Justitsminister Søren Pape Poulsen vil under det danske formandskab for Europarådet forsøge at dæmme op for Menneskeretsdomstolens såkaldt dynamiske fortolkninger.
Foto: Stine Tidsvilde

Justitsminister Søren Pape Poulsen vil under det danske formandskab for Europarådet forsøge at dæmme op for Menneskeretsdomstolens såkaldt dynamiske fortolkninger.

Danmark

Overrasket justitsminister vil tage dommer på ordet og blande sig i kontroversielle sager

Justitsministeren vil danne alliancer med andre lande og på den måde forsøge at påvirke Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Danmark

Da Politiken i juli bragte et interview med den danske dommer ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, Jon Fridrik Kjølbro, bed justitsminister Søren Pape Poulsen (K) mærke i én ting:

Nemlig, at domstolen meget sjældent oplever, at de 47 medlemslande i Europarådet blander sig i verserende sager. Ja, den danske menneskerettighedsdommer nærmest opfordrede de danske politikere til at blande sig.

»Det er ekstremt værdifuldt, når vi sidder som dommere og skal træffe afgørelser, at vi hører, hvad de forskellige medlemsstater mener. De får mulighed for at forklare, hvad deres retstilstand er, og hvorfor de mener, at en sådan afgørelse kan få uheldige konsekvenser for eksisterende retssystemer«, forklarede Kjølbro.

En oplysning, der i den grad kom bag på justitsministeren hjemme i Danmark.

»Jeg blev overrasket. Men det er bare ikke noget, vi har tradition for at gøre. Og det har ingen lande haft. Derfor bliver jeg meget overrasket over, at en dommer kommer og næsten beder om det. Og så har jeg det sådan, at det skal han ikke sige to gange«, forklarer Søren Pape Poulsen.

Det er vigtigt at sige, at det her ikke er noget med at ændre konventionen eller undergrave konventionen

Han satser derfor på, at en sideeffekt af det kommende danske formandskab for Europarådet kan blive, at Danmark i fremtiden danner skiftende alliancer med andre lande for på den måde at lægge pres på domstolen i forbindelse med kontroversielle sager, der vil kunne påvirke landene efterfølgende. Justitsministeriet har nu undersøgt, hvor ofte Danmark de seneste 15 år har interveneret, som det hedder, i verserende sager ved menneskerettighedsdomstolen.

Det er sket én gang.

»Og jeg tror, Tyskland har gjort det to gange. Men det vil vi have fokus på. Jeg kunne da godt forestille mig, at Danmark, Østrig, Schweiz og andre lande kunne have fælles interesser og kunne sige: »Hør lige, det her er vi ti lande godt nok uforstående over for!«, forklarer Pape Poulsen:

»Jeg tror på, at man kan lægge et pres«.

Diplomatisk balancegang

Justitsministeren har sagt ja til et interview om det kommende danske formandskab i Europarådet. Et formandskab, der strækker sig fra november og et halvt år frem.

Gennem en længere periode har en såkaldt taskforce under Justitsministeriet rejst rundt til mange af de 47 lande i Europarådet for at få dem gjort varme på ideen om en ’Københavnerklæring’. Der er tale om en delikat balancegang.

På den ene side vil den danske regering gerne have vedtaget en erklæring, der sender et kraftigt signal til menneskerettighedsdomstolen om at begrænse sin såkaldt dynamiske fortolkning af den knap 70 år gamle menneskerettighedskonvention. Hver gang domstolen afsiger en dom, lægger den sig nemlig i bunken af domme, som de forskellige nationale domstole skal skele til, når de behandler deres sager. Og den dynamiske fortolkning medfører som regel – påpeger kritikerne – at flere og flere ting gøres til menneskeretslige problemer.

På den anden side kan den danske ambition om at begrænse menneskerettighedsdomstolens indflydelse af nogle lande blive opfattet som et angreb på menneskerettighederne som sådan.

Pape formulerer ambitionen således:

»Vi kommer til at fokusere på den dynamiske fortolkning af menneskerettighedskonventionen. Det, der faktisk ligger os meget på sinde, er, at det jo er et forsvar for menneskerettighederne. Det, vi vil, er at forandre for at bevare. Vi kan se, at menneskerettighedsdomstolen har dømt i nogle sager omkring udvisning, sociale og økonomiske sager, hvor man kan stille sig selv det spørgsmål: Var det det, den var sat i verden for? Og der synes den måske at være gået for langt«.

Han fortsætter:

»Det her giver jo forskellige reaktioner i landene. Derfor tror jeg også, det er vigtigt at sige, at det her ikke er noget med at ændre konventionen eller undergrave konventionen. Det tror jeg godt, der kan være en nervøsitet for i nogle lande – om det er det, der er projektet. Nej, det er fortolkningen«.

Et eksempel, der ofte fremdrages af regeringen, er vaneforbryderen Gimi Levakovic, der fik Højesterets ord for, at han ikke kunne udvises for sin kriminalitet. Det ville nemlig være i strid med menneskesrettighedskonventionens artikel 8 om retten til familieliv. Højesteret henviste i afgørelsen til en tidligere lignende dom fra netop menneskerettighedsdomstolen, som Danmark med andre ord nu måtte rette sig efter i tilfældet Levakovic.

