Regeringens planer om nye udflytninger af statslige arbejdspladser får Venstres byrødder og borgmesterkandidater til at lobbye for at få regeringen til at sende statslige arbejdspladser til deres egn.
Foto: Carsten Bundgaard

Regeringens planer om nye udflytninger af statslige arbejdspladser får Venstres byrødder og borgmesterkandidater til at lobbye for at få regeringen til at sende statslige arbejdspladser til deres egn.

Politik

V-kandidater går tiggergang hos partittop i jagten på statslige arbejdspladser

Annonceringen af en ny runde udflytning af statslige arbejdspladser har sat gang i en omgang intern lobbyarbejde på Venstres landsmøde.

Politik

Noget hovedpunkt var det ikke i statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) landsmødetale. Men den lokalpolitiske kamp for at erobre statslige arbejdspladser blev berørt fra første minut.

Løkke indledte med en en venlig hilsen til Herning-borgmester Lars Krarup. Sidste år måtte Krarup se en politiskole glide ham af hænde til fordel for Vejle, hvis DGI-hus her i 2017 lægger lokaler til Venstres landsmøde. Forflyttelsen af politiskolen skete til trods for forsikringer fra partitoppen om, at den bedste placering var i Herning. Politiskolen kunne statsministeren ikke gøre meget ved. Men, sagde Løkke:

»Til dig, Lars. Bare rolig, vi kommer tilbage næste år«.

Det var så samtidig også det mest præcise løfte om milde gaver til provinsen i form af en ny omgang udflytning af statslige arbejdspladser.

Under Folketingets åbning tirsdag annoncerede statsminister Løkke udflytning af »flere tusinde« statslige arbejdspladser til december. Dermed gav han de lokale V-kandidater en omgang ny ammunition til den kommende kommunale valgkamp. Hverken Løkke eller andre ministre har haft lyst til at uddybe udmeldingen på Venstres landsmøde, men de små signaler har flere steder sat gang i en regulær omgang internt lobbyarbejde hos lokale byrødder og borgmestre, der overnatter i Vejle i denne weekend.

Vi har mange socialsager, så der kunne være meget at øve sig på

Eksempelvis ser den tidligere håndboldlandstræner og nuværende borgmesterkandidat i Viborg, Ulrik Wilbek, meget gerne, at domkirkebyen i fremtiden kommer til at danne ramme om uddannelse af jurister. Wilbek har allerede talt med kvinden i spidsen, innovationsminister Sophie Løhde (V), om sagen – og ministeren skal ifølge Wilbek have været »meget, meget positiv«, selv om tingene »skal gøres på den rigtige måde«, som hun har understreget.

»Jura er helt åbenlyst. Viborg er den næststørste arbejdsplads for jurister efter København, og det er jo på grund af Vestre Landsret. Så det med at flytte en del af jurastudiet til Viborg, det synes vi er helt oplagt. Det skal jo være en klog udflytning. Nævnenes Hus (styrelse under Energiministeriet, red.) er blevet en kæmpe succes, efter at vi flyttede det til Viborg«, siger Ulrik Wilbek.

Et nyt jurastudie i Viborg er en sag for juristen Søren Pind, der som uddannelses- og forskningsminister kan være med til at forvandle den drøm til virkelighed. Men Søren Pind er anderledes tøvende, da Politiken møder ham efter en snak med Frankrigs ambassadør i Danmark, som også er til stede.

»Uha, det ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal sige til. Jeg må jo glæde mig over, at der er stor interesse i det kommunale Danmark«, siger Pind.

Tavse ministre

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen stod i spidsen for den seneste udflytning af statslige arbejdspladser. Han følger den nye runde tæt og forklarer, at udflytningen geografisk skal adskille sig fra sidste års fordeling.

»Sidst var der kommuner, der fik for få eller ingen arbejdspladser, og det skal man tage hensyn til, så det bliver balanceret«, siger Troels Lund Poulsen.

Det budskab modtages med stor begejstring seks borde væk hos Mogens Gade, borgmester i Jammerbugt. Kommunen blev nemlig forbigået sidst og har derfor en »klar« forventning om at blive tilgodeset nu.

»Vi er jo en stor turistkommune, så sådan noget som Visit Denmark kunne jo sagtens ligge hos os i stedet for andre steder. Jeg vil blive meget skuffet, hvis ikke vi er med denne gang«, siger Mogens Gade, der allerede har sendt sit ønske til Sophie Løhde.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ligesom Wilbek og Gade benytter tidligere landbrugsminister og nuværende borgmesterkandidat i Lolland Kommune, Henrik Høegh, weekenden til at gøre sine hoser grønne. Alle sejl er sat til, et konsulentbureau er hyret til at hjælpe, og der er »sat fuld power« på missionen om at få placeret Energistyrelsen på Lolland.

»Vi producerer syv gange mere grøn energi, end vi selv bruger. Så Energistyrelsen kunne få en god relation her«, siger Henrik Høegh og forklarer, at der både findes tomme kontorbygninger i Maribo og en stor administrationsbygning i Nakskov med masser af plads til at huse de mange embedsmænd. Der er såmænd også rigeligt med plads til at placere Den Sociale Ankestyrelse, hvis regeringen er med på den, forklarer Høegh.

»Vi har mange socialsager, så der kunne være meget at øve sig på. Tvangsfjernelse af børn og sådan. Det har vi rigtig meget af«, siger Henrik Høegh.

»Vi fik 30-40 arbejdspladser sidst, og der var ingen problemer med at finde medarbejdere. Vi er ikke længere væk, end at halvdelen flytter med. Vi føler helt klart, at det er vores tur nu«, siger Henrik Høegh og nævner, at han allerede fredag aften benyttede lejligheden til at vende et par ting med Sophie Løhde.

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt er med på, at hans ressortområde også i det kommende folketingsår skal bidrage til udrulningen af statslige arbejdspladser til provinsen. Men i lighed med Søren Pind er han ikke just med på at love Energistyrelsen til Lolland.

»Det er en proces, som er i gang. Alle ministerier melder ind, og der kommer udflytninger på vores område. Det kan jeg godt bekræfte, men hvor mange og hvad, det vil jeg ikke sige noget om«, siger han.

Tabersag for V i København

For Venstres spidskandidat i København, Cecilia Lonning, er udflytningen ikke af samme værdi, som for de mange provinskandidater. Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), har i denne weekend klandret regeringen for at gennemføre en »ustyret« proces, som har revet mange familier midt over, fordi den har tvunget medarbejdere til at flytte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Cecilia Lonning peger helt efter partibogen på, at Venstre ser et behov for at »skabe et Danmark i balance«.

»Men isoleret set er det jo ikke en stor vindersag at miste arbejdspladser for os i København«, siger hun. Til sin tid – på den anden side af kommunalvalget – vil det falde i Sophie Løhdes lod at styre processen med udflytning af arbejdspladser. Hun lægger ikke skjul på, at formålet er at »flytte flere tusinde arbejdspladser«. Ministeren forklarer, at hun for tiden rejser rundt til både Venstres egne og andre partiers borgmestre. Noget klart svar om placering afviser hun dog at give.

»Jeg kan forstå, at der er en hel naturlig interesse. Men nu skal vi også have respekt for de mange ansatte, vi har i staten, så jeg siger ikke mere«, siger Løhde.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce