Engang var her bønder. Nu er her byboere.

Engang blomstrede ukrudtet i indkørslen. Nu er den hældt over med perlegrus.

Og engang var her plov bag hest. Nu står firehjulstrækkeren parkeret foran en maskinpark af mejetærskere og traktorer omme foran to-tre store siloer i millionklassen.

Der var så vældig dejligt derude på landet, da H.C. Andersen skrev ’Den grimme ælling’, men i løbet af de seneste årtier har meget ændret sig.

Stråtækte gårdidyller er blevet til industrianlæg, lo og lade er erstattet af gigantiske staldbygninger med automatisk udmugning, og engen med den lille bæk er lagt i stræk under kilometerlange, lige baner af samme afgrøde.

Wellness og perlegrus
Udbyttet er steget. Bedrifterne er vokset. Men danskerne har mistet en del af deres kultur på vejen, mener nogle af de danske kulturpersonligheder, der selv har haft deres gang på landet.

De er ikke uenige med det flertal af danskerne, der ifølge den aktuelle landbrugsundersøgelse, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2, stadig tænker positivt om landbruget og mener, at erhvervet spiller en afgørende rolle for dansk kulturliv.

Men livet på landet er under afvikling, og det vil påvirke dansk kunst og kultur og hele den danske selvforståelse, mener lederen af Frilandsmuseet i Brede, Peter Henningsen, der som forsker har beskæftiget sig tæt med bondekulturen:

»De fabriksanlæg, vi ser ude på landet, har ikke meget at gøre med det, vi engang kaldte bondegårde. Det, vi kender, er på vej væk. Vi ved ikke helt, hvad vi er ved at få i stedet, men det kan se ud, som om landet er ved at blive lagt om til ét stort fitnesscenter med wellness og perlegrus«, mener Peter Henningsen.

Forskellene er udjævnet
Livsstilsmæssigt er landet med andre ord kommet på linje med byerne, og mange af de ting, man fandt i storbyerne, er rykket uden for bygrænsen, pointerer han.

»De rurale eller landlige værdier er bukket endegyldigt under for de urbane. De rurale værdier afgik ved døden engang i 1980’erne, og jeg tror, at det er det største skred, der er sket i min levetid«, mener Peter Henningsen, der selv har oplevet det her med at komme kørende til noget, han opfatter som en landsby. Og så pludselig ser han pudsede huse med sortglaseret tegl og dyre krukker i Toscana-ler og »de her underlige sandstensfigurer på gårdspladsen«.

LÆS OGSÅDer er ikke meget 'bonderøv' tilbage i landbruget

»Det er sådan noget underligt forstadsagtigt noget, og især i landområder nær større byer kan man diskutere, om landet i den forestilling, vi har fået overleveret, overhovedet eksisterer. Mentalt har byen og landet nærmet sig hinanden, forskellene er udjævnet, og den her vekselvirkning mellem to kulturer er forsvundet«.

Roemarkerne er væk
Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, er enig. Det er sommer, og litteraten befinder sig i den mest landlige idyl, man nærmest kan forestille sig – på et sydsjællandsk husmandssted.

Men det er ikke det typiske billede af landliv anno 2010, mener han: Landlivet er under afvikling, og dermed forsvinder også landets kulturliv. For bylivet er blevet så dominerende, at landets oprindelige beboere nærmest er hægtet af:

»Der har bredt sig en kulturløshed på landet, og den imødegår tilflytterne, som synes, at der skal ske noget og sætter nogle ting i gang. Men det sker på deres egne præmisser og eget initiativ, så landets oprindelige beboere oplever, at det, der sker, er noget, de ikke kender. Det er noget, som opstår på vilkår, der ikke er deres«.

Det er ikke kun landmændene, der mister noget, når landkulturen er trængt. Hele Danmark mister noget, mener forlæggeren.

»Det, vi først og fremmest får, er det moderne landbrugs udprægede ensformighed. Det gælder landskabet – prøv at se de her kæmpestore marker, og se, hvor ensartede afgrøderne er. Der er næsten ingen roe- eller havremarker tilbage. Men vi mister også livsformer og dialekter. Vi mister alt det, der var specielt for livet på landet i gamle dage. Men både det og landbrugets hele struktur afspejler jo hårde økonomiske realiteter, og man kan jo ikke indrette livet på landet efter, at byboerne skal have noget ’oprindeligt’ at opleve og noget pænt at se på«.

'Twin Peaks'-land
Bekymring over, at noget dyrebart er ved at forsvinde, afspejles i kunst og kultur, påpeger Johannes Riis.

Han nævner maleren Poul Anker Bechs moderne, nærmest surrealistiske billeder af landbrugslandet »med kornsiloer og store næsten vinduesløse stalde« og arkitekten Jane Havshøj, der har taget kampen op med forfaldet ved at tegne nye, æstetisk indbydende landbrugsbygninger.

Og så er der en række filminstruktører, blandt andre Ole Bornedal, der nærmest har beskrevet livet i provinsen som et ’Twin Peaks’-land, hvor dæmonerne lever lige under overfladen, mener Johannes Riis.

LÆS OGSÅDansk film gør Udkantsdanmark til det vilde vesten

»Filmfolkene tager ud på landet for at tydeliggøre nogle konflikter, så der virkelig ikke er nogen tvivl om, hvem der er de onde, og hvem der er de gode, og man må sige, at nogle af de her områder også er taknemmelige at arbejde med. Både fordi der er mange, der ikke kender dem, og fordi man kan forestille sig, at der kan foregå det værste bag facaderne, når man selv kommer igennem de her spøgelsesagtige landsbyer, hvor pudset skaller af, og der er krydsfiner for vinduerne«.

Dialekterne står for fald
Men først og fremmest er bondekulturen beskrevet af en lille række danske forfattere, mener Johannes Riis:

»Når man er på vej fra én kultur til en anden, afspejles det tydeligt i litteraturen: De, der beskriver samtiden, er ofte optaget af det, der går i opløsning. Knud Sørensen har brugt hele sit forfatterskab til at registrere forandringen på landet, Vibeke Grønfeldt og Anne Marie Løn har gjort det, og Jens Smærup Sørensens ’Mærkedage’ beskriver ikke bare, hvordan landlivet afvikles. Han arbejder også bevidst med dialekterne«.

LÆS OGSÅ82-årig bondedigter: Sådan ligger landet

Som født og opvokset på en gård på Mors har Johannes Riis selv både et sprog, han kan tale på Mors, og et, han kan tale på Gyldendal, men dialekterne er en del af den kultur, der står for fald, erkender han.

»De udjævnes. I hele Jylland er der ved at opstå et underligt købstadsjysk, som ikke er særlig kønt, men som efterhånden bliver det eneste sprog«.

Fællesskabskulturen dør
Listen over danske samtidsforfattere, der har beskrevet livet på landet, er ikke kilometerlang, men »vi er da stadig nogen, der også selv kommer fra landet«, som Jens Smærup Sørensen siger med en lille latter.

Han er født på en jysk gård, og han »elsker landbruget«, fastslår han. Især den del af det, der med økologisk tænkning søger tilbage til traditionelle landbrugsdyder.

»Problemet er, at landbruget i dag er præget af disse kæmpekoncerner. Man mister nogle fundamentale værdier. Vi får de her helt ensartede, enorme kornmarker, og det har en kolossal betydning rent kulturhistorisk. Hele landet ændrer sig jo«, siger Jens Smærup Sørensen, og han mener ikke bare landskaberne, men også kulturen.

Landbruget er nemlig bærer af en fællesskabskultur, der visner, når landbruget mere og mere kommer til at ligne moderne industrivirksomhed, mener forfatteren.

»Bondekulturen har altid været præget af fællesskab. Man skyede alt individuelt og personligt. Sagn og eventyr skulle man helst ikke kende ophavsmændene til, og da man meget senere fik gårdmalerierne, måtte de ikke skille sig for meget ud. Højskolebevægelsen bygger på traditioner med fællesskab og fællessang, og alle de her fællesskabskulturer, som bønderne stod for – de er forsvundet«.

Fælleslistens oprør
Også for bønderne selv, pointerer Smærup Sørensen, for de har overtaget byboernes værdier.

