Annonce
Annonce
Danmark 3. mar. 2010 KL. 11.51

Muhammed-advokat håber fortsat på forlig med aviser

Saudisk advokat afviser, at han bruger økonomiske trusler for at få aviserne til at makke ret.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Mhammedsagen

Forliget

Politikens forlig er indgået med advokat Faisal Yamani, der repræsenterer organisationen Elaph Ahlo Al-Bait, der er en paraplyorganisation for enkeltpersoner og nationale organisationer for profeten Muhammeds direkte efterkommere i otte lande.

Organisationen er grundlagt i 2008 og er finansieret af Faisal Yamanis far, den tidligere saudiske olieminister, Sheik Faisal.

Vi skriver 2010, fem år med tegningskrise er mere end nok


Advokat Faisal Yamani

Advokaten for en række foreninger af direkte efterkommer af profeten Muhammed har ikke noget hastværk med at trække danske aviser igennem en dyr retssag om genoptrykningen af tegneren Kurt Westergaards omdiskuterede Muhammedtegning.

Advokat Faisal Yamani indgik i februar forlig med dagbladet Politiken, der undskylder den krænkelse, som genoptrykningen af tegningen i forbindelse med afsløringen af det første mordkomplot mod Kurt Westergaard i februar 2008 forvoldte muslimer over hele verden.

'En fremstrakt hånd'
Ifølge Yamani er det en misforståelse, at der nu kommer en retssag mod de øvrige danske aviser, der bragte et genoptryk af tegningen for over to år siden.

»Jeg har en fremstrakt hånd til de danske aviser. Forliget med Politiken viser, at det er muligt«, siger Faisal Yamani.

Bortset fra Politiken har de øvrige danske aviser afvist at imødekomme advokatens ønsker, fordi genoptrykningen alene blev bragt som en »naturlig journalistisk illustration i forbindelse med dækningen af historien om Kurt Westergaard«.

Ingen kontakt til Muhammed-advokat
Hos Danske Dagblades Foreningen(DDF), der repræsenterer de danske aviser, oplyser administrerende direktør, Ebbe Dal, at DDF ikke har været i kontakt med Faisal Yamani efter Politikens forlig i sagen.

Ebbe Dal erkender, at der kan være en mulighed for, at en udmarvende retssag om genoptrykningen af tegningerne kan blive anlagt i London, fordi genoptrykningen af tegningerne også er sket på internettet, og fordi en del af aviserne kan købes i Storbritannien.

»Jeg vil helst ikke ud i en større juridisk overvejelse, men det er en kendt sag, at ’procesturisme’ er noget, der tales meget om i øjeblikket. Der er en række eksempler på, at der er behandlet sager ved britisk ret om tvister, der forekommer ret uvedkommende for Storbritannien«, siger Ebbe Dal.

I Saudi-Arabien er Faisal Yamani ikke meget for at komme ind på de juridiske følger, hvis der ikke kan indgås forlig.

»Lad os stoppe den diskussion om, at sagen skal føres i London. Jeg vil ikke nægte, at London kunne blive et muligt sted, hvor vi søger sagen behandlet. Men det kan også være andre lande, fordi alt er blevet bragt på internettet, derfor er de danske medier omfattet af mange forskellige landes lovgivning«, siger Faisal Yamani. Han vil hellere snakke om fortsatte forligsmuligheder.

»Jeg vil gerne i kontakt med aviserne, deres redaktører eller deres advokater. Vi skriver 2010, fem år med tegningskrise er mere end nok. Vi er også villige til at bruge en eventuel mægler, men hvis et forlig ikke kan lykkes, så har jeg mandat til at fortsætte forberedelserne til at søge sagen bragt for retten. Så kommer der en lang og dyr juridisk proces. Jeg arbejder på det, men det har ingen hast«, siger Faisal Yamani.

Tegning ikke vist i aviser i to år
Han bygger sin fortsatte optimisme på, at ingen danske aviser har vist den omstridte tegning i to år, selv om der har været flere store nyheder i sagen, der gjorde det oplagt at genoptrykke den. Heller ikke i fredags, da nyheden om Politikens forlig kom frem, valgte nogen aviser at følge Pia Kjærsgaard (DF), der opfordrede aviserne til at trykke tegningen igen.

Aviserne har også fjernet tegningen fra deres internetsider.

»Det fortæller mig, at de nu forstår, at det er en krænkende ting at genoptrykke. Det viser en meget, meget positiv udvikling i de danske medier«.

Kan du forstå, at denne snak om dyre juridiske processer kan opfattes som økonomiske trusler mod aviser, der forsvarer ytringsfriheden?

»Det håber jeg sandelig ikke er folks opfattelse. Hvad jeg siger, er, at der kan komme en vis økonomisk udgift og en risiko. Det er vi ikke interesserede i, og det burde de heller ikke være«, forklarer Faisal Yamani.

Bag om Muhammed-tegningerne

Få overblik over de vigtigste datoer og begivenheder i forløbet om Muhammed-tegningerne.

30. september 2005

Jyllands-Posten bringer 12 tegneres bud på, hvordan profeten Muhammed ser ud. Tegningerne bringes under overskriften 'Muhammeds ansigt'.

8. oktober 2005

Islamisk Trossamfund forlanger, at Jyllands-Posten giver alle muslimer en undskyldning og ligeledes trækker flere tegninger tilbage.

12. oktober 2005

Ambassadører fra 11 muslimske lande skriver et brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og anmoder om et møde for at diskutere smædekampagnen i den danske offentlighed mod islam og muslimer

14. oktober 2005

Omkring 3.000 muslimer demonstrerer i København mod tegningerne.

15. oktober 2005

Politiken bringer tegningerne for første gang. Fem af de 12 tegninger trykkes i avisen, deriblandt Kurt Westergaards tegning med bomben i turbanen. Siden har Politiken bragt denne tegning ni gange.

21. oktober 2005

Anders Fogh Rasmussen afviser at mødes med ambassadørerne. Ytringsfriheden er selve det danske demokratis fundament. Ytringsfriheden er meget vidtrækkende, og den danske regering har ingen mulighed for at påvirke pressen, skriver statsministeren i sit svar.

28. oktober 2005

11 muslimske organisationer politianmelder Jyllands-Posten for at have overtrådt såvel blasfemi- som racismeparagraffen.

December 2005

En delegation af muslimer bl.a. med deltagelse fra Det Islamiske Trossamfund og imamerne Ahmed Akkari og Kasem Ahmad rejser til Mellemøsten for at vinde støtte til en kritik af Jyllands-Posten og Danmark.

20. januar 2006

En sms- og emailkampagne for boykot af danske varer breder sig i Saudi-Arabien.

29. januar 2006

Libyen lukker sin ambassade i Danmark.

29. januar 2006

Dannebrog afbrændes under demonstrationer på Vestbredden og i Gaza og det meste af Mellemøsten.

30. januar 2006

Jyllands-Posten udsender en erklæring på internettet på dansk, engelsk og arabisk og i avisen til 'Ærede medborgere i den muslimske verden'. Her skriver JP blandt andet: De 12 tegninger var efter vores opfattelse sobre og var ikke tænkt som krænkende. De var ikke i strid med dansk lovgivning, men har uafviseligt krænket mange muslimer, hvilket vi skal undskylde. Dokumentation: Jyllands-Postens undskyldning i 2006

31. januar 2006

Demonstranter i Gaza råber ’Død over Danmark’, kræver handelsboykot og sætter ild til portrætter af Anders Fogh Rasmussen.

2. februar 2006

Under et interview med den arabiske tv-station Al Arabiya undskylder statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke for tegningerne, men understreger, at han personligt »er dybt bedrøvet over, at mange muslimer opfatter tegningerne i den danske avis som en krænkelse af profeten Muhammed«. Dokumentation: Interview med Fogh i arabisk tv 2006

3. februar 2006

En lille gruppe demonstranter trænger ind på den danske ambassade i Indonesien, men fjernes hurtigt fra ambassaden. En uges tid senere forlader personalet ambassaden pga. trusler.

4. februar 2006

Demonstranter sætter ild til den danske ambassade i Damaskus, Syrien.

5. februar 2006

Det danske konsulat i Beirut, Libanon, angribes af demonstranter, der sætter ild til konsulatet.

6. februar 2006

I Irans hovedstad stormer demonstranter den danske ambassade og forsøger at stikke den i brand.

28. februar 2006

En opgørelse viser, at en eller flere af de omstridte Muhammedtegninger har været publiceret i 143 aviser i tilsammen 56 forskellige lande. I Pakistan afbrændes dukker af den danske statsminister under voldsomme demonstrationer.

Ultimo februar 2006

Ifølge bogen 'Profet-affæren' udgivet af Dansk PEN er 89 mennesker blevet dræbt i forbindelse med optøjer under karikaturkrisen.

14. marts 2006

Rigsadvokaten beslutter, at der ikke skal rejses tiltale mod Jyllands-Posten for at have bragt 12 tegninger af Muhammed.

26. oktober 2006

Jyllands-Postens chefredaktør og kulturredaktør frifindes i byretten i Århus i en civil sag om avisens tegninger af Muhammed. Det Islamiske Trossamfund har sagsøgt de to redaktører for injurier og bagvaskelse af muslimer. Tidligere har både statsadvokaten i Viborg og Rigsadvokaten afvist at rejse straffesag mod Jyllands-Posten. Vestre Landsret stadfæster dommen 19. juni 2008.

