De tror, de har øjeblikket for sig selv.
Fyren, som går rundt i underbukser og pakker flyttekasser ud i en lejlighed et sted på Sjælland. Det ældre par, der et andet sted i landet har rykket frokosten ud på terrassen og øjensynlig er blevet enige om, at de skal have rødvin til maden. En kvinde fra Jylland har ladet sengen stå uredt og bruger nu eftermiddagen i køkkenet på at lege med modellervoks med en lille pige – måske hendes datter. Og imens er der en kvinde i Nykøbing Mors, som lægger sig i en liggestol i sin baghave, lukker øjnene og slumrer hen. Hun tror ikke, der er nogen, der ser, hvordan hun forinden har brugt tid på at fumle med at få sin stol indstillet ordentligt. Store træer og en hæk afskærmer haven, så man ikke kan se ind ude fra vejen.
Men jeg så det.
Jeg kan se dem alle. Fra mit lille, elektroniske kikhul på skærmen kan jeg følge med i, hvordan der ser ud i for- og baghaver, i indkørsler, værksteder, stuer, kontorer og tilmed i soveværelser i en række danske hjem.
