaliseres yderligere.

LÆS OGSÅ: Flygtninge kan bare tage en taxa over Øresundsbroen

»Menneskesmugling er jo ikke fedt, og jeg har selv udført det som en form for humanitær hjælp. Men jeg er bekymret for, at det hele skal blive for organiseret nu; at asylsøgere bliver presset i armene på nogle helt andre grupper, som kommer til, og som går ind i det her af nogle helt andre årsager. Og det bliver først og fremmest de papirløse flygtninge, det går ud over«, siger han.

217 sigtelser for menneskesmuling

I Danmark er der, ifølge seneste opgørelse fra Rigspolitiet fra perioden 6. september, hvor flygtningevandringen ind over grænsen for alvor tog til og frem til 29. november, rejst 217 sigtelser for menneskesmugling. 150 er rejst efter bestemmelserne i udlændingeloven, og 67 sigtelser er efter de skærpede omstændigheder i straffeloven. Tallene dækker dog både sigtelser rejst mod danskere, som har givet flygtninge et lift til grænsen og professionelle menneskesmuglere, som politiet fanger i grænselandet.

Ifølge advokat Bjørn Elmquist, som repræsenterer flere af de sigtede medmenneskesmuglere, kan den nye grænsekontrol nemt føre til, at der i højere grad bliver rejst sigtelser efter straffeloven.

LÆS OGSÅ:Flygtningekrisen er ikke noget, der 'nok snart går over'

»Jo mere man har været med til at bistå flygtninge med at komme uden om den offentlige kontrol, jo større risiko er der for, at det bliver straffeloven, der kommer i spil. Så bevæger man sig typisk fra bøde over til den frihedsstraf, som der også er hjemmel for der«, siger han.

Redaktionen anbefaler

Svensk id-kontrol: Hvad gør Danmark 4. januar?

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce