Hvis det står til Enhedslisten, skal Danmark på sigt blive et kommunistisk samfund med indgreb i den private ejendomsret. Målsætningerne for partiets socialistiske alternativ beskrives i Enhedslistens principprogram. I afsnit syv lyder det: »En socialisme, der peger frem mod et klasseløst/kommunistisk samfund«. Programmet er vedtaget på partiets årsmøde. Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen bekræfter, at målet er et kommunistisk samfund. »Når Enhedslistens program taler om en kommunistisk utopi, så betyder det et samfund, hvor ingen mennesker tjener på andres arbejdskraft. Hvor alle bidrager til samfundet, og hvor den rigdom, der skabes, fordeles ligeligt. Det synes jeg er en smuk utopi«, siger hun.
REPORTAGE Til fest hos Enhedslisten: 'Johanne er mere frisk end Villy'
Johanne Schmidt-Nielsen slår fast, at Enhedslisten tager afstand fra Sovjetunionens form for kommunisme.
»Det har intet at gøre med Sovjetunionen og de andre diktaturer. Faktisk er vi så langt væk fra diktaturerne i østblokken, som vi kan komme«, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der også forklarer, at man skal forstå målet om kommunisme på samme måde, som Karl Marx formulerede det i 1800-tallet. Program spøger i valgkampen I takt med at Enhedslisten er gået frem i meningsmålingerne, er partiets principper blevet taget op i forskellige medier. Det har fået Johanne Schmidt-Nielsen til at bebude en modernisering af programmet. Men målene om et klasseløst kommunistisk samfund vil partiet beholde. »Man kan godt overveje, om ordet skaber for mange misforståelser. Jeg mener, at programmet kan bruge en gennemskrivning. Men når der tale om en kommunistisk utopi, er det i forståelsen af et samfund, hvor man ikke tjener penge på andre menneskers arbejdskraft, og hvor rigdommen fordeles ligeligt. Det er en smuk fremtidsvision, synes jeg«, siger den politiske ordfører.


























