Unge kriminelle fra etniske minoriteter i de københavnske fængsler ønsker mere end noget andet at blive en del af samfundet.

Men de bærer på byrder som manglende omsorg, hyppige institutionsophold og fædre, der er døde, forsvundne eller har forsøgt at kompensere for deres egen fiasko ved at banke deres drenge til orden.

Det fortæller en ny og meget omfattende rapport, som med støtte fra Trygfonden er skrevet af dr.theol. Lissi Rasmussen. Hun er præst og leder af Islamisk-Kristent Studiecenter.

I de seneste to år har hun læst 500 journaler og talt med knap 200 indsatte, og rapporten fortæller, at især børn af flygtningeforældre har lidt under manglende voksenomsorg. Mindre end hver tredje af de unge med flygtningebaggrund har forældre, der bor sammen, og hvor forholdet til begge forældre er rimeligt.

Megen opløsning i familierne
»Et af de mest overraskende resultater for mig er, at der er så megen opløsning i familierne med de kriminelle unge. De etniske familier er her ikke karakteriseret ved et stærkt og sundt familiesammenhold. Tværtimod«, siger Lissi Rasmussen.

Ali hedder en af de unge, som hun har talt med. Han er 19 år, og hans historie afspejler mange af de andres. Han har fået en dom på et år og seks måneder for medvirken til et røveri, hvor han var chauffør. Nu står han til udvisning til Iran, hvor han er født. Det er anden gang, han sidder i fængsel. Hans mor og fire søskende bor i Danmark.

Forældrene blev skilt, da han var lille, og faderen kom i fængsel. Da Ali var 13 år, rejste han med sin mor og fire søskende til Danmark og bosatte sig i Mjølnerparken på Nørrebro.

Indlagt på psykiatrisk afdeling
Her blev moderen gift med en herboende iraner, som hun så senere blev skilt fra. Både moderens og børnenes forhold til stedfaderen har været meget konfliktfyldt, og han har også efter skilsmissen chikaneret familien.

Der har ingen kontakt været til den biologiske far, siden familien forlod Iran. Ali og hans søskende ved end ikke, hvor han. Ali har en bror, der bevæger sig ind og ud af fængslerne, og to søstre, der er ude i et stofmisbrug.

Desuden har moderen flere gange været indlagt på psykiatrisk afdeling, når pengene er sluppet op, og børnenes problemer er blevet for meget.

Vi skal gøre det bedre
Samtidig med at rapporten er et indblik i en verden, der på mange måder er faldet sammen, er den et råb om anerkendelse, og de unges vanskeligheder med at gøre comeback til samfundet har også rod i den sociale opdeling mellem ’dem og os’, som langsomt er kommet til at gennemsyre vort samfund, mener Lissi Rasmussen.

»Det er denne tankegang, der skaber så stor vrede hos unge med muslimsk baggrund, der i forvejen ikke føler sig anerkendt, og som forhindrer en stolthed ved borgerskabet. De er ikke stolte over at være danske borgere, tværtimod; de fleste ønsker at rejse væk«.

Også den konservative justitsminister, Lars Barfoed, har læst i rapporten og mener, at den fortæller tre væsentlige ting: at de unge mangler voksenrelationer, at de har fået deres liv revet itu af for mange ophold på institutioner, og at de mangler en følelse af at høre til.

»De opfatter sig som ekskluderede af samfundet, og så reagerer de imod det«, siger Lars Barfoed, der er enig i, at det danske samfund ikke har gjort nok for at få de unge til at høre hjemme.

Barfoed: Der skal ikke slækkes på konsekvenserne
»Jeg er sådan set enig i, at vi ikke har været gode nok. Jeg vil ikke ind i, at der skal ske en radikal ændring i vores tilgang, men vi er åbenbart ikke eksplicitte nok i vores tilgang til den gruppe unge mennesker i retning af at bruge vi-formen«, siger ministeren og føjer til, at »vi skal gøre dem forståeligt, at vi opfatter dem som en del af samfundet, og at vi gerne vil have, at de deltager i vores samfunds udvikling«.

Lars Barfoed understreger dog, at det ikke betyder, at der skal slækkes på konsekvenserne. Når samfundet har gjort, hvad det kan, og de unge stadig »ikke er indstillet på at acceptere de værdier, vores samfund er baseret på, og ikke mindst undgå at lave vold, tyveri og hærværk, så tolererer vi ikke mere«, siger Lars Barfoed.

Han forventer sig meget af en ny ordning, hvor unge indsatte skal have kontakt til en voksen mentor i den sidste tid i fængslet og det første stykke tid, når de er kommet ud.

Lillebror er klar
At det er nødvendigt med en tilnærmelse fra både samfundets og de unges side, er Lissi Rasmussen ikke i tvivl om. For, som hun konkluderer til sidst i rapporten:

»Kun en overordnet ændring i vores måde at forholde os til vores etniske minoriteter på, der modvirker den følelse af social udstødelse, som gør rekruttering til kriminelle grupper mulig, vil radikalt ændre noget og få de unge til at føle, de er en del af samfundet, er ligeværdige medborgere og dermed også har ansvar for dette samfund. De unge er også vores ansvar. Vore politikere, medier og andre meningsdannere bør gå foran i denne proces, så vi kan udfordre vores egen selvforståelse og besinde os på, hvordan vi lever som danske medborgere i et inkluderende VI. Der er ingen anden vej. Fortsætter vi som hidtil, vil problemerne vokse – lillebrødrene står klar«.