Grønt, gult og hvidt.
Det er de dominerende farver i Ejby Ådal for øjeblikket. Grønt fra græs og træer, gult fra forskellige blomster, hvidt fra hvide mjødurter og blomstrende hvidtjørn. Og i de lave, lidt fugtige strøg har paletten indslag af heftig rødlilla fra tusindvis af blomstrende orkideer i form af majgøgeurt.
Man fristes til at sige, at ådalen netop nu står i fuldt flor.
Men det gør Ejby Ådal faktisk fra april til september. For skrænterne, dalene og strimlen af flad kyst ud til Isefjorden, som tilsammen udgør det fredede område, rummer omkring 400 blomstrende plantearter, så det ene hold blomster afløser det andet.