Pape Poulsen fortsætter:

»Hvis vi ønsker, der skal være en international retsorden og menneskerettigheder, og vi ønsker en folkelig forankring og opbakning til det, så nytter det ikke noget, at Danmark – for at sige det ligeud – ikke kan udvise en Levakovic. Hvis vi får for mange af den slags sager, så tror jeg, vi som politikere mister opbakning i befolkningen til at være en del af de her konventioner. Så min og regeringens ambition er ikke, at nu skal vi se, hvordan vi kan komme ud af det her eller underminere det – nej, det er faktisk at styrke det. Ved at få talt om, hvordan vi – ikke ændrer konventionen – men får lavet en eller anden Københavnerklæring om, hvad tilgangen er til det«.

Positive reaktioner

Justitsministeren er forsigtig optimist.

»Jeg kan jo mærke på den taskforce, vi har nedsat, at vi alt andet lige bliver positivt modtaget rundt omkring. Det her er en lang proces, men jeg synes, vi bevæger os i den rigtige retning. Det vil være vores hovedpunkt i det formandskab at få skabt en forståelse for, at der er altså noget, en domstol skal passe meget på omkring dens fortolkning«.

Det er dog ikke første gang, at medlemslande i Europarådet har fokuseret på at tøjle menneskerettighedsdomstolens fortolkning af konventionen. Så sent som i 2012 under det britiske formandskab blev der eksempelvis vedtaget den såkaldte Brightonerklæring i samme boldgade.

Søren Pape, hvad får dig til at tro, at I kan gøre noget ved det?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Helt lavpraktisk, at verden har forandret sig. Da Brightonerklæringen blev lavet i 2012, så vi jo ikke de flygtninge- og migrationsstrømme, som jeg tror betyder noget for landene«, svarer han.

Ikke desto mindre kunne Politiken i december sidste år løfte sløret for, at det tyske indenrigsministerium havde givet noget nær en kold skulder til en dansk embedsmand, der havde været dernede for at diskutere emnet. På mødet havde tyskerne understreget over for den danske udsending, at den tyske regering går ind for at styrke menneskerettighedskonventionen og domstolen.

»Den tyske regering understregede, at det i den nuværende situation er særligt vigtig, at dette system ikke svækkes, og at man skal undgå risici for, at det sker«, oplyste det tyske ministerium efter mødet med den danske repræsentant.

Pape, det lyder umiddelbart lidt i modstrid med det, du siger om, at flygtningestrømmen gør, at der begynder at være medvind for jeres tankegang?

»Jo, jo, når jeg nævner flygtningestrømmen, så er det for at sige, at jeg tror i hvert fald, at vi kan være enige om, at det har forandret noget i Europa på mange måder. Jeg kan jo ikke sidde her og sige, hvordan det er i et bestemt land. Jeg kan bare sige, at vi har en god dialog. Og jeg kan i hvert fald sige så meget, at jeg også har haft en dialog med tyskerne. Er vi så et sted nu, hvor alle er enige? Nej, det er vi ikke, men det er jo der, vi prøver at bevæge os hen med det gode argument«.

Man kunne måske få den mistanke, at det også lidt er indvortes brug – altså et signal til vælgerne om, at regeringen skam også er træt af, at Levakovic stadig er i Danmark. Tror du på, at I reelt får ændret noget?

»Ja, for ellers kastede vi os ikke ud i det. Men bliver det svært – ja«

Jeg tror, at de færreste sådan rigtig vil begræde det, hvis vi blev en Levakovic fattigere på dansk jord. Men er det ikke netop pointen med internationale spilleregler, at de skal gå ind og sige, at det kan godt være, at der er en folkestemning i et land nu her, men vi har nu en gang vedtaget en konvention, som er skrevet i generelle termer, og så har vi en domstol, der efterfølgende i en række domme har præciseret, hvad det betyder i dag?

»Der får man jo netop fortolkningen ind. Og det er derfor, jeg mener, at der skal være et rum til debat. Det her handler ikke om at sende nogen ud til tortur og henrettelse, for det skal man jo aldrig gøre, uanset hvor store forbrydere de er. Men at sende folk til et land, hvor de jo ikke er i fare, men hvor det måske bare ikke er så komfortabelt at være ... skal det virkelig være menneskerettigheder? Jeg vil sige, at det er politik«, svarer han.

Et andet problem med menneskerettighedsdomstolen er det voksende antal sager. I maj var tallet oppe på 93.000, og som justitsministeren formulerer det, er domstolen »ved at blive lagt ned«.

Han finder det dog svært direkte at gå ind og styre antallet af sager, der indbringes. Derimod mener han, at det vil dæmpe nogles lyst til at klage til domstolen, hvis den dynamiske fortolkning begrænses.

»Det er klart, at jo mere man åbner for en fortolkning, jo mere sidder der jo jurister rundt omkring og kigger og siger, »hov, her er vist noget, vi skal have prøvet«.

Så en Københavnerklæring kunne være en formulering, der indskærper yderligere over for domstolen, at nu må I altså begrænse jer?

»Ja, det er det, vi gerne vil frem til«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og alle 47 lande skal være med i en sådan formulering?

»Ja«.

Vil du sige, hvem der er sværest at danse med?

»Nej«, svarer Pape Poulsen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce