Grusvejen snor sig blødt gennem et overvældende virvar af grønne og gule nuancer på markerne. En mild brise kæler for ’frisuren’ på det høstmodne korn og sender et næsten hørligt suk af lettelse gennem hele landskabets eksplosion af frugtbarhed og ind ad bilens åbne vinduer. Det er som at køre i et levende maleri, hvis dimensioner hele tiden forvandles.

Trods triste hændelser i form af en barsk vinter, et isnende koldt forår og et permanent prisfald på korn ser det ud til, at landmændene i Odsherred snart kan samles til høstfest.

»Der er bare det ved det, at ligesom alle andre steder går det op og ned herude på landet. Det går bare mest ned«, formaner Torben Klestrup Hansen fra førersædet på firhjulstrækkeren. Og sender et lille grin ud over sine marker. Han ved godt, at det er den slags, man forventes at sige, når man er formand for en landboforening.

Opdatering af Morten Korch
Rundt på disse marker løb i 1983 forvirrede grise uden mål og med eller tag over hovedet, da Ole Ernst i glansrollen som bonden Knud opgav ævred og slap sin svinebesætning løs fra gården Frydendal i Morten Arnfreds prisbelønnede film ’Der er et yndigt land’.

I en opdatering af Morten Korch-filmenes klassiske skildringer af landlig idyl i Danmark lod Morten Arnfred en ny og anderledes skurk hærge de smukke omgivelser og deres beboere, da han slap rentedøden løs i Odsherred. Hvor den sådan set har hærget nådesløst, siden Ole Ernst måtte give op.

»Det er ikke mange uger, siden de fandt en stak døde køer i en stald herude. Stille og roligt gik manden på gården ned med flaget, tynget af gæld«.

»Mens hans kone gik på arbejde hver dag og børnene i skole uden at ane, hvad der egentlig foregik hjemme på deres ejendom, voksede problemerne ham over hovedet ude i stalden. Dagen efter vidste hele egen, at det var gået galt. Hvis en landmand mister overblikket eller troen på egne evner, sker tragedien«, siger Torben Klestrup Hansen.

Han har været landmand hele sit voksne liv og formand for en af landets små, men standhaftige landboforeninger i over 20 år. Større og mindre tragedier har der været mange af i de omgivelser, som på en sommerdag ellers blot signalerer rund harmoni.

Ikke meget harmoni
Harmoni er der ikke meget af, hvis man henter sine forestillinger om landbruget i de senere års kunstneriske fremstillinger. I litteraturen beskriver Erling Jepsen sære randeksistenser, og i Hans Otto Jørgensens kradse realisme er bondesamfundet i opløsning.

Efter 100 års forvisning fra billedkunsten er landbruget pludselig dukket op i en rå og menneskeforladt form hos Allan Otte, og i dansk film er man gået fra Morten Arnfreds kuldslåede 80’er-realisme til de senere års portrætter af mennesker på landet som groteske, onde og perverse hos eksempelvis Ole Bornedal og Henrik Ruben Genz.

LÆS OGSÅLandbrugets pengepung skrumpede yderligere ind i 2009

Faktisk ejer Torben Klestrup selv de to gårde, Bolbjerg og Borrevang, der dannede rammen om Arnfreds realistiske skildring af livet og nedturen på landet.

»Det er trist, når en landmand går ned. Det handler ikke bare om at skifte arbejde, men om, at en drøm, en vision, en privat lille virksomhed og ofte en slægtshistorie stopper her. Og så minder det om, at man kan være den ensomste mand i landet ude på landet«, som han siger.

En billig pris
Torben Klestrup vrider rattet, så den store vogn kommer sikkert gennem et af de snævre sving, og afslører, at hans ene hånd mangler de yderste led på et par af fingrene. De røg af i et halmfyr i 1987 i bestræbelserne på at skabe alternativ varme til familien på gården ved at udnytte høsten på en ny måde.

Det koster noget og sætter sine mærker at være landmand i det moderne Danmark.

»Men så længe, jeg kan slippe med det, er det en billig pris«, bemærker han.

Historien går i ring
Mens vi kører videre frem mod landboformandens hjem, gården Borrevang, hvor Ole Ernsts svoger boede i filmen, rejser jeg i tankerne tilbage til de sene 1980’ere, hvor jeg var journalist på lokalavisen Holbæk Amts Venstreblad med stofområderne »landbrug og rock« i ansættelseskontrakten.

Den bedste historie dengang var, da det lykkedes at få et interview med den tidligere ejer af filmgården, der efter selv at være gået på tvangsauktion kørte taxa i Holbæk. Og fortalte, at de værste ture i taxaen var dem, der blev bestilt tilbage til netop Bolbjerg og Borrevang. Det var næsten ikke til at bære at køre tilbage til sit eget livs ruin, fortalte bonden, der blev taxachauffør.

LÆS OGSÅ Danmark 2025: Ødemark, jagtmarker og gylle

Det er, som om historien går i ring ude på landet, mens vi kører ind på gårdspladsen ved Borrevang, en af områdets flotteste gamle gårde. Ligesom landmandens liv følger årstidernes cyklus, sender naturen og omgivelserne skæbnen tilbage i favnen på en.

»Det kan der måske være noget om«, siger Torben Klestrup, mens han stiger ud af bilen.

Hårdt generationsskifte
Han lader stolt blikket køre en vurderende runde over gårdspladsens orden og blandingen af nye lejeboliger, gamle lader med imponerende stensætning og stuehusets miniatureslot.

»Godt nok er jeg aldrig gået fallit, men jeg må da indrømme, at det generationsskifte, vi er i gang med, trækker ud. Min søn, Allan, skal overtage gården, men der kommer til at gå nogle år endnu, for jeg synes ikke, at det, han skal overtage fra mig, skal være en stor gæld«, siger landboformanden.
Han er fyldt 65 år, men knokler stadig løs på markerne. Nu dog i partnerskab med sønnen, som foreløbig ejer halvdelen af ejendommen.

Medlemsfremgang
Velkommen til Odsherred. Sjællands nordvestlige hjørne, hvor de smukke omgivelser ligner sig selv, fra dengang Morten Arnfred skildrede 80’ernes krise i dansk landbrug og endnu længere tilbage i historien.

Alligevel er det et landbrug i forandring, landboforeningen i udkanten af Nykøbing Sjælland repræsenterer.Avl.  En af landmand Karl Otto Nielsens grise. Foto: Ditte Valente

»Siden 80’erne har der været en stabil affolkning af erhvervet. Men det kan også gå den anden vej. Sidste år var vi en af blot to landboforeninger i Danmark med medlemsfremgang. Vi fik godt nok kun et enkelt nyt medlem, men fremgang er vel fremgang«, som formanden konstaterer.

Hobbylandbrug
På mange måder er den beherskede fremgang udtryk for, at Odsherred ligner et foregangsområde for udviklingen i dansk landbrug, mener Torben Klestrup Hansen. Mens man mange steder i Danmark har koncentreret landbruget på færre, men store bedrifter, er det gamle husmandsområde ved Lammefjorden stadig præget af mindre brug, der i mange tilfælde er blevet til en form for hobbylandbrug, hvor landmanden har fast arbejde ved siden af.

LÆS OGSÅ Gyllebaronerne

»Jeg er helt sikker på, at det er den vej, udviklingen går. Al snakken om mega-marker og enorme bedrifter tror jeg ikke på. Vi så hollændere komme til Danmark for 10-20 år siden og prøve den model. Men de kunne ikke tjene penge på det og er rejst videre østpå til for eksempel Letland«.

»Vi har kun 14 store bedrifter her i foreningen, og det er dem, der har det hårdest nu. Der er ikke grundlag for gigantiske brug og marker i Danmark. Moderne maskiner kan sagtens klare mindre marker, så der er slet ikke brug for at tænke stort«, siger Torben Klestrup Hansen, der selv dyrker 300 hektar jord.