28. september 2010

Norsk efterretningstjenste offentliggør, at en 37-årig mand har tilstået, at han i samarbejde med andre havde planer om at sprænge Jyllands-Posten i luften. Den 37-årige blev sammen med to andre varetægtsfængslet 8. juli. Ifølge det norske sikkerhedspoliti havde manden planlagt at slå en af muhammedtegnerne ihjel.

10. september 2010

Der sker en mindre eksplosion på et toilet på Hotel Jørgensen i Rømersgade i det indre København. Eksplosionen sker i forbindelse med konstruktionen af en bombe, som politiet mener skulle være sendt til Jyllands-Posten. Bombemanden - en etbenet tjetjener bosiddende i Belgien - er endnu ikke sigtet efter terrorparagraffen.

Sommeren 2010

Tre personer, der stod bag tegningerne af Muhammed i Jyllands-Posten, optræder på en officiel dødsliste i Al-Qaedas første engelsksprogede magasin, Inspire, der udgives på internet. Ialt ni personer optræder på listen, heriblandt Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose, avisens tidligere chefredaktør Carsten Juste og tegneren Kurt Westergaard, som lavede den famøse tegning af profeten Muhammed med en bombe i turbanen.

12. februar 2008

PET anholder om morgenen tre mænd, som menes at planlægge et mord på tegneren Kurt Westergaard.

13. februar 2008

17 danske aviser genoptrykker en eller flere Muhammedtegninger.

28. august 2009

En saudiarabisk advokat, Faisal A.Z. Yamani, sender et krav til flere danske dagblade om, at de i avisen bl.a. bringer en uforbeholden undskyldning for at bringe Kurt Westergaards karikaturtegning.

2. september 2009

Politiken offentliggør brevet fra advokat Faisal A.Z. Yamani og Tøger Seidenfadens svar.

27. oktober 2009

PET offentliggør, at der i Chicago, USA, i løbet af oktober er anholdt to personer, som planlagde et terrorangreb mod Jyllands-Posten. Planen blev kaldt 'Mickey Mouse-projektet'. Ingen danske aviser bringer Kurt Westergaards Muhammedtegning i den forbindelse. En af de sigtede tilstår i marts 2010, at han ville begå et terrorangreb mod Jyllands-Posten.

1. januar 2010

En 28-årig somalier trænger ind i Kurt Westergaards hjem med en økse. KW skjuler sig i et sikringsrum, og politiet anholder den 28-årige. Ingen aviser bringer hans karikaturtegning i den forbindelse. Somalieren sigtes efter terrorparagraffen.

19. januar 2010

Jyllands-Posten bringer en meningsmåling, der viser, at 84,2 pct. er enige i samtlige betydningsfulde danske mediers beslutning om ikke at bringe Kurt Westergaards karikaturtegning efter attentatet på Kurt Westergaard 1. januar 2010.

Research: Politikens Bibliotek

 
Annonce

SKOLE OG UDDANNELSE – Fokus på skolernes fremtid

Læs Politiken hver TIRSDAG BESTIL I DAG

- Få mail ved breaking news

Annoncer
Gældskrisen
12. feb. KL. 21.41
Ballade. 6.000 betjente er udkommanderet for at sikre ro i gaderne i Athen. Indtil videre er det ikke lykkedes helt. - Foto: THANASSIS STAVRAKIS/AP

100.000 grækere er gået på gaden i protest

Mange betjente og demonstranter såret i gadekampe i Athen.

Internationalt
12. feb. KL. 21.15

Redaktør: Intern konflikt i regeringen er nu højspændt

Betalingsringen rider regeringen som en mare. Se analysen fra den politiske redaktør.

Det arabiske oprør
12. feb. KL. 19.38
Foto: NASSER NASSER/AP

Arabere vil lave fredsstyrke sammen med FN

Arabisk liga vil forsøge at presse FN til at skabe fælles fredsbevarende styrke.

Annoncer
Annoncer

Det sker
Københavnersmart. Kælen lyssætning. Marineblå modestrik. Delvis frisering. Sådan ser en falstring ikke ud. Og man bliver ikke udkantsdansker med et trylleslag, blot man sætter sig i et uddateret lædertabermøbel, påpeger Djævlens Advokat over for komikeren Mick Øgendahl, der pynter sig med lånte provinsfjer. - Foto: PR-foto
12. feb. KL. 18.00

Mick Øgendahl: Jeg er begyndt at drikke dåsebajere uden at flække et søm i toppen

ibyen anbefaler

restaurant & cafe