Det retskrav på behandling, som psykisk syge børn formelt blev udstyret med i går, har ingen reel værdi.

Det skyldes, at det endnu ikke er lykkedes for Danske Regioner og landets privathospitaler at lave den nødvendige aftale om, hvad behandlingen af børnene skal koste.

Det betyder, at ingen børn kan komme i privat behandling på det offentliges regning, og dermed er behandlingsretten intet værd.

Sundhedsminister irriteret
Forsinkelsen kommer bag på sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K), der sammen med et bredt flertal i Folketinget tilbage i 2007 besluttede at give de psykisk syge børn retskrav på behandling fra 1. januar 2009:

»Jeg gik ud fra, at der var styr på det her. Det er længe siden, at vi aftalte det, så det kan ikke være nogen overraskelse for regionerne overhovedet. De har haft god tid, og vi har givet dem penge fra satspuljen til at finansiere det med, så der er ingen undskyldning«, siger Jakob Axel Nielsen, der ikke lægger skjul på, at han er irriteret over forsinkelsen.

»Hvis de mente, at der var problemer med at nå det, så skulle de have sagt det til sundhedsministeren. Men jeg har intet hørt. Og det haster, for der er børn og familier, der venter på at komme i behandling«.

Ingen enighed om aftale
Det er Danske Regioners opgave at få en aftale på plads med de private hospitaler, der skal behandle børnene, hvis det offentlige ikke har kapacitet nok. Det er i høj grad tilfældet, idet mere end 3.000 børn står på venteliste.

Alligevel er det altså ikke lykkedes parterne at blive enige om en aftale, inden loven trådte i kraft.

»Der er blevet arbejdet på højtryk for at nå det, og vi nærmer os en aftale. Men vi er blevet forsinket, og det er ærgerligt. Men vi har ventet på en række informationer fra Sundhedsstyrelsen, og vi har skullet sammensætte de rigtige behandlingspakker, før vi kunne sige til de private hospitaler, hvad vi gerne vil købe af dem«, siger 2. næstformand i Danske Regioners bestyrelse, Benedikte Kiær (K).

Politiken erfarer, at det første konkrete udspil fra regionerne til privathospitalerne først lå klar 18. december, hvilket reelt gjorde det helt urealistisk at få lukket en aftale om priserne, inden loven trådte i kraft.

Ikke nok speciallæger
Landsforeningen Sind ærgrer sig over forsinkelsen.

»Igen ser vi, at politikerne har fundet på noget uden at tænke på, hvordan det kan blive gennemført. Behandlingsretten er en papirtiger, der er nem at fyre af uden at tage sig af, at det er noget, der skal ordnes ude i det virkelige liv. «, siger landsformand Finn Graa Jakobsen.

Behandlingsretten er ikke nødvendigvis en garanti for behandling. For selv om det syge barn og familien nu har retskrav på behandling, så er det nødvendigt, at der er nogen til at udføre behandlingen i det offentlige eller private system.

»Der er kun 138 speciallæger i børne- og ungdomspsykiatri herhjemme, og der er grænser for, hvor mange der kan behandles, uanset om det er i offentligt eller privat regi«, erkender Benedikte Kiær.

Det bekymrer Landsforeningen Sind.

Private kan gøre forskel
»Det er godt, at der er kommet en behandlingsret til de psykisk syge ligesom til alle andre syge. Men regionerne har hverken læge-, penge-, senge- eller sygeplejerskekapacitet til at gennemføre det, og der er ikke private hospitaler nok til at løse den opgave«, siger Finn Graa Jakobsen.

Det er de delvist uenige i på det største af landets tre privathospitaler, der er klar til at behandle de psykisk syge børn og unge. Privathospitalet Hejmdal på Frederiksberg, der åbnede i maj 2008, har to fastansatte og en større gruppe konsulentansatte speciallæger i psykiatri og har det seneste halve år taget imod omkring 300 familier.

På den baggrund forventer klinikchef Torsten Warrer, at de private aktører kan være med til at gøre en forskel på ventelisterne, når behandlingsretten kommer på plads.

»Hos os møder barnet og familien en speciallæge som første person. Det betyder, at vi hurtigt får afklaret, hvad der er problemet, og hvad der skal gøres ved det. Det er overladt til specialisten fra starten af forløbet og ikke til andre faggrupper, der først skal diskutere sagerne, før man sender barnet videre til en specialist«, siger Torsten Warrer.