Større udsyn
Han er ikke ked af, at udviklingen lige nu er til fordel for de mindre bedrifter. For på dem har brugerne mere tid og overskud til også at blande sig i lokalsamfundet og kulturlivet.

»Når man også har et ben uden for landbruget i andre erhverv, kommer der større udsyn. Og det har vi brug for i brydningstider. Hvis der skal ske noget i et landområde, er det vigtigt med kontakter og netværk uden for ens egen kreds«, som han siger.

LÆS OGSÅ Skattelettelser vil gøre ondt værre for landbrug

Over trappen uden for mødesalen i landboforeningens kontorer i Nykøbing Sjælland, hvor vi trakteres med smørrebrød og noget så mormor-nostalgisk som abrikossodavand (mon de kun forhandles på landet?), hænger en planche over danske køers udvikling. Fra de tidligere eksemplarer i hine tiders kalkmalerier til nutidens repræsentanter for det, der dybest set er et industriprodukt.

Danskerne føler stadig for landbruget
»Der er sket en kæmpe omlægning af det her erhverv i de 20 år, hvor jeg har været formand i foreningen. Der er blevet langt færre landmænd, som til gengæld har langt mere at se til. Industrialiseringen er tiltaget, men vi har helt klart selv været med til at holde fast i filmbilledet af Poul Reichhardt, der går og passer stokroser ude på landet«.

»Alle er i virkeligheden kommet videre, og billedet af dansk landbrug er meget bredere. Derfor glæder det mig, hvis danskerne er ved at forene sig med det moderne landbrug, sådan som det ser ud til i Megafon-undersøgelsen«, siger Torben Klestrup Hansen med henvisning til den meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2 til denne artikelserie.Hensyn.  Selv en svineavler som Karl Otto Nielsen, der bor i naturskønne omgivelser ved Isefjorden, kan godt have et fint forhold til sine naboer. Foto: Ditte Valente

Vi går om bord i landbrugets traditionelle produkter – rugbrød , flæskesteg, rullepølse, roastbeef og ost.

»Jeg er enormt glad for, at danskerne stadig føler for vores landbrug og hele traditionen bag det. Men jeg ved ikke, om det er så overraskende – alle i det her land kommer på en måde fra landet. Her bor bare ikke så mange længere«, siger Torben Klestrup Hansen.

Dansk kulturhistorie
Megafon-undersøgelsen viser, at hele 57 procent af danskerne har det godt med det landbrug, der i årevis har kæmpet med sit image og et vognlæs af historier i medierne om forurening, livsfarlige dyretransporter, skambidte svin i staldene, dårlige fødevarer og en fæl lugt fra de moderne svinebesætninger.

Det fremgår også, at 64 procent af danskerne mener, at landbruget »har haft stor betydning for dansk kulturhistorie«, at næsten halvdelen mener, at erhvervet er en gevinst for velfærdssamfundet, og at kun sølle 7 procent »forbinder dansk landbrug med romantik og idyl«.

LÆS OGSÅ Landbrug får penge og slækkede miljøkrav

Tørre tal, der indikerer, at omgivelserne har spottet, at vi har med et erhverv, en kultur og en livsstil at gøre, der har skiftet stilstand og det simple liv ud med stort set konstante forandringer, evig usikkerhed og enorme krav til den enkelte udøver.

Romantikken om landbruget
»For mig er det egentlig ikke så overraskende, at et flertal af danskerne bakker os op. Det er også mit indtryk, at to tredjedele af dem, jeg selv kender, er positive over for landbruget. Til trods for de mange negative historier i pressen. Mange har erkendt, at vi er et landbrugsland, og at alle landmænd hæfter solidarisk for det, hvis en kollega begår en fejl og skaber dårlig presse«, siger Torbens søn, Allan Klestrup Hansen.

Med sine 38 år er han et af de yngste aktive medlemmer af Odsherred Landboforening. Ikke desto mindre er formandens søn en varm tilhænger af romantikken omkring livet på landet.

