Annonce
Annonce
Politik

Ny hovedpine for Løkke: LA truer med at vælte Pind

Hvis ikke justitsministeren vil følge en folketingsbeslutning om at udlevere krigsdokumenter fra lukket kommission, kan han miste LA's tillid eller blive tvunget til at genåbne Irak- og Afghanistankommissionen.

Se Lars Løkkes pressemøde. Kilde: Ritzau
Annonce

Mindre end et døgn efter, at regeringens ene støtteparti, de konservative, har udtrykt mistillid til Eva Kjer Hansen (V) som fødevare- og miljøminister, truer et andet af regeringens støttepartier med, at samme skæbne kan overgå justitsminister Søren Pind (V).

På fredag skal Folketinget stemme om LA's beslutningsforslag, der skal tvinge regeringen til at udlevere de indsamlede papirer fra den nu lukkede Irak- og Afghanistankommission. Hvis forslaget stemmes igennem, og Søren Pind stadig nægter at følge flertallet, kan hans ministerpost komme i fare.

Indtil videre har Søren Pind afvist at udlevere papirerne.

REGERINGEN PÅ VEJ I MINDRETAL LA tvinger Irak-dokumenter frem

»Alt tyder på, at vi får flertal (for beslutningsforslaget, red.). Og så ligger initiativet på regeringens skuldre - om den vil gøre det samme, som den gjorde før jul omkring udviklingsbistanden og sidde et folketingsflertal overhørig. Det er måske ikke så klogt at gøre det to gange med så kort tid imellem. Men det er jo en mulighed, at den gør det«, siger Liberal Alliances udenrigsordfører, Mette Bock.

Hun fastslår, at partiet i så fald vil komme med en modreaktion.

En reaktion, der i yderste konsekvens kan være at udtrykke mistillid til hele regeringen, men hun oplister også en række andre og mindre drastiske handlemuligheder.

»Man kan udmønte et nyt beslutningsforslag, man kan tænke på at udtrykke mistillid til ministeren, eller man kan overveje at genåbne kommissionen. Og sådan vil der være en række udfaldsmuligheder afhængig af, hvad han (Søren Pind, red.) kommer med; vi ved jo ikke, hvad han vil sige på fredag. Så afhængig at hvad ministeren kommer og siger, vil vi tage stilling til, hvordan vi skal reagere. Men en reaktion, det kommer der«, truer Mette Bock og understreger, at »vi har jo for længst sagt, at regeringen kan ikke være sikker på, at den har vores opbakning«.

Omstridt lukning

En af regeringens mest kontroversielle gerninger har netop været, da den lukkede kommissionen, der blandt andet skulle undersøge beslutningsgrundlaget for Irakkrigen.

Liberal Alliance bakkede sammen med den øvrige del af den borgerlige blok op om den beslutning. Men partiet krævede til gengæld, at de mange tusinde dokumenter, kommissionen havde rekvireret fra diverse ministerier og forsvaret, skulle gøres offentligt tilgængelige. Dog undtaget, hvis der var tale om klassificerede dokumenter. Og regeringen skulle vel at mærke lave en liste over, hvilke dokumenter, der foreligger, så interesserede ikke behøver søge i blinde i de mange tusinde dokumenter.

Ønsket blev dengang blankt afvist af Søren Pind, og derfor har Liberal Alliance taget konsekvensen ved at fremlægge et beslutningsforslag, som et flertal forventes at tilslutte sig fredag. Ud over den røde fløj har også de konservative tidligere udtrykt opbakning til ideen.

Søren Pind har ikke reageret på henvendelser om sagen, og da Politiken møder ham på Christiansborg, forklarer han, at han ikke har kommentarer til udmeldingen fra LA.

Adspurgt, om han vil følge beslutningsforslaget, hvis det bliver vedtaget, svarer han kort:

»Det vil tiden vise«.

LÆS OGSÅ LA om Irak-krigen: Vi går ind for maksimal åbenhed

Mette Bock undrer sig over, at ministeren ikke har vist villighed til forhandling med hende om sagen.

»Den samtale synes jeg godt, man kunne have indkaldt til, og det er jeg faktisk skuffet over, at man ikke har«, siger hun og fortsætter:

»Jeg synes, det er uklogt, men det er jo et politisk valg. Jeg ved ikke, om de forestiller sig, at vi trækker os tilbage i sidste øjeblik eller et eller andet, men det kan jeg garantere, at det gør vi altså ikke«, siger hun og understreger:

»Der er mange ting, som man kan tænke på. Der er forskellige grader af mistillid til en regering eller en minister, der kan være opfølgende beslutningsforslag, eller vi kan begynde at diskutere Irakkommission igen – det har vi ikke lagt os fast på«.

»Det er meget drastisk«

Hun er forundret over, at regeringen ikke bare frivilligt har sagt ja til at fremlægge papirerne, hvis den har ret i, at der ikke er noget fordækt ved de to krige.

»Vi har hele tiden sagt til regeringen, at vi ikke tror, der er noget at skjule, for det har regeringen jo selv sagt. Det har vi tillid til, er rigtigt. Men det er klart, at hvis regeringen vælger at sige, at 'der er ikke noget at skjule, men vi vil ikke fremlægge de her dokumenter', 'så begynder man jo at tænke, hvad handler det her så om?', ik'«, siger hun.

Så hvis det bliver et blankt nej fra regeringen til at følge et vedtaget beslutningsforslag, så vil I afsøge andre muligheder, hvor en genåbning af kommissionen kunne være en mulighed?

»Vi vil afsøge de muligheder, der er, og jeg understreger kraftigt, at vi ikke har diskuteret det i gruppen og lagt os fast på, hvad vi vil gøre. Men vi vil undersøge, hvad det er for reaktionsmuligheder, der er. Og vi vil selvfølgelig også tale lidt med de andre partier om, hvad man kan gøre«.

Mette Bock tilføjer:

»Jeg kan da godt forestille mig, at der vil være nogen fra oppositionen, der vil begynde at tænke i mistillid og den slags ting. Men lad os nu se«.

Det er meget drastisk, er det ikke?

»Det er meget drastisk, og det vil vi da helst undgå. Men jeg synes faktisk, at vi har været rimelig fair over for regeringen i den forstand, at vi har talt om det her rigtig lang tid. Først havde de en mulighed for at undgå, at der blev lavet beslutningsforslag, hvis de selv kom med noget. Det valgte de ikke at gøre. Så kommer vi med det beslutningsforslag, som vi har adviseret. Så er der stort set radiotavshed. Så kommer det i salen, og så må vi jo tage den derfra«, svarer Mette Bock.

R og EL: Hellere genåbning end Pind-fyring

Ikke overraskende er både de radikale og Enhedslisten stærkt begejstret for presset på regeringen i sagen. Men begge partier foretrækker en genåbning af kommissionen frem for en mistillidserklæring til Søren Pind, hvis han ikke følger beslutningsforslaget.

»Hvis vi kommer i den situation, vi jeg kraftigt opfordre Liberal Alliance til at holde fokus på bolden og gå efter at få genåbnet kommissionen. Det er det mest fair over for alle parter, mener udenrigsordfører Martin Lidegaard (R).

Forsvarsordfører Eva Flyvholm er enig:

»Jeg helt sikkert helst have genåbnet Irakkommissionen, men jeg kan ikke sige mig fri for at ville blive glad for at få begge dele«, forklarer hun.

Redaktionen anbefaler

Regeringen på vej i mindretal: LA tvinger Irak-dokumenter frem

Del link
Relaterede artikler
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce