Når et område bebygges og plastres til med beton og mursten, lægges der samtidig låg på den historie, som befinder sig under jorden.

Derfor er arkæologer altid på vagt, når der skal bygges i historisk interessante områder – og foretager prøvegravninger, inden entreprenørmaskinerne får lov at komme til.

Præcis sådan var forløbet i den engelske by York – som er center for den verdenskendte vikingebosættelse Jorvik – da der i 2004 skulle bygges nyt på en grund cirka en kilometer fra den nuværende bykerne. Og de arkæologiske forundersøgelser skulle vise sig at være særdeles velbegrundede!

Hovedløse skeletter
Arkæologerne havde nemlig ikke været i gang ret længe på arealet, før man fandt menneskeknogler, og da eksperterne møjsommeligt havde udgravet grunden og et mindre naboareal, stod de tilbage med et unikt, men også gådefuldt materiale:

Omkring 80 skeletter, hvoraf de fleste var uden hoved. Ikke sådan at forstå, at kranierne var væk, de sad bare ikke fast på rygsøjlen, men lå ofte ved afdødes fødder. Og man kunne uden videre konstatere, at her havde der fundet halshugning sted.

York – der ligger i Midtengland ved floden Ouse, som har forbindelse til Nordsøen – blev grundlagt af romerne som legionslejren Eboracum omkring år 70 e. Kr. Og her blev de, indtil de godt 300 år senere trak sig ud af provinsen Britannia, som de kaldte deres erobrede område på den anden side af Kanalen.

Gladiatorkirkegård
I år 867 indtog vikingerne York, som de altså navngav Jorvik. Det stod imidlertid meget hurtigt klart, at de 80 skeletter ikke repræsenterer vikinger, men stammer fra romertiden. Hvorefter arkæologerne satte sig for at finde ud af, hvem de havde været, og hvorfor de havde fået kappet hovederne af?

Det store udgravnings- og analysearbejde af de 80 skeletter er gennemført af eksperter fra York Archaeological Trust, der også står for Jorvik-udstillingen. Og jo mere de sagkyndige kiggede på skeletterne, desto flere tegn fandt de på, at man her stod over for en gladiatorkirkegård, fortæller arkæologen Kurt Hunter-Mann, der er chef for projektet:

»Det er vores hovedhypotese, og den understøttes af en række karakteristika både ved skeletterne og den måde, de var begravet på. Havde de været kriminelle, var de typisk blevet begravet på maven – disse skeletter lå på ryggen. Desuden var der tale om individuelle grave arrangeret med respekt for den, der var faldet med ære, ligesom de døde i en del tilfælde havde fået gravgaver. Det ville man heller ikke have givet kriminelle eller slaver med i graven. Og soldater ville man ikke have halshugget«, siger Kurt Hunter-Mann.

Farvelgilde
Gravgaverne bestod ofte af lertøj, men nogle af mændene – for skeletterne stammer fra mænd, og yngre og veltrænede sådanne – havde også fået et solidt måltid med på rejsen til efterverdenen. En af dem – en høj mand i 18-23-års alderen – var stedt til hvile ved siden af kød fra fire heste samt en gris og en ko.

Alene i denne grav fandt arkæologerne 424 hesteknogler, og antagelsen er, at der i forbindelse med begravelsen har været afholdt et ordentligt farvelgilde, hvorefter deltagerne delte godbidderne med deres afledne, nu hovedløse ven.

Men hvordan kan man foretage en kobling herfra til hypotesen om, at disse mænd var gladiatorer?

Arm-asymmetri
Logikken er, siger Kurt Hunter-Mann, at skeletterne typisk udviser kendte gladiatorkarakteristika. Herunder arm-asymmetri, hvor den ene arm er nogle få centimeter længere end den anden, hvilket stemmer fint overens med, at gladiatorer ofte modtog våbentræning helt fra de tidlige drengeår.

»Dertil kommer«, siger Kurt Hunter-Mann, »at et af skeletterne har klare skader efter bid af et stort dyr – en løve, en tiger eller en bjørn«. Altså et af de dyr, man ved, romerne anvendte i forbindelse med gladiatorkampe.

»Og det bid har manden næppe fået, da han gik hjem fra pubben for 2.000 år siden«, konstaterer dr. Michael Wysocki. Han er ekspert i knogleanalyser ved University of Central Lancashire og har gennemgået skeletterne fra York.

At romerne medbragte blandt andet løver til gladiatorkampe i Britannia, er der næppe tvivl om, fortæller Kurt Hunter-Mann: »Der er endnu ikke fundet eksempelvis dyreknogler, som direkte beviser det. Men der er fundet mosaikker, som i høj grad sandsynliggør, at det var tilfældet«.

Opdagelse.  Projektleder Kurt Hunter-Mann i færd med at undersøge et skelet. Skeletterne stammer fra første til fjerde århundrede e.Kr.Øksemetoden
For nogle år siden blev der fundet gladiatorknogler ved den romerske storby Efesos i Tyrkiet – en af de arkæologiske perler fra romertiden, hvor der stadig står de imponerende ruiner af et teater.

Og man kan derfor ikke hævde, at fundet fra York repræsenterer den eneste gladiatorgravplads. Gladiatorknoglerne i Tyrkiet lå imidlertid langt mere spredt end i York – og ved Efesos fandt man ikke et eneste komplet skelet.

Tyske forskere har rekonstrueret de dødelige sår, gladiatorerne ved Efesos fik, og konkluderer, at nådesstødet – det udfriende coup de grâce, der blev tildelt taberen af en blodig tvekamp – ofte blev udført med en kniv, der blev stukket i hans hals.

Mysteriet om amfiteatret
Også her adskiller York sig fra Efesos, men hvorfor man foretrak at hugge hovedet af taberne i York, frem for at trække kniven, har arkæologerne endnu ikke noget bud på.

Men når der har været gladiatorkampe i York, må der vel også have været et amfiteater?

»Ja«, siger Kurt Hunter-Mann: »Vi har bare ikke fundet det endnu«.

----------

Rettelse: Den romerske lejr Eboracum havde vi en tidligere version af denne artikel kaldt Ebocarum. Vi omtalte også Efesos som 'en bebyggelse', men det var en af de vigtigste byer i Lilleasien.