»Landmænd i dag har de samme drømme og forestillinger som byboerne. De vil også gerne tjene penge, de vil også gerne holde ferie, og de har den samme skræk for døden som alle andre. De har ikke noget, der er særligt længere. Forestillingen om landbruget som noget særligt dansk, den holder på ingen måde«.

Det betyder også, at en forfatter, der vil beskrive livet på landet, skal holde sig fra den nationalromantiske sang om livet derude.

»Hvis jeg skriver om moderne landmænd, beskriver jeg dem som hvilke som helst andre, der bestrider et erhverv eller en profession. Der er ingen forskel på by- og landkultur længere, selv om begge parter vil hævde, at det er der«.

Fælleslistens oprør mod hovedstaden er ikke et bondeoprør, understreger han. Det er en kamp for at få de samme goder som alle andre og samme afstand til sygehuse eller andre offentlige instanser som alle andre.

LÆS OGSÅDanskerne lune på Fælleslisten

Jens Smærup Sørensen forstår godt behovet, men »det gør nu heller ikke så meget, at hele Danmark ikke ligner området mellem Århus og Vejle«, som han siger.

Grundtvigianismens forherligelse
Jens Smærup Sørensen undrer sig ikke over, at flertallet af danskere opfatter landlivet som væsentligt for kulturlivet.

I Politikens og Megafons sommerundersøgelse mente næsten to tredjedele af de adspurgte, at landlivet har haft afgørende betydning for dansk kulturhistorie, og det har det – historisk, understreger både Jens Smærup Sørensen og historikeren Peter Henningsen.

Ikke mindst fordi Danmark set med europæiske øjne har en enestående landbrugshistorie, understreger Henningsen: Hele den danske industrialisering og modernisering har i Danmark taget fart ude på landet med bønderne og andelsbevægelserne i spidsen.

Derfor har danskerne så stærkt og også positivt et billede af livet på landet, mener historikeren.

Bevægelser som grundtvigianismen med nationalromantiske undertoner har yderligere cementeret det danske billede af livet på landet:

»Grundtvig forherligede ligefrem bondekulturen og det folkeligt rustikke, og i nogle af sine tekster besang han dansk overhøjhed og dansk folkeånd«, forklarer Peter Henningsen.

Den indre bonde
Andre steder udartede lignende nationale bevægelser sig til fascisme og fremmedhad, og man vendte sig mod dem, men herhjemme, hvor det var andelsbønderne mere end borgerne, der førte Danmark ind i industrialiseringens tidsalder, har det folkelige stadig en positiv klang.

»Vi har aldrig haft et opgør med nationalromantikken. Vi tager stadig brede stråhatte på og besynger højskolerne og hestevognene, og vi synger sange fra en sangbog med fuldstændig anakronistiske tekster. Vi har en stærk, fælles referenceramme med rødgrød, fællesskab og Madam Blå, og vi er opvokset i en stærk bondekultur. Vi har alle en indre bonde i os, og først nu, hvor vi begynder at orientere os mere internationalt, er denne indre bonde truet«, vurderer Peter Henningsen.

LÆS OGSÅDansk landbrug er vores fælles fortælling

Ligesom den ’indre bonde’ er på vej væk, fordi bondekulturen er på vej ud af vores bevidsthed, er også politiske partier, der besynger det særligt danske, udryddelsestruede, mener museumsmanden med direkte adresse til Dansk Folkeparti.

»Sådan et parti står stærkt, så længe der er et historisk behov for det, men så snart de nye generationer med et anderledes trusselsbillede vokser op, dør den slags partier«, lyder Henningsens spådom.

Noget lignende gælder for de kulturformer, vi har forbundet med landlivet. For eksempel vil janteloven dø, mener Peter Henningsen: I de små landsamfund kunne naboerne holde hinanden i et internt magtgreb, men i dag betyder det mindre, hvad naboen måtte mene.

Man kan jo bare gå andre steder hen – i verden eller på nettet – og få oprejsning. Dermed bliver det nemmere at skille sig ud – en af de sidste egenskaber, man nogensinde ville have forbundet med livet derude på landet.