De danske vandrør er så plaget af brud og utætheder, at mere end 25 milliarder liter rent drikkevand gik til spilde i 2007.

Det svarer til 6,7 procent af danskernes samlede forbrug, viser rapporten ’Vand i tal’, som de store vandværkers forening Danva offentliggør i dag.

Og spildprocenten er ikke blevet mindre de sidste syv år – selv om miljøministre har kritiseret kommunerne, og selv om spildet ifølge eksperter er cirka dobbelt så højt som nødvendigt:

Vandspildet skal længere ned
I 2005 vurderede Miljøstyrelsen i en undersøgelse, at »et tab på 3-4 procent skønnes at være et realistisk og hensigtsmæssigt mål«.

Formanden for Kommunernes Landsforenings (KL) teknik- og miljøudvalg, Jens Stenbæk (V), erkender problemet:

»Kommunerne bør få vandspildet længere ned«, siger Stenbæk.

Spildet kan på længere sigt gøre det både svært og dyrt at skaffe rent vand i flere områder af landet.

Dyrt at begrænse vandspildet
Og ifølge eksperter kan det sagtens lade sig gøre teknologisk at nedbringe spildet.

Man har for eksempel lytteudstyr til at måle og høre vandrislen, der ikke skyldes almindeligt forbrug, og man kan dermed lokalisere brud og utætheder i rørene. Men det koster – også i mandetimer.

»Det er dyrt at begrænse vandspildet, og incitamentet falder, når man kommer under 10 procent – niveauet for statens strafafgift«, forklarer Karin Larsen, funktionschef i Danva, der bakkes op af professor i vandforsyning på Danmarks Tekniske Universitet Erik Arvin.

Strafafgift virker
Efter staten indførte strafafgiften på 6,25 kroner per 1.000 liter på det vandtab, der overstiger 10 procent, faldt kommunernes spild kraftigt i 1990’erne. Men når den enkelte kommune når under de 10 procent, siver engagementet.

Der kan ses på tallene: I 2001 tabte hver femte kommune mere end 10 procent af drikkevandet.

I dag er der i Danvas statistik kun tre kommuner i den kategori – Køge, Helsingør og Svendborg. Men til gengæld er vandspildet steget i en del af de kommuner, der tidligere lå meget lavt, så gennemsnittet havner på samme niveau som dengang.

Begrænsede vandresurser
Professor Erik Arvin har fremhævet, at skal tabet længere ned, må man sætte grænsen for strafafgiften ned fra 10 til for eksempel 5 procent.

Han påpeger dog, at vandværkerne i disse år får et ekstra incitament til at nedbringe vandspildet i og med, at EU’s vandrammedirektiv beskytter vandløb og vådområder.

»Det gør det dyrere og mere besværligt for kommunerne at skaffe vand fra nye kilder. De begrænsede vandressourcer vil formentlig få vandværkerne og kommunerne til helt af sig selv at søge at begrænse vandtabene«, vurderer Erik Arvin. Han kan dog ikke sige, om det vil være nok.

KL: Der er også et moralsk aspekt
Hverken vandprofessoren eller Danva mener, at 6,7 procent er et generelt højt tal. Norge spilder for eksempel over 20 procent. Desuden er cirka en fjerdedel af tabet rent faktisk vand, der bruges til brandslukning, rensning af rørene og lignende. Det er altså ’kun’ tre fjerdedele, der er fuldstændig spild – i fjor 19 milliarder liter.

Jens Stenbæk fra KL fastslår dog, at kommunerne ikke ønsker så stort et vandspild:

»Så jeg vil opfordre kommunerne til at få spildet endnu længere ned. Der er muligvis ikke noget økonomisk incitament, men der er jo også et moralsk aspekt i det her: Man bør ikke spilde miljøressourcer«, siger Stenbæk.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra miljøminister Troels Lund Poulsen (V).