»Når vi danskere vokser op, præsenteres vi for landbruget gennem den obligatoriske gård med heste, køer, grise og får i båsene, som hører ethvert barneværelse til. Mit eget barn har også sådan en gård med en sød Nora Malkeko. For Nora Malkeko lever skam stadigvæk – det er nok bare kun som legetøj nu. Det er egentlig ærgerligt, for jeg kan godt lide den romantiske forestilling om landbrug i landlig idyl. Dem, der stadig har det billede af os, bor nu nok desværre inde i byerne og besøger sjældent en bedrift«, siger Allan Klestrup Hansen.

Ung og eksotisk
Han er vokset op på sin fars gård sammen med sine fire søstre. De fire søstre har – i modsætning til Allan Klestrup – valgt andre retninger end landbruget med studier i blandt andet København.

»Jeg havde lyst til landbruget, fordi jeg havde prøvet det af i min barndom og ungdom. Det tiltaler mig meget at have friheden til selv at planlægge dagene og kunne disponere. Og så er udfordringen ved at skulle klare alle de her forskellige ting også elementært spændende. Simpelthen«, siger han og erkender, at omgivelserne ikke altid forstår fascinationen af den ensomme kamp, som til hver en tid kan spoleres af vind og vejr.

LÆS OGSÅ En bymand i Jylland

»Hvis mine venner og søskende mener, at sådan en som mig er enten underlig eller eksotisk, fordi jeg har valgt at være bonde, siger de det ikke. I hvert fald ikke direkte. Min kone er gymnasielærer og har da nogle gange stukket til mit valg af erhverv. Ikke fordi hun har noget imod det, men fordi det kræver lidt at være landmand«.

»For eksempel skal man have ret godt tjek på it og kunne samle oplysninger på nettet, som jeg gør konstant. Hver dag er en eksamen i alverdens regler og bestemmelser ud over de udfordringer, selve erhvervet kaster af sig. Der er ikke meget simple living eller bonderøv over at være landmand i dag, hvis jeg må sige det sådan«, pointerer Allan Klestrup.

»Der sker intet«
Selv om han aldrig har været bange for at tage skæbnen og udfordringen på sig som landmand, kan han sagtens se begrænsningerne i det frie liv som selvstændig med friheden deponeret i kreditforening og banker.

»Vi er jo i et udkantsområde, hvor der ikke sker noget. Hele ideen om, at man mødes i forsamlingshusene efter arbejde og har et lokalt kulturliv sådan et sted som her, er en illusion. Der sker intet. Hvis man vil opleve noget, må man ind til København. Det gør vi da også tit for at gå i Operaen eller bare gå rundt i gaderne. Det kan jeg godt lide som kontrast til al den natur og stilhed, jeg oplever til hverdag«, siger Allan Klestrup.

»Hvis der skal ske noget, må man selv skabe det. Og huske at dele en flaske rødvin, hvis dagen har været god. Selv om folk også bliver skilt herude på landet, er jeg ikke i tvivl om, at det er vigtigt at have et godt familieliv og kunne nyde hverdagen sammen med sin familie. Ellers er det hele jo bare slid, og det er ikke meningen«, pointerer han.

Svin i smuk idyl
Vi kører videre ud i Odsherreds intense naturoplevelse, langs Isefjord mod landsbyen Hølkerup, hvor Karl Otto Nielsen har resideret på Toftagergaard siden 1996. Til trods for, at gården huser omkring 1.000 svin, lever familien Nielsen i fred og fordragelighed med naboerne.

»Sådan er vilkårene på landet nu om stunder. Vi er ikke og skal ikke være enerådende, men er i dialog med omgivelserne hele tiden. Vi bor i virkelig smuk natur med skov og strand herude i det såkaldte Udkantsdanmark, så jeg forstår godt, at folk herude vil generes så lidt som muligt af svineavl. For sådan noget lugter, det kan ikke nægtes. Jeg kan kun forsøge at mindske generne så meget som muligt«, siger Karl Otto Nielsen.Ejer.  Her ses gårdens nuværende ejer Torben Klestrup Hansen, der er formand for Odsherred Landboforening. Foto: Ditte Valente

Lige siden han overtog gården, har han været i benhård kamp med gælden, renterne og reglerne. Gradvist er ambitionerne skruet ned fra ekspansion til opretholdelse af det nuværende niveau med både svin og afgrøder på markerne. Imens har livsformen på landet skiftet scene fra at være noget, der foregik på en (fædrene) gård, til nu at handle om bedrifter, hektar, miljø og bundlinjer. Realiteter, der har aftvunget nye samarbejdsformer.

Kan helbredet holde?
»Jeg har indgået et partnerskab med min nabo, så vi dyrker jorden sammen. Han sælger smågrise til mig, som jeg så feder op på et halvt år og sender videre til slagteriet. På den måde er vi to om at dele udgifterne, maskiner og arbejdet. Det er en stor lettelse at vide, at alt ikke stopper, fordi man for eksempel er syg et par dage«, siger svineavleren.

Sammen med naboen dyrker 47-årige Karl Otto Nielsen jorden på et areal, der for 20 år siden ville brødføde familier på seks danske gårde, men i dag kun giver nok til de to fuldtidslandmænd med hustruer med anden beskæftigelse.

LÆS OGSÅ Landmand giver ikke meget for regeringens milliardgave

»Det er sådan set min største bekymring. Kan helbredet blive ved at holde til, at jeg knokler på den måde, der er nødvendigt, hvis man vil være landmand i dag? Det håber jeg, for der er stor arbejdsglæde ved at se afgrøderne gro flot op efter et års arbejde med dem og ved at have friheden til selv at planlægge sine arbejdsdage, selv om de er lange. Men jeg ved ikke, om jeg kan holde til det«, siger Karl Otto Nielsen.

Loven er uforståelige
Vi sidder på terrassen foran stuehuset med kaffe, vindruer og småkager og fin udsigt ud over markerne. For udenforstående repræsenterer det bølgende korn i det bakkede landskab ned mod den blå fjord den reneste idyl. Men for den, der har det som daglig arbejdsplads, gemmer der sig mange spørgsmål og fælder.

»Hvordan jeg forestiller mig, at her ser ud om 10 år? Det er et virkelig godt spørgsmål, som jeg ikke kan svare på. Det kommer meget an på politikerne og alle deres regler. Jeg har erkendt, at det er umuligt for en person at finde ud af, og har hyret konsulenthjælp fra landboforeningen. Det er egentlig imod mine principper, for jeg vil gerne selv lave alt fra bunden. Det er bare umuligt at overskue«.

»Der er så mange regler. For eksempel går der nogle cirkler ned gennem markerne, hvor man må noget i den ene cirkel og noget andet i de andre. Er det så vintersæd i den ene og vårsæd i den anden? Eller er det omvendt? Det sker tit, at jeg tænker: »Har jeg mon gjort alt efter loven i dag?«. Det er ikke, fordi vi vil bryde loven. Det er dælenedme bare blevet svært at forstå den«, siger Karl Otto Nielsen stille.

LÆS OGSÅ Danmarks Naturfredningsforening: Landbruget skal ændre adfærd

Efter en lille pause tilføjer han:

»Misforstå mig ikke. Det er ikke for at sidde her og klynke, sådan som vi altid får skyld for. De skal ikke støtte os – de skal bare holde op med at straffe os«.

At føle en ko
I stuehusets moderne køkken ligger ingredienser til den mexicanske middag, familien åbenbart skal indtage samme aften. Og på toilettet ligger nogle af de bøger, gårdens frue bruger i sit erhverv som dagplejemor for nogle af egnens børn. ’Føl en ko’, hedder en af dem. Så langt borte er vi kommet fra livet på landet, selv så tæt på, at det er nødvendigt at føle sig frem til en ko på svineavlerens gård.

På toilettets væg hænger en påmindelse fra USA’s tidligere førstedame Eleanor Roosevelt: »Fremtiden tilhører dem, der tror på skønheden i deres drømme«.FILMSTJERNE.  Gården Borrevang med sit bemærkelsesværdigt smukke stuehus (nederst tv.) spillede en stor rolle i Morten Arnfreds film ’Der er et yndigt land’ med Ole Ernst som plaget bonde, som i 1983 introducerede det moderne landbrugs krise for publikum. Foto: Ditte Valente

Drømme har Karl Otto Nielsen stadig, forklarer han, da vi klæder om i hvide plastikdragter for at overvære den fuldautomatiske fodring af de 1.000 svin.

»Jeg drømmer såmænd bare om at køre det her videre i sin nuværende form. At kunne investere i min arbejdsplads og bevare friheden. Hvis det så betyder, at jeg skal forsøge mig med at plante juletræer eller noget andet tosseri, gør jeg det. Men indtil videre må vi bare konstatere, at nicheproduktion ikke har gjort nogen rigere. Tværtimod har de sat penge til på det«, siger han ind over grisenes smasken i den grå grødmasse, som vælter ud trugene.

Afbræk med rockfestival
I den forgangne weekend var det dog helt anderledes lyde og drømme, der fyldte hovedet på Karl Otto Nielsen og familien. Tro mod deres egne traditioner deltog de i rockfestivalen i Vig. Et af de få kulturelle tilbud i Odsherred, hvor det landlige kulturliv ellers nærmest er gået i stå.

»Festivalen skal vi til. Det er et dejligt afbræk. Den er en succes. Jeg ved nu ikke, om det er på grund af de lokale eller alle de mennesker, der har fået sommerhus herude på landet. Og som vi lever fint sammen med. Vi skaber jo alle sammen lokalt liv«, som Karl Otto Nielsen påpeger.

LÆS OGSÅ Vismænd: Lad de små landbrug dø

Han har lige bestilt en masse små plastikdragter til en skoleklasse, som skal besøge svinestaldene, hvor et automatisk sprinkleranlæg lige nu køler og vasker beboerne i sommervarmen.

Endnu et illusionsfald
Karl Otto Nielsen har mærket grisene med spraymaling i skrigende farver for at vide, hvilke der skal med bilen til slagteriet næste gang. I en af båsene på ’dødsgangen’ står de svin, som skal af sted samme aften, og smasker i lystig uvidenhed.

»Det er svært for børn at forstå, at de her søde øffebasser skal til slagteriet snart. Men sådan er realiteterne nu engang i det, vi laver. Jeg kan kun spørge dem, om de ikke kan lide bacon, pølser og at få flæskesteg til jul? Det kan de fleste nu godt«, siger Karl Otto Nielsen, der glæder sig til børnenes besøg og endnu et illusionsfald – derude på landet.

Fremtidsoptimisme
Inden Torben Klestrup Hansen vender bilen og kører hjem ad snoede og kringlede veje, er stemmen fuld af optimisme:

»Der er perioder, hvor det hele ser fuldkommen sort ud, og det virker, som om alle er imod os, fra politikerne og nedad i samfundet. Men til trods for fordomme om noget andet ligger det i dette erhvervs væsen at være optimist. Uanset udsigterne sår vi jo hver sæson og håber det bedste. Det skal nok gå, for Danmark er stadig et landbrugsland med masser af dyrket jord. Og jorden kan de ikke sende ud af landet«, siger han.

LÆS OGSÅ I 2015 spiser vi 50 procent mere økologisk

Selv om den lokale landboformand ejer gårde, hvis ejere knækkede nakken både på det store hvide lærred og i virkeligheden, er rulleteksterne ikke klar til at køre for dansk landbrug.

Om der nogensinde kommer en happy end ude på landet, hvor skæbnerne hviler som skygger over jorden, afhænger helt af øjnene, der ser. Men så længe filmen ruller, er der masser af glimt af lykke undervejs.

Der er – stadig – et yndigt land.