Haltende bagefter.

Sådan lyder kritikken af Folketingets register over medlemmernes økonomiske interesser. Her har medlemmerne siden 1994 frivilligt kunnet registrere bestyrelsesposter, lønnede stillinger og andre hverv og interesser. Men siden ordningen blev sat i søen, har antallet af tilmeldte politikere ligget konstant på omkring to tredjedele af Folketinget.

Et spørgsmål om tillid
Og den udvikling - eller mangel på samme - møder kritik fra organisationen Transparency International, der internationalt måler og bekæmper korruption.

»Jeg synes, vi er bagud i international sammenhæng. Det er helt klart, at vi står dårligere i sammenligning med EU. Kort sagt tror jeg, at det enkelte folketingsmedlem ville være bedre tjent med, at alle gjorde det, da det ville skabe større tillid til systemet«, mener Ib Grønvaldt fra den danske afdeling af Transparency International.

Folketinget er bagud
Også professor i statskundskab Erik Damgaard, Aarhus Universitet, peger på, at Folketinget er bagud i forhold til en række andre vestlige demokratier.

»Det er meget muligt, at vi på det her punkt ikke er så langt fremme, hvis vejen frem er åbenhed. I forhold til andre lande som eksempelvis England er det lidt tyndt, at kun to tredjedele af Folketinget lader sig registrere«, siger Erik Damgaard.

Den danske ordning blev indført for ti år siden efter engelsk og norsk mønster. I Danmark kan folketingsmedlemmerne vælge, om de vil lade sig registrere eller ej. Men hvis de siger ja, forpligter de sig til at oplyse om bestyrelsesposter, betalte udlandsrejser, selskabsinteresser og en række andre forhold.

I det norske parlament, Stortinget, har kun fire medlemmer undladt at lade sig registrere.

Her har ordningen været på banen et godt stykke tid inden den danske, og den nyder stor tilslutning blandt de norske politikere. At kun 121 af Folketingets 179 medlemmer lader offentligheden kigge dem over skulderen, møder kritik fra norske forskere.

»Man bør registreres og fortælle om sine økonomiske interesser, og jo flere folketingsmedlemmer, jo bedre. Der kunne Danmark muligvis lære noget af Norge«, mener professor i statskundskab Hanne Marthe Narud fra universitetet i Oslo. Hun peger på, at den norske ordning har skabt gode vilkår for en debat om åbenhed og interesser blandt politikerne.

Endnu ikke på nettet
Netop åbenhed var et af formålene med det danske register, da det blev indført. Og siden 2001 har Folketingets Præsidium talt om, at oplysningerne om folketingsmedlemmerne skulle være tilgængelige på internettet. Det skulle gøre det nemmere for borgerne og pressen at se nærmere på de folkevalgte, lød begrundelsen, forklarer jurist Claus Dethlefsen fra Folketingets Præsidium.

Men indtil videre er det blevet ved snakken. I 2001 besluttede daværende formand for Folketinget, Ivar Hansen (V), at registeroplysningerne skulle lægges ud på internettet. Men indtil videre har nye edb-systemer og manglende vilje i Præsidiet stillet sig i vejen for initiativet, forklarer et præsidiemedlem.

Det betyder, at oplysningerne - som netop er til for offentligheden - kun kan findes på nogle særlige computere i Folketingets Oplysning. Tjenesten oplyser, at det ikke er muligt hverken at faxe eller sende registeroplysningerne med e-mail. Men hvis man kigger forbi, kan man få dem udleveret.

Den manglende tilgængelighed møder kritik fra professor Hanne Marthe Narud.

»Det skal selvfølgelig være nemt for offentligheden at finde og hurtigt få fat på oplysningerne. Ellers er der ingen ide i det. For hvad er pointen med et offentligt register, hvis det stort set ikke er tilgængeligt for offentligheden?«, siger den norske professor.

Også den danske statskundskabsprofessor Erik Damgaard anbefaler større synlighed af registeret.

»Det er vigtigt at lægge tingene åbent frem, så der ikke opstår tvivl om, hvorvidt folketingsmedlemmer varetager personlige interesser. Men så skal det også være muligt at få fat i oplysninger uden alt for meget besvær«, mener han.