Annonce
Annonce
Uddannelse

Millioner spildes på it i skolen

Lærere er alene om at lære at bruge it i undervisningen, viser forskning.

iPads, whiteboards, mobiltelefoner, apps og læringsspil, der træner elever i at stave og regne. Der er for alvor tændt for strømmen og de digitale læremidler ude på landets folkeskoler.

Alene fra 2012 til 2017 har kommuner og stat ifølge Kommunernes Landsforening investeret eller planlagt investeringer i omegnen af to milliarder kroner på it i folkeskolen – både til udstyr og til it-infrastruktur.

Men pengene er langt hen ad vejen spildt, siger Cathrine Hasse, der er professor på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet.

LÆS OGSÅElever udstyret med iPad klarer sig dårligere

»Danmark er et af de lande i verden, der har investeret mest i it i skolen. Men når det gælder selve anvendelsen, halter det mange steder. Man spilder en masse penge, og det har man gjort længe«, fastslår hun.

Krævende for lærere

Udsagnet baserer hun på et fireårigt endnu ikke offentliggjort forskningsprojekt kaldet ’Technucation’, som hun er leder af.

Det viser, at et af problemerne er, at lærerne ofte står alene, når de skal lære den nye teknologi at kende. Og når de skal finde ud af, hvordan den nye iPad bedst bruges til at lære eleverne noget.

»Man ignorerer, at det er ekstremt læringskrævende for lærerne at bruge it. I nogle tilfælde handler det om basale problemer som at kunne åbne og lukke et program. Men det handler især om, at der mangler udviklingsarbejde og vidensdeling mellem lærerne på skolerne«, siger professoren.

LÆS OGSÅ Elever: Vi bliver ikke bedre til at læse og regne af at blive testet

»Som det er nu, har lærerne ansvaret for at lære sig selv at anvende it i undervisningen. Det betyder, at de bliver udfordret, mens klassen kigger på«.

Samme virkelighed ser Dorte Lange, næstformand i Danmarks Lærerforening:

»Lærerne kan bruge it ligesom resten af Danmarks befolkning. Men det halter med at få det integreret på et undervisningsfagligt niveau, så det fungerer i den daglige praksis. Derfor er tid til vidensdeling afgørende. Men i øjeblikket mangler lærerne den tid«, siger hun.

Elever: It bruges til Facebook

Også Miranda Dagsson, formand for Danske Skoleelever, »nikker genkendende« til forskningsprojektets resultater.

»Der bliver investeret og købt iPads hele tiden. Men mange steder bliver iPads mest brugt som et facebookredskab af eleverne, fordi lærerne har svært ved det. Det gør bare, at det hurtigt kan blive meningsløst. Bruger man ikke teknologien rigtigt, giver det ikke mening at bruge det«, siger hun.

Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, fortæller, at skolelederne er opmærksomme på problemet. Derfor gik mere end 100 skoleledere i 2012 sammen i et netværk for at få it til at blive en mere naturlig del af undervisningen.

Mange steder bliver iPads mest brugt som et facebookredskab af eleverne

Miranda Dagsson, elevformand

»Vi har prøvet at gøre noget ved det. Men det er rigtigt, at lærerne mangler tid til vidensdeling. Skolelederne har ikke meget tid at prioritere med, og vi har ikke fået mindre med skolereformen«.

Konklusionen i forskningsprojektet fra Aarhus er baseret på interviews med 73 lærere og skoleledere og klasserumsobservationer fra 13 folkeskoler.

Cathrine Hasse understreger, at man derfor ikke kan sige, at samme billede med sikkerhed vil vise sig på alle andre skoler.

»Men sådan var det de steder, hvor vi var. Og så findes det ude i verden«, lyder professorens vurdering.

Vigtigt med teknologiforståelse

Undervisningsminister Christine Antorini (S) ønsker ikke at medvirke.

Ministeriet henviser til, at forskningsprojektet peger på behovet for, at lærerne har mere tid til internt at dele deres erfaringer med it, hvilket ministeren ikke vil ind på under de igangværende overenskomstforhandlinger.

Her kæmper lærerne netop for mere tid til forberedelse.

LÆS OGSÅIPads skader da ikke børns sociale evner

Formanden for Kommunernes Landsforenings børne- og kulturudvalg, Anna Mee Allerslev (R), lægger dog ikke skjul på, at rapporten »rammer et ømt punkt«.

»Vi bruger rigtig mange midler på it. Jeg mener ikke, at pengene er spildt. KL tror, at det er den rigtige vej. Men forskeren sætter fingeren på et vigtigt punkt: Om vi er godt nok rustet i forhold til de menneskelige kompetencer«, siger hun.

Anna Mee Allerslev vil på grund af overenskomstforhandlingerne ikke gå ind i, om KL som arbejdsgiver skal give lærerne konkret forberedelsestid til it, men siger:

»Det er vigtigt, at kommunalbestyrelserne tager det her op og taler om, hvordan de kan sørge for, at den store it-investering bliver brugt ordentligt. Og det er vigtigt, at der sættes ind med teknologiforståelse på læreruddannelsen«.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce