Det lille hyggelige sygehus, hvor vi fødtes hos jordemoderen og døde på langtidsmedicinsk afdeling eller under kirurgens kniv og indimellem var indlagt for vores skiftende skavanker - det er ved at være en saga blot. I stedet har vi fået centraliserede sygehusvæsener med høj grad af opgavedeling, så de mange medicinske og kirurgiske specialer samles i store enheder. Samtidig er der sket en markant omlægning fra behandling under indlæggelse til ambulant behandling. Næsten seks ud af ti operationer foregår i dag ambulant, og patienten sendes hjem samme dag. Rivende udvikling i behandlingstilbud Sideløbende har der været en rivende udvikling i behandlingstilbud og -metoder. Majbritt Christensen, speciallæge i samfundsmedicin og forsker ved DSI Institut for Sygehusvæsen, bruger ligefrem udtrykket »biomedicinsk og medicinsk teknologisk revolution« i et notat, hun har udarbejdet om den sundhedsfaglige udvikling fra 1970 til i dag. Kunstige hofteled, bypassoperationer og ballonudvidelser til hjertepatienter, højteknologisk skanning, kemoterapi til kræftpatienter, medicinsk behandling af mavesår, så operation undgås, kikkertundersøgelser og -operationer, blodtrykssænkende medicin, kunstig befrugtning, hjerterehabilitering - intet af dette kendte vi før 1970, da sygehusstrukturen i Danmark for alvor begyndte at ændre sig. Handlingsplaner mod folkesygdomme De to store folkesygdomme, som koster flest danske liv, hjertesygdomme og kræft, har fået hver deres nationale handlingsplan. Senest er der også udarbejdet strategier for udbredte sygdomme som aldersdiabetes, knogleskørhed, allergiske sygdomme og rygerlunger. Og i folkesundhedens navn er sundhedsvæsenet gået i krig med fedme. Ingen tvivl om, at der er fokus på sundheden i det danske samfund. På sygehusene er der i dag ansat dobbelt så mange læger som i 1975, og sygeplejerskernes antal er steget med 84 procent. Samtidig er presset steget på de privatpraktiserende speciallæger, der på mange måder fungerer som et alternativ til hospitalernes ambulante behandling. Flere praktiserende læger Der er mange flere praktiserende læger, og selv om lægen ikke længere aflægger så mange sygebesøg i hjemmet, bruger vi vores familielæge mere end før. For eksempel indgår forebyggelse i dag som en naturlig del af lægens arbejde. Vi taler om kost, alkohol, tobak og motion med lægen. Politiken har bedt en række personer vurdere det danske sundhedsvæsen. De er enige om, at det stort set er godt. Professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet siger det således: »Det danske sundhedsvæsen er langt bedre end sit rygte«. Også plads til kritik Alligevel lyder der også kritik. Især de ældre risikerer at blive 'svingdørspatienter', fordi det hele i dag skal gå så hurtigt, og en sengedag på hospitalet er dyr, siger direktør i Ældre Sagen, Bjarne Hastrup. Sygeplejerske Linda Dueholm Pedersen har den samme bekymring. Den kritik underbygges af statistikken, som viser, at hver patient på sygehuset nu er indlagt 1,66 gange i løbet af et år mod 1,39 gange i 1978. Udenlandske undersøgelser har også været kritiske over for det danske sundhedsvæsen. En sammenligning fra Verdenssundhedsorganisationen WHO placerede os i 2000 på 34. plads efter lande som Chile og Grækenland. Den undersøgelse blev gennemhullet af eksperter, og en helt ny fra to britiske forskere placerer Danmark på en 10. plads blandt 19 af verdens rigeste, industrialiserede lande. Fortsat brug for kvalitetstjek Så på trods af den medicinske udvikling er der fortsat grund til at kigge på kvaliteten i sundhedsvæsenet. Og der vil komme endnu mere fokus på det område. Der arbejdes i øjeblikket med at udvikle en model til kvalitetsvurdering, som de enkelte sygehuse og afdelinger kan bruge til at måle sig selv med, og som patienterne også kan bruge, når de vil benytte det frie sygehusvalg. Der er også vedtaget et nyt system for indberetning af fejl i sundhedsvæsenet. Meningen er, at systemet skal lære af fejlene og dermed undgå dem.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























