Sandt er det næppe, men det er svært at løsrive sig fra tanken, at Jussi Adler-Olsen har hentet inspiration fra en bornholmsk kattefejde, da han lod en af de første passager i sin sjette beretning om afdeling Q begynde på Sandflugtsvej i Rønne.
I Rønne Nord-kvarteret nær Almegårds Kaserne er der, som skrevet står i bestselleren ’Den grænseløse’, styr på dørhamre, messingskilte, trimmede græsplæner og andre statussymboler. Hvad man til gengæld ikke kan se med det blotte øje, er kvarterets årelange mysterium om snesevis af katte, der forsvinder op i den blå luft. Eller hvad der nu sker med dem.


























