Kan du bruge din uddannelse i dit liv på arbejdsmarkedet? Det spørgsmål svarer humanister oftest nej på af alle nyuddannede.
Kandidater i fag som sprog, kunst, historie og kultur har sværere ved at se relevansen af deres uddannelse end kandidater fra andre fakulteter, viser en historisk stor undersøgelse af de studerende og dimittenders tilfredshed med deres uddannelser, som Uddannelsesministeriet har lavet. Her har 43.000 nyuddannede svaret på, hvorvidt der er overensstemmelse mellem det, de har lært på deres uddannelse, og de kompetencer, der efterspørges af deres nuværende eller seneste arbejdsgiver.


























