Det var den rigtige beslutning at træffe i 2004.

Det mener Aids-fondets formand, overlæge Peter Skinhøj. Han forstår politikernes beslutning om at lade være med at indføre en virusundersøgelse af donorblod, en såkaldt NAT-test. Først nu ventes den at blive indført.

Velbegrundet beslutning
Den kan afsløre, om der er hiv-smitte i blodet. Men i 2004 valgte Folketinget ikke at indføre den særlige test, blandt andet fordi udbyttet ikke ville stå mål med indsatsen.

»Der skal jo prioriteres. Jeg mener, at beslutningen dengang var rigtig nok«, siger Skinhøj.

»Vurderingen var, at der kom ganske få nysmittede, at meget få af dem ville blive donorer og at 'vinduesfasen' hvor de alene kunne afsløres med en virustest var ganske lille«, mener han.

Problemet er, at det tager nogle uger, inden kroppen har dannet antistoffer mod en virusinfektion som hiv-smitten. Når blodet - som det hidtil er sket - testes for antistoffer, så kan mennesker, der er inficerede, men endnu ikke har nået at danne antistoffer, ikke afsløres med de gængse testmetoder.

De kan til gengæld afsløres af nukleinsyre amplifikation testning, NAT-testen, som politikerne imidlertid ikke fandt det rationelt at indføre i 2004. Nu er det kommet frem, at to patienter er blevet smittet med hiv på Rigshospitalet efter at de har modtaget inficeret donorblod.

»Det er hammerkreperligt, at det sker«, konstaterer Aids-fondets formand.

Smittede kan leve længe
I dag kan hiv-smittede efter alle solemærker at dømme leve næsten lige så længe som de ville have gjort, hvis de ikke var blevet ramt af sygdommen.

»Der har været effektiv behandling på banen i ti år. Patienterne klarer sig imponerende godt. De skulle kunne holde i 20-30 år og skulle dermed kunne få en levetid, der nærmer sig det normale«, siger han.

Overlevelseschancerne blev forøget væsentligt, da de såkaldte kombinationsbehandlinger blev indført. De indebærer, at patienterne dagligt får tre forskellige medikamenter, der tilsammen kan hindre hiv-vira i at sprede sig i kroppen.

»Men der er et stykke vej igen, inden vi kan tale om, at det 'bare' er en livsvarig tabletbehandling, de skal have. Problemet er, at 10-20 procent af patienterne har problemer på grund af blandt andet bivirkninger som for eksempel kvalme. Så det er ikke helt så simpelt, som det kan lyde«, forklarer han.

»Samtidigt kan det stadigt være voldsomt stigmatiserende. Bevidstheden om, at man er smittefarlig for andre, kan invalidere de ramtes privatliv«, siger han.