Binali Yildirim under et politisk møde i Ankara i sidste måned.

Binali Yildirim under et politisk møde i Ankara i sidste måned.

Løkke udsætter møde med tyrkisk regeringschef

Den danske regering er bekymret over udviklingen i Tyrkiet.

Danmark

Statsminister Lars Løkke Rasmussen vil udskyde et besøg fra den tyrkiske regeringschef, Binali Yildirim.

Det sker i lyset af krisen mellem Tyrkiet og Holland, oplyser Statsministeriet.

Tyrkiet har truet Holland med »skånselsløs gengældelse«, efter at tyrkiske toppolitikere er blevet forbudt indrejse for at deltage i valgmøder forud for en tyrkisk afstemning om en ny forfatning.

Præsident Erdogan har kaldt hollænderne for både nazister og fascister.

Også andre tyrkiske toppolitikere har besøgt EU-lande for at føre valgkamp, og Yildirim oplyste i aftes, at han vil komme til Danmark næste weekend.

Det synes statsministeren er en dårlig idé.

»Den tyrkiske karakteristik af de vestlige demokratier og de aktuelle udfald mod Holland vil betyde, at et møde netop nu vil blive udlagt som udtryk for, at Danmark ser mildere på udviklingen i Tyrkiet, hvilket ingenlunde er tilfældet«, siger statsministeren.

I en skriftlig kommentar skriver Løkke Rasmussen, at det i forvejen var besluttet, at Yildirim skulle komme til København, efter at Løkke havde besøgt sin kollega i Ankara i december.

Mulighed for direkte kommentar

Men det skal ikke være nu, selv om de ville have en del at tale om.

»Den danske regering ser med stor bekymring på den aktuelle udvikling i Tyrkiet, hvor demokratiske principper er under stort pres. Normalt ville det ikke blokere for et møde, men snarere gøre det endnu mere relevant, fordi det kunne give mulighed for at formidle denne bekymring direkte« erkender Lars Løkke Rasmussen.

Tidligere i dag har udenrigsminister Anders Samuelsen udtrykt sin kritik af den tyrkiske reaktion over for Holland.

Udenrigsordfører Michael Astrup (V) skriver på Twitter, at han forventer, at Binali Yildirim ikke holder vælgermøder under sit besøg i Danmark i næste weekend.

Folketingets formand Pia Kjærsgaard (DF) ønsker ikke at kommentere sagen.

»Det er et rent regeringsanliggende, om en tyrkisk regerings premierminister vil komme til landet, og derfor ønsker hun ikke at udtale sig om det endnu«, oplyser hendes kontor til Politiken.

Dansk Folkepartis EU-ordfører og medlem af Folketingets Udenrigsudvalg, Kenneth Kristensen Berth,  mener, at Tyrkiets Europa-besøg de sidste par dage er direkte »uacceptable«:

»Jeg synes, at det er helt uacceptabelt, at Tyrkiet forvandler Europas lande til en slagmark for deres interne valgkamp«, siger han til Ritzau.

»Vi skal ikke have interne konflikter fra Tyrkiet importeret med assistance fra en meget selvsikker tyrkisk regering. Det duer ganske enkelt ikke«, siger han videre og understreger, at han mener, Danmark bør meddele premierministeren, at han ikke kan komme til landet og føre valgkamp.

Socialdemokrat og SF'er arrangerer demonstration

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Lars Aslan Rasmussen og SF'eren Serdal Benli, der er viceborgmester i Gladsaxe Kommune, er gået sammen om at arrangere en demonstration mod Binali Yildirims besøg i Danmark.

Det oplyser Lars Aslan Rasmussen på sin facebookprofil.

Demonstrationen vil finde sted søndag den 19. marts kl. 13.00 på Christiansborg Slotsplads. Det vil sige samme dag som regeringschefen har meldt sin ankomst til Danmark for at deltage i et borgermøde med herboende tyrkere. Indtil regeringschefen melder ud, at han ikke vil komme til Danmark alligevel, har de to politikere fortsat planer om at afholde demonstrationen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce